Kastrupgårdsamlingen: KOLOSSAL
Grafik i store formater
Foto: © Benni Johansson – all rights reserved
✮✮✮✮✮
‘ …………. en hyldest til grafikken …….’
– Louise Frevert, KULTURINFORMATION
Der forventes altid noget særligt af Kastrupgårdsamlingen, når de åbner en ny udstilling. Det smukke museum gør aldrig stor ståhej ud af sig, men det burde det måske i dette forår. For første gang nogensinde har museet brugt hele sit udstillingsareal til en udstilling, der viser grafiske værker skabt i store formater. Det er imponerende og befriende. På denne udstilling skal du kun forholde dig til én ting: de store grafiske formater. Det giver ro når du træder ind i udstillingen.
KOLOSSAL
Ca. 46 værker, er udstillet. Mange er fra museets egen samling, men der er også indlånt en del. Alt er sat flot op og giver plads til disse store, eller skal vi sige, kæmpeformater. Der er værker af både ældre og anerkendte kunstnere, men vi ser også nye danske og internationale kunstnere blandet ind. Var der nogen der sagde at grafik er kedelig? Så er det fordi de ikke har set denne udstilling og set hvad grafikken kan.
Nogle tænker på grafiske værker som f.eks. renæssancemalerne Albrecht Dürer, 1471-1528, og Lucas Cranash, 1472-1553, der lavede væsentlige grafiske værker, og solgte dem som sådan. Eller ”kedelige” s/h mindre billeder, men grafik er meget mere end det. Det kan være farvestrålende, pågående, imponerende, detaljeret, selvfølgelig også sort/hvidt og udtrykket er anderledes end andre kunstneriske udtryksformer.
Foto: © Benni Johansson – all rights reserved
Foto: © Benni Johansson – all rights reserved
Lidt nedslag i værkerne
Nu er det ikke meningen at jeg skal omtale alle værkerne på udstillingen, det vil jeg overlade til publikum at opleve, men et par enkelte vil jeg lige give et par ord med på vejen. For at blive i den s/h verden, er Mads Thomsens, (f.1979), to linoleumstryk et klart eksempel på at grafik kan ”noget andet”. Hans to svævende eller flyvende mænd i rummet, er uden titel og fra 2013. Værket måler 144,5 x 269 cm. De er utroligt detaljerede og viser mænd, der måske skulle slappe lidt af på deres arbejde. De bærer slips og befinder sig i kontorlignende landskaber. Er de ved at hvirvle mod afgrunden?
I udstillingens begyndelse har Nina Maria Kleivan to værker. Det ene er en slags bog: Hest, bog med 9 blade, der efterhånden bliver vendt, som udstillingen skrider frem. Værket er fra 2019 og er i et mindre format i farver og digitalprint på papir. De 9 blade måler hvert 57 x 39,5 cm, og har forskellige farver. Altså her et eksempel på et mindre grafisk værk på udstillingen. Hendes andet værk er til gengæld enormt. Hesten er også fra 2019, ligeledes Digitalprint på plast og papir. Værket er sat sammen af 27 dele à 63 x 39,5 cm. Ganske imponerende. Her bliver du en del af en fiktiv virkelighed. Hesten er 1:1, så du fornemmer størrelsen når du står ved siden af den.
Det sidste eksempel jeg vil tage med, er Lars Nørgårds, (f.1959), The French Clot-nection fra 2017. Det er verdens største farvelitografi klæbet op på lærred og ferniseret. Det måler 264 x 194 cm. Lars Nørgård er kendt for sine abstrakt-ekspressive malerier. Der er blevet udgivet en bog om tilblivelsen af denne mesterlige litografi, der har været meget kompliceret at lave. Hans værker taler til vores fantasi og farvesans.
