ANMELDELSE: Art Festival i Herning

 

 

Kunstfestival lever op til sin magiske evne til at overrumple

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Arman: ”Accumulation Renault no. 104”, 1967. Bilskærme i lakeret metalplade samlet ved loddesvejsning. Foto: Lars Svanholm

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

✮✮✮✮✮

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

‘ ….. ”Socle du Monde Art Festival” er en Herning-og-omegn-begivenhed, der giver og tager samt udfordrer et forhåbentligt talstærkt publikum …..’

– Lars Svanholm, KULTURINFORMATION

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Åbningen af 2024-versionen af begivenheden ”Socle du Monde” finder sted i Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum, og her kunne man høre de, fristes man til at sige, sædvanlige åbningstaler, og en af disse stod kunstmuseet HEART’s direktør Holger Reenberg for.

 

Reenberg fik sneget et begreb ind i sin definition af ”Socle du Monde”, som tidligere har været identificeret som en triennale, men nu slet og ret defineres som en Art Festival. Dermed har man angivet en mindre forpligtelse af, hvor ofte ”Socle du Monde” kan finde sted. Måske er min analyse af begivenhedens karakter helt ude i skoven; men det er min tolkning.

Gør det! Tag ud og rejs!

”DO IT!” er fællestitlen på festivalens adskillige afsnit, hvor jeg her vælger at koncentrere mig om, hvad man kan se og opleve i netop Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum samt på HEART, der er beliggende i bekvem afstand lige modsat i Birk Centerpark.

 

Rejsen udgør et tema i førstnævnte udstillingsinstitutions projekt, og det virker her påfaldende at et stort, centralt rum er begavet med værker af den i Cameroun fødte, men primært i Belgien bosiddende kunstner Pascale Marthine Tayou (født 1967), som i værkerne spreder sig ud i adskillige retninger, og tak for det!

 

Når jeg nærmest udviser taknemmelighed over, at Tayou skyder omkring sig med et bredt facetteret sortiment af metoder, skal denne overrumplende glæde begrundes i, at alt for mange kunstnere på samtidskunstscenerne finder ét udtryk, som efterfølgende udvandes til det uudholdelige.

 

Her åbenbarer Tayou en nysgerrighed, som påbyder ham at skabe værker ud fra adskillige kontekster, som i sagens natur har hans afrikanske baggrund som uudgrundelig klangbund.

 

 

 

 

 

 

 

 

Installationsfoto fra Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum med værker af Pascale Marthine Tayou. Foto: Lars Svanholm

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Længere fremme i afsnittet ”DO IT! Travel” opleves et stærkt vidnesbyrd om billedhuggeren Sonja Ferlov Mancoba (1911-1984), som forfatteren Hanne-Vibeke Holst for få år siden skildrede i den aldeles fremragende roman ”Kriger uden maske”. Fortællingen skildrer Ferlov Mancobas liv, som er et sindbillede på behovet for at rejse ud i verden med henblik på at afsøge kunstens grænser.

 

Skulpturerne er disponeret på en rød flade, og dermed afgrænses skulpturerne på glimrende vis fra udstillingens øvrige enheder, der i sagens natur er helliget museets ophav, Carl-Henning Pedersen (1913-2007) og Else Alfelt (1910-1974), hvor man i sidstnævntes tilfælde lader et antal værker fra Island gå i harmoni med et videoværk af den dansk-islandske verdenskunstner Olafur Eliasson (født 1967), og dette bør ses som et interessant kuratorisk greb.

 

En ret stor folkemængde slørede min oplevelse af en ganske intim, men ikke mindre interessant udstilling i udstillingen af den belgiske kunstner Shéhérazade Ihadj Mohand, der har rødder i Algeriet. I en serie værker, der kan iagttages som fragile og flygtige fortæller hun en feministisk historie uden at blive provokatorisk i skildringen. Indslaget er smukt og vedkommende, og heldigvis fik jeg kigget tæt på indslaget på min vej ud af udstillingen.

Genbrug af europæisk avantgarde

På det tidspunkt havde hovedparten af publikum forføjet sig videre til festlighederne i umiddelbar nærhed af det primære udstillingsområde, og netop derfor havde jeg udstillingen for mig selv, og det samme gjorde sig gældende, da jeg travede over vejen og tog en iagttagelse på, hvad HEART kunne byde ind med under temaet ”DO IT! Upcycling”, som igen har underliggende afsnit, som publikum kan fordybe sig i.

