ARoS: Igshaan Adams – Weerhoud
Kosmiske skyer blander sig med magiske installationer på ARoS
Værket med titlen ”Grandmother” genfortæller direkte historien om Igshaan Adams’ bedstemor,
som var et samlende punkt i en splittet familie. Foto: Lars Svanholm
✮✮✮✮✮✮
‘ …….. den sydafrikanske kunstner Igshaan Adams udgør ikke blot et sympatisk bekendtskab, men også et markant islæt på den internationale samtidskunstscene …..’
– Lars Svanholm, KULTURINFORMATION
Han syner ikke af meget, Igshaan Adams (født 1982), og klædt i sort og samtidig besiddende en, kan man fornemme, sensitiv generthed, og i ARoS’ højloftede udstillingsrum får man omgående en følelse af sympati for den sydafrikanske kunstner.
Adams er udstillingsaktuel på museet i Aarhus, og i udstillingens indledning er der for så vidt ikke rigtigt noget, der antyder et eksistentielt kosmos, hvor familierelationer og en opvækst i et apartheid-styret og voldeligt samfund har sat et markant aftryk på den stadig relativt unge samtidskunstner.
Åbning af udstillingens koncept
Det forreste rum kan virke som lidt undermøbleret af værker i udstillingen med titlen ’Weerhoud’, som direkte oversat fra sydafrikansk betyder noget i retning af ”tilbageholdelse”. Spørgsmålene hober sig op i min bevidsthed, og på væggene er placeret et par værker, som i princippet kan ses som relativt store tekstilrelieffer.
I et hjørne er i loftet placeret en struktur, der kunne gøre det ud for en sky eller en kugle af støv, som dog, når man gransker, indeholder forholdsvis bastante materialer. Jeg aner omridset af et møbel – en stol eller et bord? En vis skepticisme begynder at gro i mig.
Udstillingens kurator, museumsinspektør Maria Kappel Blegvad, er en kvalificeret formidler, og det ved jeg, da hun har introduceret et hav af kunstudstillinger på ARoS de sidste mange år. Hun åbner for udstillingens koncept, hvilket giver mig en følelse af skyld forankret i, at jeg har svært ved at afkode udstillingens præmis.
Igshaan Adams tager ordet for en kort bemærkning og fortæller om en barndom og ungdom præget af vold på flere niveauer i en nation, der i 1980’erne var præget af opløsning og kamphandlinger. Disse spændinger var desværre også et tema på det familiære plan, hvor hjemmet i udkanten af Cape Town skabte grobund for et hav af traumer hos det unge menneske.
Værket her fremstiller ”Drivende skyer” og indeholder tråd, glas, plastik, sten, træperler og kæde. Foto: Lars Svanholm
Installation, som refererer til abstrakt maleri, men som er udført ved hjælp af et utal af enheder. Foto: Jens Henrik Dauggard
En ung kvinde betragter en struktur, der kunne gøre det ud for en sky eller en kugle af støv. Foto: Jens Henrik Daugaard
Spiritualitet og noget større end individet
Adams fortæller, at han er muslim, men ikke i den version, vi sikkert i vores del af verden forbinder med islam. Hans tilgang er en udgave, som betegnes sufisme, en variant, der hylder det spirituelle og dans som rummende et helbredende potentiale. Dansen lover jeg at vende tilbage til, da den spiller en ikke uvæsentlig rolle i Adams’ kunstneriske praksis.
Sufisme handler i sin dybeste form om at udrense sjælen for egoisme, materialisme og glæden ved det flygtige med henblik på at komme nærmere Gud. Nu er jeg klar over, at historien får et glorificerende skær af hellighed og religiøs pærevælling, men et spirituelt fænomen kan være vanskeligt at beskrive, hvis man ikke lægger et fysisk lag på beretningen, men når man i en kunstudstilling inddrager sufisme, udforsker den på samme tid emner som spiritualitet, selvopdagelse og en forbindelse til noget større end individet.
Igshaan Adams’ værker er stærkt præget af den spirituelle og kulturelle dybde, som netop sufismen kan tilbyde. Hans kunst kombinerer forskellige materialer og medier som vævning, installationer og performance med henblik på at udforske identitet, ritualer og spiritualitet. Adams’ praksis trækker på hans egne erfaringer som muslim, queer og sydafrikaner og væver dem sammen med sufismens mystik og filosofi.
