‘Berørt’ – en boganmeldelse

✮✮✮✮✮

”Værket ‘Berørt’ lader sig ikke hurtigt gennembladre ………”

– Jesper Hillestrøm KULTURINFORMATION

Bogen ‘Berørt’ om dansk samtidskunst fra 2000-2020 er netop udgivet af Strandberg Publishing. Forfatteren bag det mere end 370-siders værk er Maria Kjær Themsen (f.1978), der bl.a. er kendt som kunstredaktør ved Information. Med det samme må vi fra vores redaktion her på KULTURINFORMATION bringe vores dybeste lykønskning med den umanerlige grundighed Themsen har forløst denne udgivelse med.

Titlen ‘Berørt’ er velvalgt, da det jo netop er kunstens rollefag ‘at røre’ betragteren. ‘Blev du touched?’ ‘Var det bevægende?’. Themsens værk er helt bestemt ‘rørende’, og er et musthave for alle kunstelskere, især hvis man er dansker. ‘Berørt’ viser læseren gamle kendinge, vi alle husker, men også værker, vi troede, vi havde glemt og åbner også øjnene for kunstværker, som de seneste tyve år har forbigået vores opmærksomhed. Forfatteren taler til os i øjenhøjde og vi behøver ikke at føle os talt ned til, men bliver undervist og oplyst præcist og hver en sten vendes EKK, (Enkelt-Klart-Kortfattet). Der er ikke sparet på illustrationerne i bogen og vi kommer omkring knap 400 kunstværker.

‘Mågerne flyer ..’

Malurten i bærret skal Maria Kjær Themsen ikke lastes for. Men det skal herfra understreges, at bogen også medtager en rækker værker fra samtidskunsten som for mestendelens vedkommende er kandidater udgået fra diverse akademier, endskønt undertegnede ikke ser, at det nødvendigvis kvalificerer sig til at være stor kunst, blot fordi et panel af triste personager sætter et stempel på et guldrandet eksamensdokument.

En række værker er så primitive, at de burde udstilles for mågerne på Saltholmen, for at se deres vurdering af den urindrikkende performance, eller de ‘readymades’, hvor kunstværket blot er et køleskab på en palle, og som Themsen alligevel forsøger at sige noget pænt om. Her synes jeg, mågernes besyv og syreholdige efterladenskaber ville højne kunsten – der bestemt ikke er kunst, men blot et mislykket forsøg herpå. Rune Bosse smider med lidt jord eller rådne frugter. Nina Beier lægger flûtes på en antik løve – hvor dum tror man, betragteren er? Her bliver vi ikke ‘Berørt’, men ‘Oprørt’!

Rundtur i kunstkarrusellen

Bogen er ikke kronologisk, men er behændigt inddelt i 8 kapitler efter genre. Vi præsenteres for: Installation – Skulptur – Performance – Lyd – Mediekunst – Maleri – Papir og Tekst – Kunst i det offentlige rum.

Her bringer vi en kort rundtur i enkelte af genrerne:

Installation

Jeppe Hein: Endless Conversation, 2017, vand, dyser, jernrist, rustfrit stål og pumper, 230 x 1640 x 1510 cm.
© Studio Jeppe Hein / Foto: Catharina Förster

Af flotte installationer kan vi fremhæve Jeppe Heins (f. 1974) vandpavillon fra 2017, som kan nydes og opleves i Aarhus Havn. Endless Conversation hedder den. Finessen her består i, at vanddysserne i det gigantiske springvand er forsynet med sensorer, så vandet rent faktisk stopper, når man betræder værket. Tør du prøve?

Kirstine Roepstorff: influenza, theatre of glowing darkness, 2017.
© Kirstine Roepstorff / Foto: Anders Sune Berg

Den danske pavillon ved Venedig Biennalen kommer under kunstneren Kirstine Roepstorffs (f. 1972) hånd i 2017 med installationen: influenza, theatre of glowing darkness. Her er haven blevet beplantet med palmer og bregner, mens døre og vinduer i pavillonen er blevet fjernet – så inde er ude og ude er inde. Vi er midt i en totalinstallation, som om natten lod sig betjene af stjernevrimlens belysning.

