ANMELDELSE: Et drømmespil

Det Kongelige Teater – Skuespilhuset

✮✮✮✮✮

‘ …… vi bevæger os ind og ud imellem drømmene for at forstå, hvorfor det skal være så hårdt at eksistere ….’

– Louise Frevert, KULTURINFORMATION

August Strindberg, 1849-1912, var en svensk forfatter og dramatiker. Han betragtede sig først og fremmest som dramatiker, selvom han var særdeles produktiv inden for alle litterære genrer. Et Drømmespil, Ett drömspel, skrev han i 1901, og han skabte det, der blev kaldt det moderne vandringsdrama.

I sidste halvdel af 1800-tallet forandrede teatret sig inden for dramatik, skuespilkunst, iscenesættelse m.v. Man fik flere psykologiske elementer ind, spillet blev mere nuanceret. Man afbillede spillet ad to spor. På den ene side fra en synlig virkelighed, en realisme, som var naturalistisk og detaljeret. Det blev understreget med sceniske virkemidler, som lys og scenografi.

Ad det andet spor fremhævedes de indre tanker, det poetiske, de subjektive, mytiske og abstrakte universer. Det hele karakteriseret som vandredramaer. Det er specielt kommet til udtryk i Strindbergs dramatik og symbolisme, som i Et drømmespil. Vi befinder os i en verden, hvor drøm og virkelig smelter sammen til en uvirkelig størrelse, som kan være vanskelig at håndtere og forstå. Vi oplever et tydeligt samspil mellem et tekstligt og billedligt teater. På én gang absurd og abstrakt, men forståelsesmæssigt lysende klart.

ANMELDELSE: Et drømmespil

Et drømmespil

Aftenens forestilling er et eksempel på dette. Måske fordi teksten er blevet omarbejdet og lettere simplificeret. Instruktøren Anna Balslev har fået nuancerne med på en ny måde, ved at lade ordene blive materialiserede i den helt usædvanligt fantasifulde scenografi, kreeret af Laura Løwe. Samt lade musik og sang bære os med på et ekstra luftlag. Det komplimenterer teksten, helt i tråd med et vandredrama. Vi kommer med på en åndelig rejse.

Agnes er kommet ned på jorden for at forstå menneskets lidelser. Stykket starter nærmest med at Agnes siger, at det er synd for menneskene. De pinsler vi mennesker skal igennem kan være ubærlige, og det viser sig, at for Strindbergs personer er det de både psykiske og fysiske barrierer, som kan være umulige at passere. Strindberg havde det hårdt med sig selv og var også troende. I stykket har man valgt at barbere alle religiøse symboler væk, men de er der desuagtet på en eller anden måde, for troen på menneskets formåen og styrke fornægter sig ikke. Vi vil altid jagte lykken, vi vil altid have en tro. Om det er på en Gud eller noget vi forbinder med guddommelig lykke, er egentligt sekundært. Bare vi i momenter kan se lys i et mørke, der kan være uendeligt svært at finde ud af. Vi bevæger os ind og ud imellem drømmene for at forstå, hvorfor det skal være så hårdt at eksistere.

Agnes står på en halvvissen græsplæne og alle de medvirkende er placeret rundt omkring. De er frosset og får lidt efter lidt liv, alt imens scenen drejer. Et tårn kommer til syne, et slot, hvor officeren bor, og som hele stykket igennem prøver at finde sin Victoria. Simon Kongsted har givet officeren humor i hans bestræbelser på at finde Victoria. Han er strålende i al sin påtagede arrogance og ender med i desperation at miste noget af stemmen. Tilsigtet eller ej, det virker. Den evige søgen efter det uopnåelige.

Foran muren til slottet, eller bagindgangen til et teater, står de alle sammen, Agnes, advokaten, officeren, glarmesteren, digteren, politiet og vagten, i kø for at komme ind ad døren. Hvad er der bag døren? Ingen ved det, men alle vil vide det. Inden længe opløses mødet, og advokaten løber rundt i panik over sit uformående.