 

Jeg bliver ofte selv isoleret set dybt berørt, når jeg oplever kvalificerede nedslag i den europæiske avantgarde fra 1900-tallet. Man kan ikke undgå at blive påvirket af en stor mekanisk installation af den schweiziske kunstner Jean Tinguely (1925-1991), som aldrende kunstinteresserede vil huske fra en kontroversiel happening på kunstmuseet Louisiana en gang i 1960’erne. Det dramatiske event kostede en fredsdue livet og omgående var Fanden løs i Laksegade.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Jean Tinguely: ”Dernière Collaboration avec Yves Klein”, 1988. Jerndele, plastic, skum, spejle, træhjul, glødelamper og elektriske motorer. Foto: Lars Svanholm

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Jeg vil dog her fokusere på Tinguelys rolle i grupperingen Nouveaux Réalistes, hvori man også kunne finde Yves Klein (1928-1962) og Niki de Saint Phalle (1930-2002), som begge er repræsenteret på den aktuelle udstilling. Saint Phalle og Tinguely dannede tillige par i det private.

 

Jeg hører til kategorien af kunstnørder, der hylder overraskelsens effekt. Jeg havde aldrig tidligere hørt om den franske decollage-kunstner Jacques Villeglé (1926-2022), og jeg kunne sagtens klikke mig ind på ChatGTP og få en AI-version af Villegrés metode og livsforløb. Dette er dog helt unødvendigt, da festivalens kuratorer har gjort brug af tricket i formidlingen af kunstnere og værker.

 

Man kunne muligvis antyde en skepsis over for dette greb, men ikke desto mindre er jeg faktisk ret tolerant over for virkemidler, der ikke blot skaber en fortælling om en kunstner, men samtidig erkender, at AI begribeligvis er et fænomen, der er kommet for at blive.

Kunsthistoriens behagelige vingesus

Antallet af kunstnere indskrænker sig ikke, des længere man bevæger sig frem i udstillingskonceptet, og her mærker man kunsthistoriens behagelige vingesus endnu en gang. Tænk bare, at få muligheden for at undres over Daniel Spoerri (født 1930) og hans begavelse og behov for at udfordre beskuerens sanseapparat ved hjælp af det efterhånden klassiske virkemiddel, hvor diverse genstande sammenfattes i såkaldte assemblages. Jeg studerer værkernes titler og befinder mig nu i en pragtfuld rus af forvirring.

 

Franske Armand Pierre Fernandez (1928-2005) valgte kunstnernavnet Arman, men dette greb, som kunne ses som en forenkling af kunstnerens navnemæssige identitet, simplificerer på ingen måde kunstnerens metode. Udtrykket bør ses som et udsagn, der tager genstande ud af deres normale sammenhænge og placerer dem i alternative former.

 

Som en del af de øvrige kunstnere i de mellemeuropæiske kunstmiljøer, udgjorde Arman en vigtig del af den tidligere nævnte franske gruppering Nouveaux Réalistes, og blandt værkerne på udstillingen bør jeg fremhæve et skulpturelt element bestående af 30 rødlakerede bilskærme fra en Renault årgang 1967.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

César: ”Relief tôle”, 1962. Svejset jern og metalplade. Foto: Lars Svanholm

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I udstillingen befinder Spoerri og Arman sig i et område, der automatisk fører udstillingsgæsten længere frem i forløbet, hvor man kan opleve stærke værker af César Baldaccini (1921-1998), eller blot César, som nok på vore breddegrader er mest berømmet for en gigantisk forgyldt tommelfinger i Louisianas samling. Aktuelt har man imidlertid valgt at udstille et antal relieffer og skulpturer, som rummer Césars signaturer i kraft af sammenpressede metaldele. Endnu en gang får affaldet en alternativ rolle som medie i den europæiske avantgardekunst.