Skulptur

Rose Eken: Frokosten, 2015, glaseret papirler, variable størrelser.
© Rose Eken og V1 Gallery

Den gode danske frokost bliver behandlet af Rose Eken (f. 1976) i 2015 med den sammensatte keramiske skulptur med det enkle navn Frokosten. Ved første øjekast sidder vi til bords med smørrebrød, øl og snaps – som var der tale om de simple ‘readymades’ og musselmalede tallerkener. Men ‘readymades’ vil Eken ikke nedlade sig til at servere for betragteren. Hun har fremstillet sin skulptur i det, der hedder papirler og malet og glaseret det. Som de gode danskere vi er, bliver vi ‘berørt’, mens den øvrige verden intet fatter af de rå løg, der pynter pålægget på mørkt brød bagt på rug. Flot, smukt og originalt! Vi skyller det hele efter med den røde Aalborg!

Mediekunst

Et spændende fænomen, der kan ‘berøre’ betragteren, er den slags performance, der roder op med rivejernet i vores ellers så konventionelle verdensbillede. Her leges der med vores forestillingsevne og gulvtæppet river vores klassiske og konservative tankegang væk under tapetet og vi ‘flyttes’, hvad enten vi vil det eller ej ud over comfortzonens kant. Spektret kan spænde bredt og bevæge sig fra eksempelvis en happening, hvor det er selveste ‘julemanden’, der er chauffør på linje 5A for en dag. Eller vi ville kunne forestille os, at Cityringens metrostamme ville være omdannet til en natklub med bar og åben pejs og med boblebad en selvfølge. Det er det, vi ser sådan én som Ole Ahlberg gøre, når han blander det regelrette dydsmønster Tintin sammen med ‘slemme damer’.

Kunstneren Kirsten Astrup (f. 1983) er én, der sværmer lige netop for det. Hun laver film, der mixer det, vi troede var uskyldsrent og uomtvistelige fakta med farver, lyd og billeder, der bevæger sig over i bizar, nærmest erotisk uhygge. I værket Urolige hjerte fra 2018 ser vi således en jernbanefunktionær på en gammeldags togstation – rent old school DSB og super kedelig gråvejrsdanskhed, hvis det ikke lige var fordi, at den gamle jernbanefunktionær og sporskifte ansvarlige er skiftet ud med en usædvanlig raffineret dame, der sidder og syer knapper i uniformen. Og kigger vi godt efter, er vi snydt igen, da den statsbaneansatte viser sig at være en dragperformer.

Samme teknik så vi også i Astrups Troe og Agtsom video fra 2017. Her var det det kongelige danske postvæsen med dets præcision og uniformerede motto om, at ‘posten SKAL ud’, der fik kærlige klaps af dragperformere, der spiste ostemad og skiftede bleer på en dukke – et teater af underforstået maskerade, som sender spot mod den unisex uniform, der tidligere prægede det royale landsdækkende korps af postbude – som vi i Troe og Agtsom fristes til at kalde postbrude.

Papir og Tekst

Mo Maja Moesgaard (f. 1980) behersker blæk på papir så pedantisk, at man fristes til at sige, at hun ‘går over stregen’ i præcision. Vi ser det i værket (Af)magt fra 2016. Selv var jeg så heldig at nyde det 2-3 kvadratmeter store værk på ARKENS udstilling om samtidskunst i 2019 med titlen ‘Samfundsprognoser’. Moesgaard lader ofte politiske budskaber signalere protest, demonstrationer, oprør og opgør i sine streger.

Vibe Bredahl: Helenes grav, 2010, stedsspecifik blomstertegning, foto og print, 43,3 x 34,1 cm.
© Vibe Bredahl / Foto: Anders Sune Berg

Sluttelig skal min gamle ungdoms nabo Vibe Bredahl (f. 1974) fra Holløse ikke glemmes. Hun portrætterer ikke overraskende en af de lokal kendte legender nemlig ‘Helene’ fra ‘Helenekilde’ og dennes grav i værket af samme navn fra 2010. Bredahl har indsamlet blomster og urter nær Helenekilde og tørret dem. Efterfølgende er de blevet fotograferet og samplet ind i tegningen Helenes grav.

‘Berørt’ lader sig ikke hurtigt gennembladre. Forfatteren Maria Kjær Themsen fastholder vores videbegær og udvider vores horisont.

Indlægget er skrevet af Jesper Hillestrøm, KULTURINFORMATION