Foto: © Benni Johansson – all rights reserved
Foto: © Benni Johansson – all rights reserved
Et informativt katalog
I anledningen af denne udstilling, har museet udgivet et katalog og Museumsinspektør Louise Banke Kristensen har skrevet teksten. Den er informativ og giver en del af forklaringerne på hvorfor grafik ikke får den hædersplads i kunstens verden, som den fortjener. Så tag udstillingen som en hyldest til grafikken. Hvad er bevæggrunden for at lave store grafiske værker? Det er der flere forskellige bud på fra kunstnerne og den historiske udvikling spiller heller ikke en uvæsentlig rolle.
Desuden får vi forklaringer på hvordan grafikken er blevet brugt henholdsvis som kommunikationsredskab og en kunstform i sig selv. Det er først siden 40’erne og 50’erne, at den grafiske udtryksform har været et selvstændigt udtryk. Før har det mere været et supplement til maleriet og skulpturerne eller som forarbejde til et maleri. Udstillingen viser et bredt bud på hvor mange forskellige grafiske teknikker der bruges. Flere af procedurerne er langsommelige og kræver stor præcision. Mange af teknikkerne kræver også, at der er flere personer inde over arbejdsgangene, og det både forlænger og fordyrer processen.
På udstillingen er der eksempler på f.eks. linoleumssnit, træsnit, litografi, kobbertryk, monotypi, serigrafi og andet og det vil forhåbentlig rykke ved myten om, at grafiske værker både er kedelige og ikke noget særligt.
Kataloget er mere en bog end et katalog og det kan godt betale sig at investere i det, hvis man ønsker at vide mere om genren og se de flotte værker samlet på tryk. Meget apropos! Farverne står knivskarpt og giver udstillingen en fortjent præsentation. God fornøjelse og husk der er gratis adgang for alle besøgende.
KULTURINFORMATIONs anmelder og redaktionsmedarbejder Louise ‘All Over’ Frevert. Foto: © Benni Johansson – all rights reserved
Kastrupgårdsamlingen: KOLOSSAL – udstillede kunstnere:
Olafur Eliasson (f. 1967), DK/IS / Tacita Dean (f. 1965), GB / Matt Saunders (f. 1975), USA / Adam Jeppesen (f. 1978), DK / Anders Bonnesen (f. 1976), DK / Anne Marie Ploug (f. 1966), DK / Hanne Ravn Hermansen (f. 1961), DK / Florian Meisenberg (f. 1980), DE / Noble & Webster – Tim Noble (f. 1966), GB & Sue Webster (f. 1967), GB / Gudrun Hasle (f. 1979), DK / Mads Thomsen (f. 1979), DK / Bjørn Nørgaard (f. 1947), DK / Lars Nørgård (f. 1956), DK / Cathrine Raben Davidsen (f. 1972), DK / Maj-Britt Boa (f.1963), DK / Alexander Tovborg (f. 1983), DK / Sam Francis (1923-94), USA / Asger Jorn (1914-73), DK / Julie Sass (f. 1971), DK / Malene Landgreen (f. 1962), DK / Emily Gernild (f. 1985), DK / Knud Odde (f. 1955), DK / Erik A. Frandsen (1957), DK / Lars Ravn (f. 1959), DK / Stinne Bo (f.1983), DK / Annemarie Mejlholm (f. 1941), DK / Claus Carstensen (f. 1957), DK / Gay Christensen (1950 – 2021), DK / Nina Maria Kleivan (f. 1960), NO/DK / Per Kirkeby (1938 – 2018), DK / Svend-Allan Sørensen (f. 1975), DK / Viktoria Wendel Skousen (f. 1987), DK / Morten Schelde (f. 1972), DK / Carl-Henning Pedersen (1913 – 2007), DK / Ruth Campau (f. 1955), DK / Femja Haack (f. 1993), DK/FO / Adele Rannes (f. 1994), DK / John Kørner (f. 1967) DK
Kastrupgårdsamlingen: KOLOSSAL – Udstillingen kan opleves t.o.m. 29. september 2024.
Kastrupgårdsamlingen: KOLOSSAL – se mere her
Kastrupgårdsamlingen: KOLOSSAL er anmeldt af Louise Frevert, KULTURINFORMATION
Redaktion: Jesper Hillestrøm