Fra dansegulv til kunstværk
Jeg nævner dansen som et afgørende punkt i Igshaan Adams’ praksis. Helt fundamentalt udspiller dansen sig naturligvis i en frekvens, men den udvikler gennem kunstnerens system sig aktuelt også til et kunstværk, som er udviklet i en forvandlingsproces, hvor det temporære dansegulv bliver til et kæmpestort kunstværk bestående af bl.a. bomuldstråd, polyesterreb, mohair, plastik, glas, træ- og stenperler, stof og sølvkæder.
Det hele er udviklet ud af en workshop, hvor danserne i et intuitivt forløb bevæger sig hen over et kæmpestort lærred med våd farve placeret på en plade. De abstrakte aftryk, som danserne efterlader, danner efterfølgende udgangspunkt for de mønstre og former, der præger det færdige værk, som i øvrigt når nøjagtigt fra gulv til loft i ARoS’ udstillingssal.
Bevægelser kan ses som en mental kondition og kan forvandles til statiske enheder på adskillige måder. Igshaans bedstemor var et samlende punkt i en splittet familie, og det kan synes naturligt, at han hylder denne tilsyneladende stærke kvinde med et værk. »Hun var så stærk. Jeg kender ingen andre i verden, der har så meget integritet«.
Dette er kunstnerens gribende udsagn om ”Grandmother”, som helt kort og præcist er kunstværkets engelske titel. Umiddelbart ligner installationen et spøgelse, men et udtryksfuldt ét af slagsen.
Det titelløse værk af Igshaan Adams fra 2019 i baggrunden blander sig med skylignende formationer i installationsfotoet her. Foto: Jens Henrik Daugaard
I sit eget betagende univers
Hvis man besøger Igshaan Adams’ udstilling og ser hans værker, oplever man samtidigt en fornemmelse af stilhed, fordybelse og en slags åndelig resonans, som netop kendetegner hans kunst. Jeg er imponeret over, hvordan han kan bruge så mange såvel konceptuelle som fysiske lag til at skabe kunst, der taler til noget ganske universelt i beskueren.
Jeg har været til så mange pressevisninger på kunstmuseet ARoS, at jeg mageligt kunne fylde en Montana-reol med signerede udstillingskataloger; men for det første ejer jeg ikke en Montana-reol, og for det andet samler jeg ikke på autografer, men da jeg under frokosten ved det aktuelle event står ved et bord og taler hyggeligt med en af museets ansatte, ser jeg Igshaan Adams gå rundt og hilse på de fremmødte.
Han henvender sig ved vores bord, og jeg foretager mig noget, som er helt usædvanligt ved en sådan begivenhed. Spontant hiver jeg en kuglepen op af inderlommen og anmoder Adams om at signere udstillingens katalog.
Det ender i en akavet situation, da skriveredskabet er i en så elendig forfatning, at kunstneren har sine udfordringer med at skrive noget som helst på papiret. Han får dog tålmodigt sat sin signatur, og seancen giver dermed antydninger om, at alt er muligt – også for en kunstner, der arbejder i sit helt eget og betagende univers, hvilket har givet ham en fortjent og markant status på den internationale kunstscene.
Detaljebilledet her viser blot nogle få af de mange genstande, som er brugt til at skabe værket ”Grandmother”. Foto: Lars Svanholm
Igshaan Adams er født i 1982 i forstaden Bonteheuwel i udkanten af Cape Town i Sydafrika. Han er bl.a. repræsenteret på Solomon R. Guggenheim Museum i New York og Moderna Museet i Stockholm ligesom hans værker er blevet vist på Venedig Biennalen i 2022 og São Paulo-biennalen i 2023. Udstillingen ”Weerhoud” kan ses på Niveau 5 på ARoS Aarhus Kunstmuseum, Aros Allé 2, Aarhus frem til d. 3. august 2025
ARoS: Igshaan Adams – Weerhoud – se mere her
ARoS: Igshaan Adams – Weerhoud. Coverfoto: Et view ud over udstillingsrummet på ARoS viser tydeligt størrelsen på værket, der er udviklet i forbindelse med en danseworkshop i provinsen Northern Cape i Sydafrika i 2014. Foto: Jens Henrik Daugaard
ARoS: Igshaan Adams – Weerhoud er anmeldt af Lars Svanholm, KULTURINFORMATION
Se mere om Lars Svanholm her. Redaktion: Jesper Hillestrøm