 

Bulgarskfødte Christo Vladimirov Javacheff (1935-2020) udgjorde sammen med sin hustru kunstnerparret Christo & Jeanne-Claude, og de skabte i samarbejde nogle værker, som inkluderede det offentlige rum på højst opsigtvækkende måder. Hvad siger De f.eks. til Rigsdagsbygningen i Berlin indpakket i over 100.000 kvadratmeter stof? Mindre kan gøre det, og i udstillingsrummet på HEART er der i sagens natur tale om en langt mindre installation.

Samtiden, Manzoni og Damgaard

Jeg har i forrige afsnit valgt at fokusere på nogle af de mest oplagte koryfæer på den europæiske avantgardescene i 1900-tallet; men ”Socle du Monde” rummer bestemt markante indslag fra samtidskunstscenen, og her har jeg foretaget et forhåbentligt kvalificeret nedslag:

 

Kunstmuseet HEART er især berømt eller berygtet for et signifikant kunstværk i samlingen ”Merda d’Artista” af italienske Piero Manzoni (1933-1963) kan nemt opleves som et kontroversielt værk, der stiller spørgsmål ved kunstgenstandens guddommelighed, ikke mindst set i et monetært system.

 

Grundidéen om decideret at ophøje, undskyld mig, ‘l…’ til kunst rummer måske transformationsbegrebet i den yderste konsekvens. Til gengæld er det muligt – ikke mindst set i de allerede nævnte eksempler på udstillingen – at skabe stor og bemærkelsesværdig samtidskunst ved hjælp af uprætentiøse materialer som f.eks. de såkaldte strips, som den koreanskfødte kunstner Sui Park gør brug af i en ikke mindre end monumentalt fungerende ruminstallation bestående af et større antal skulpturelle enheder udviklet ved hjælp af netop disse plasticdimser.

 

Kunstmuseet HEART og i det hele taget Hernings kulturelle DNA kan tilskrives tekstilfabrikant Aage Damgaard (1917-1991) og hans enorme nysgerrighed angående, hvad kunsten i hans levetid var i stand til at gøre af forskelle ikke blot i relation til en virksomhed, men også som cremen på kagen i et område, der stensikkert har været forankret i industri og omsætning.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Udsnit af ruminstallationen ”Microcosm” af koreanskfødte, men i New York bosiddende Sui Park udført af kulørte plasticstrips. Foto: Lars Svanholm

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Mantraet hos Damgaard, der inviterede et antal danske og internationale kunstnere ind i sin virksomhed, syntes at være det irrationelle som et led i en strategi, som havde det fornuftbestemte som plan. Hermed skabte Damgaard et miljø, som i dag gør det muligt at giver museumsgæster helt fabelagtige oplevelser ude på heden i Herning og omegn.

 

Jeg har selvfølgelig gjort mig mine overvejelser over, hvor og hvordan jeg skulle beskrive et udstillingsprojekt, der rækker langt ud over museernes mure, og jeg har her taget et antal iagttagelser og gjort op med mig selv, at ”Socle du Monde Art Festival” i det afgrænsede punkt, jeg har valgt at vurdere, åbner for den store fortælling om avantgardismens mange hoved- og biveje, som er kendetegnet ved en enkel og direkte egenskab: En magisk evne til at overrumple og udfordre et forhåbentligt talstærkt publikum.

 

 

”Socle du Monde Art Festival” finder sted på kunstmuseet HEART – Herning Museum of Contemporary Art, Carl-Henning Pedersen og Else Alfelts Museum, Højhuset Kulturhotel i Herning samt Deep Forest Art Land ved Kibæk og Herning City. Begivenheden er ledsaget af et gratis udstillingskatalog på 140 sider, og varer frem til d. 24. november 2024.

 

 

 

 

 

ANMELDELSE: Socle du Monde Art Festival i Herning – se mere her

 

 

 

 

ANMELDELSE: Art Festival i Herning – tjek DO IT ud her

 

 

 

 

Læs også Lars Svanholms anmeldelse af Hermann Nitsch på MUSEUM JORN her

 

 

Coverfoto: Jacque Villeglé: ”Carrefour Sèvres-Montparnasse”, 1961. Iturevne plakater monteret på lærred. Foto: Lars Svanholm

 

 

 

ANMELDELSE: Art Festival i Herning er skrevet af Lars Svanholm, KULTURINFORMATION

Se mere om Lars Svanholm her. Redaktion: Jesper Hillestrøm