MARYAM – DEN PERFEKTE KANDIDAT

 

 

♥︎♥︎♥︎♥︎♥︎

“…man kan dufte Mellemøsten ud af filmlærredet…..”

 – Hillestrøm,  KULTURINFORMATION

 

Vi befinder os i Saudi-Arabien. Kvinden Maryam er læge. Hun bor sammen med sine søstre og far, og moderen er for nyligt død.

 

Med fare for at fornærme 1-2 milliarder mennesker er Mellemøstens murbrokker, mænd i lagner med viskestykker på hovedet og andet ‘hullabulla’ ikke dér, jeg har mit hjerte mest. Der er også noget med, at man på disse kanter ikke bryder sig om flæskesteg, og at de smukke kvinder helst skal pakkes lidt ind.

 

I filmen ‘Maryam – den perfekte kandidat’, får vi hele pakken. Vi får et indblik i den islamiske levevis dags dato, og filmen undgår faldgruben at blive alt for sidetung og kun rette sit fokus på rituelle omskæringer og massiv kvindeundertrykkelse.

 

Maryam kommer dog ud på en ‘livsrejse’, der bringer hende på kant med ‘hullabulla’ – systemet. Hun er veluddannet og har kørekort og egen vogn, så så langt så godt – hun er ikke værst placeret på værdighedens rangstige. Hendes far er mere eller mindre en flink fyr, og ernærer sig som musiker og musiklærer. Han tager på turné med sit band, og her må deres udenforstående anmelder finde en grimasse, der kan passe, da bandet minder om barndommens optræden for ‘farmor og farfar’ – måske ikke helt pænt skrevet, men med al tydelighed ‘fjoller’ faderen lidt rundt i tilværelsen, hvilket han har alle mulige gode grunde til, da han jo er en mand – kvinderne/døtrene er straks mere seriøse, men de er jo på den anden side ‘kun’ kvinder.

 

 

 

Mudder til knæene eller asfalt

På Maryams hospital er bygningerne halvfærdige, men brugbare. Vejen op til hospitalet er en grusvej, der oversvømmes af et defekt vandrør. Hun ansøger byrådet om hurtigst muligt at få udbedret disse udfordringer, der i sidste ende skader patienterne, men mødes med modvilje. Det ender ud i, at Maryam som muslimsk kvinde formaster sig til at stille op til byrådsvalget, med fundraising og kampagneplanlægning o.s.v.

 

Hun løber også ind i den klassiske problematik: Kan hun nu som kvindelig læge ‘egne’ sig til at behandle ‘jamrende rigtige mænd’ – se hvordan den historie ender og se om Maryam får sin asfalterede vej.

 

 

 

Kvinders rettigheder går den rigtige vej

Instruktøren Haifaa Al Mansour er selv en veluddannet kvinde fra Saudi-Arabien. Hun kan bære den stolte titel at være landets første kvindelige filminstruktør, og har allerede produceret en del film. I 2011 lavede hun en lignende film i sit hjemland, og fortæller i pressematerialet, at det her snart ti år efter, rent faktisk er blevet nemmere med, hvad jeg vil kalde ‘tørklædeiseringen’, og vejen op ad bakke for kvindernes rettigheder går lidt i den rigtige retning. Castingen af skuespillere og statister har været en omfangsrig proces i det muslimske land, men alle er indfødte og intet fremstilles på en nedværdigende måde overfor religionen, men viser blot fakta og problemstillinger på sober vis. Her vil jeg gerne som anmelder være neutral – nogle steder i verden holder man Ramadan, andre steder holder man Paludan.

 

Haifaa Al Mansour er sluppet af sted med at skabe så virkelighedstro en film, at man nærmest kan opfatte den som en dokumentar. Vi er helt nede i lagene og undgår som sagt afskårne lemmer og knytnæveslag – de teatralske fordomme levnes ikke plads, men nuancerne triumferer. Man kan dufte Mellemøsten ud af filmlærredet, og der kan ikke klages på lydsiden, ej heller kameraføringen.

Ligestillings debatten

At man her tilbagelænet på en varm sommerdag sidder med fruen på Bellevue og indsnuser en hørm af osende vandpiber og ser de tørklædeklædte kvinder sidde fordybet i bøgerne og færdiggøre de sidste eksamener, mens deres brødre og fætre render fjantende rundt i bedste ‘rico-rico’ barnlighed, får én til at tænke lidt over den danske ‘ligestillings debat’. Pludselig ankommer fætrenes og ‘rico-rico’-drengenes ‘overfætter’ og viser dem sin sorte Mercedes, hvor drengene så på skift med nedrullede vinduer kan joyride og spille sexikonets Lady GaGas rytmer, mens plysterningerne dingler i forruden. Fred være med det – så lover de da ikke tæv på Nørrebro så længe.

 

Og alt imens filmen og ‘ligestillingens debatten’ stadig summer i baghovedet, og vi tager fra stranden, og lige skal omkring vores lokale Netto, møder man en ‘bekendt’ i døråbningen. Den ‘bekendte’ siger smilende ‘hejsa’ til én – og man hilser igen og kigger lige to gange for at konstatere, at den hilsende, venligsindede kvinde med de to fyldte Nettoposer, er HrFru Statsministeren herself. God sommer til dig også, Mette!

 

 

MARYAM – DEN PERFEKTE KANDIDAT

 

 

Indlægget er skrevet af Jesper Hillestrøm, KULTURINFORMATION