Nivaagaards Malerisamling: WETLAND – Michael Kvium

✮✮✮✮✮✮

‘ ….. kunstneren har mange interessante og filosofiske bud på nutiden og vores eksistens …..’

– Louise Frevert, KULTURINFORMATION

KULTURINFORMATIONs udsendte har bøjet sig i støvet og revideret de forestillinger jeg kunne have haft om kunstneren Michael Kvium. Ingen tvivl om at Kvium er, og altid har været, en enestående og eminent kunstner, men den Michael Kvium vi mødte til pressemødet på hans nye sensationelle udstilling på Nivaagaard, var ikke alene veloplagt, smilende, behagelig, morsom og imødekommende, han havde også en helt ny kontekst omkring sin udstilling.

Der var nye motiver og en anden anskuelse af egne værker end tidligere. Det er store ord at bruge, men det var forfriskende og betagende. Jeg medgiver, at enkelte af hans signaturmotiver var med, men i helt dugfriske konstellationer. Hele udstillingen er skabt til Nivaagaard, undtaget en installation fra 1998. Det er imponerende.

Kæmpe malerier, store og små bronzestatuer, portrætmalerier, meterlange vægmalerier og ikke mindst en fontæne med rindende vand, du kan høre i hele udstillingen. Kvium har selv skabt hele setuppet, det er nok det der giver den varme, man bliver modtaget med i udstillingen. Farverne på væggene er nøje afstemt med Kviums værker. Det har været af stor vigtighed hos kunstneren.

Drenge

Wetland har været undervejs i flere år, og Kvium er som mange andre samtidskunstnere, optaget af nutidens problemstillinger, bl.a. krig, klimaet, kønsdiskussioner o.m.a. I denne udstilling har Kvium skabt 7 små drenge han kalder Crybabies. Det er modigt at sætte fokus på drenge/mænds identitetsfølelse i disse tider, hvor mange prøver at hviske kønsgrænserne ikke helt ud, men lad os sige neddrosler kønnets identitet. Der findes pt flere dusiner af kønsidentifikationer og derfor er det vigtigt, at der også på en stilfærdig måde, bliver sat øjne på næsten halvdelen af verdens befolkning, hankønnet. Jeg må indrømme, det er befriende. Som Kvium siger, drenge får på det nærmeste hele verdens nedarvede byrder på deres skuldre, inden de bliver født.

Hans syv bronze statuer, indeholder hver især den lille drengs følelser. Karakteristisk ved dem alle er, at de kigger dig boretrængende ind i øjnene. Du ser først blikket, derefter kropsholdningen og budskabet. Det værste ved hans figurer/drenge er, at de ikke smiler, de har helt og totalt mistet livsgnisten. Deres øjne kigger intenst på dig og du føler, at du på den ene ser skyld, den næste magtesløshed, en er genert, en anden spørgende, en er forundret, en er vred og en anden har resigneret. Kvium har alle facetter med.

I hans portrætserie af drenge, er han gået endnu videre og har udvidet antallet af drengene og drengenes følelser. De hænger der på rad og række og vi bliver mindet om at mændene ikke må blive skubbet i baggrunden eller negligeret, på bekostning af kvindernes nyindtagede synlige styrke i vores dagligdag. Når man vil inkludere alle, kommer man til at ekskludere mange, som Kvium siger.

Barok-tiden

Udstillingen Wetland er dimensioneret til Nivaagaard. Kvium er optaget af museets DNA, som er samlingen af italiensk renæssance, 1500-tallet, barok og, 1600-tallet, og dansk guldalder. Han er ofte blevet kaldt neobarok kunstner, og et af hans værker på denne udstilling, er den barok inspirerede fontæne, som konstant plasker lystigt i salene. Selvom Kvium har haft en intention om at skabe en udstilling som en blues, en slags tristesse, som hele tiden er tilstede og blot ligger der, uden at gøre et stort nummer ud af sig selv, bliver den alligevel umulig at komme udenom. Hvis han havde kunnet skrive springvandet som musik, ville denne blues have været i mol.

Øjne

Øverst, balancerende på en stang, er placeret en guldbakke med øjne. Et af Kviums signaturer er øjet, Santa Lucias øjne. Legenden fortæller, at Lucia ikke ville giftes og rev sine øjne ud, så mændene ikke skulle finde hende attraktiv, men hver gang hun gjorde det, voksede der nye smukke øjne frem. Kvium har ladet Lucias tårer løbe ned i vandet. På den næste bakke er det de druknende, som viser thumbs up. Det skal lyde som om de græder. Jo flere problemer, desto mere positiv skal man være, men det kræver at du tør se tingene i øjnene. Selve fundamentet er dekoreret af fire hovedløse individer. Lakonisk siger Kvium, at uden hjerne laver de nok færre ulykker end os andre.

Caput Mortuum

Det store maleri i lilla nuancer, er et landskabsmaleri. Væggen det hænger på, har en usædvanlig smuk nuance. Jeg spurgte kunstneren hvad den hedder. Caput Mortuum er åbenbart et latinsk udtryk brugt i forbindelse med alkymi, men farven blev også brugt i barokmaleriet. Kvium er ikke interesseret i at se skønheden i det hele, snarere anskuer han tingene på en anden måde og ser tomheden i det meste. Desuden er eksistentielle spørgsmål såsom, hvor kommer vi fra og hvor skal vi hen som mennesker, en berettigelse i, at vi kan kigge igennem alt. Sandheden betyder noget. Hvis vi kan se den.

Kvium har i dette landskabsmaleri, som jeg vil kalde det, ingen personer eller dyr med. Umiddelbart ser det smukt ud, men hans intention har været at fokusere på at der intet er. Motivet kunne være hans udsigt fra hans atelier, men det er det ikke, eller lad os sige, det er inspireret af det. Himlen er truende, verden forandrer sig, men der er en uendelig skønhed i denne dysterhed. Billedet har en ophøjet ro.

Uden mål og med

Kvium har malet to vægmalerier og de kan ikke nedtages. Bare ærgerligt, nej, det sagde han ikke, men trak bare let på skuldrene, som om han ville sige, ja, sådan er det. Det ene er sort og gult og siger meget om vores situation i dag. Det hedder Uden mål og med. Den sorte linje på gul baggrund, er en lang streg. Selv de steder, hvor stregen går ud over kanten, vil du kunne følge den. Vi søger og søger og finder vi noget? Og hvad leder vi efter?

Kunstneren har mange interessante og filosofiske bud på nutiden og vores eksistens. Det var en fornøjelse at tale med ham, og hans ildhu og entusiasme er smittende. Jeg vil undlade at komme med flere beskrivelser af Michaels Kviums værker, for denne udstilling er så spændende, at den bør ses. I det hele taget er Nivaagaard et besøg værd. Deres permanente udstilling er helt vidunderlig og kan ses igen og igen. Den lille park med reservatet for ‘glemte ord’ fortjener også et besøg. Cafeen byder altid på noget lækkert, der er intet at betænke sig på. En tur til Nordsjælland er et must.