Du hedder hvad du er

Strindberg har givet personerne navne efter det de beskæftiger sig med. Du er aldrig i tvivl om hvorfor. Det er pudsigt for mange af os bruger et menneskes beskæftigelse til f.eks. at henvise til en person i en samtale. Det bliver personens identitet og derfor kan det være skæbnesvangert, hvis vedkommende står uden arbejde. Dette stykkes persongalleri er ingen undtagelse. Agnes er sød, forstående og nysgerrig, og når hun spørger ind til hvorfor de arbejder så hårdt, bliver de hende svar skyldig. De bliver i tvivl om det er det værd. Hvad er det vi higer og drømmer om?

Agnes og advokaten bliver gift. Han er ærgerrig og ambitiøs, men tager også alle sine klienters plager og byrder på sine skuldrer. Når krybben er tom, bides hestene. Agnes, advokaten og deres baby, bor i en lille lejlighed uden vinduer. Agnes får klaustrofobi og forsvinder. Mikkel Arndt, som advokaten, er blændende. Hans indignation, raseri og fortvivlelse over sine klienter, er en stærk præstation. Hans skift til at vise omsorg for sin familie bliver rørende, men hans forbitrelse slår igennem. Hvad skal han? Mikkel Arndt er blændende.

ANMELDELSE: Et drømmespil

Anden akt

Anden akt starter imponerende med skibe i himmelrummet. Hvis bare vi kunne sejle væk fra vores frustrationer, ville alle problemer blive løst, men sådan går det ikke. Marie Kildebæk har en fremtrædende mission i stykket. Hendes stemme er smuk og lyrisk. Hun bevæger sig på sin vis usynligt rundt og skaber en sammenhængskraft på ”rejsen”. Sebastian Kloborg er ”han” og danser en veldanset pas de deux med ”hun”, Maria Kochetkova. Maria er elegant, har sødme og er helt bedårende.

Præstationerne

De to formår at skabe den harmoni hinanden imellem, som de andre i stykket ikke kan finde. Sebastian Kloborg har skabt en vidunderlig koreografi, der på en gang bliver kantet og blød. Han har også selv en solo, hvor han skal binde sit snørebånd, finde sig selv, og det kan skabe mange problemer. Soloen er selvdistancerende og sjov. Ena Spottag spiller mange forskellige karakterer og alle med bravur. Hun er bl.a. vittig som glarmester, ægte revykomiker som gammeltantet skolelærer og rå som arbejdsperson. Hun er formidabel.

Asta Kamma Augusts Agnes, er mangesidet. Hun spiller både den lidt naive og åbensindede pige og den rasende hustru med overbevisning. Til tider er hun lidt for pæn, men det er et instruktørvalg. Mikkel Lund er god og et fint supplement i det sammensatte ensemble. Han spiller både vagt, karantæne mester og arbejder. Og er med i pas de deuxen i en lille sekvens. Det er ikke meget vi ser til Christine Albeck Børge som digteren, men i det vi oplever er hun virkelig nærværende. Jeg kan ikke forstå hun ikke har fået mere plads.

Drømme bliver aldrig virkelighed og dog. Nogle gange er de så realistiske, at vi kan blive i tvivl om det der skete i drømmen, skete i vågen tilstand. Så summa summarum, er det ikke synd for menneskene? Jeg vil lade det enkelte menneske selv tage stilling.

Det Kongelige Teater - Skuespilhuset

ANMELDELSE: Et drømmespil, Det Kongelige Teater – Skuespilhuset. Medvirkende: Asta Kamma August-Agnes, Gudedatteren. Mikkel Arndt-Advokaten. Simon Kongsted-Officeren. Christine Albeck Børge-Digteren Andersen. Mikkel Lund-Vagten/ Karantænemesteren/ Arbejder. Ena Spottag-Glarmesteren/ Plakatmanden/ Lærerinden/ Arbejder. Marie Kildebæk-Grimme Edith. Sebastian Kloborg-Han.

Dramatiker: August Strindberg. Iscenesættelse og bearbejdelse: Anna Balslev. Scenografi og kostumedesign: Laura Løwe. Komponist: Viktor Dahl. Sange: Viktor Dahl. Sange: Marie Kildebæk. Koreografi: Sebastian Kloborg. Lysdesign: Jonas Bøgh. Lyddesign: Janus Jensen. Oversættelse: Benny Andersen

ANMELDELSE: Et drømmespil – se mere her

ANMELDELSE: Et drømmespil er skrevet af Louise Frevert, KULTURINFORMATION

Redaktion: Jesper Hillestrøm