CLAY: Bente Skjøttgaard – Natur og Glasur
Skjøttgaard forvandler hårdt stentøj til imødekommende organismer
Skulpturen ”Purple exploded #1722” fra 2017 udgør en slags identitetsmarkør for udstillingen ”Natur og glasur”. Foto: Ole Akhøj
✮✮✮✮
'Udstillingen ”Natur og glasur” på Clay i Middelfart tager beskueren med på en rejse i en elegant og organisk billedverden, dog iscenesat i en overordnet set diskutabel udstillingsarkitektur ….'
– Lars Svanholm, KULTURINFORMATION
Den umiddelbare fortælling om Bente Skjøttgaard handler i høj grad om keramikkens inderste væsen, når talen kommer på stentøj, som er Skjøttgaards foretrukne materiale i udformningen af keramiske værker på et imponerende højt niveau.
I udstillingen ”Natur og glasur” på Clay Keramikmuseum Danmark i Middelfart undgår man ikke at blive stærkt berørt i nærkontakten med en kunstner, som jeg faktisk mener, har dannet en form for skole inden for lerets muligheder i formgivningen. Måske er det tilfældigt, at så mange prøver at afkode hendes udtryk; men jeg vil vove at påstå Skjøttgaard som befindende sig i sin egen liga.
Mageløse kompositioner
Som beskuer bliver man grundigt befordret rundt i kunstnerens historik, og i begyndelsen synes værkerne ganske traditionelle og inden for en håndværksmæssig ramme, der kunne sammenlignes med keramik fra den pågældende samtid. Intet ville sandsynligvis være lettere end blot at fortsætte inden for rammen og dermed blive begavet med en vis succes som brugskunstner.
I begyndelsen var billedet, antyder Asger Jorn i et maleri fra midt i 1960’erne, men hos Bente Skjøttgaard var først ”Serier af enkle former”. Gedigne og klassiske designs var der tale om; men Skjøttgaard ville tydeligvis ikke lade sig nøje med det, og hvordan håndværket i overensstemmelse med stentøjets muligheder udvikler sig hos kunstneren, får publikum hurtigt bekræftet i mageløse kompositioner.
Der sker noget fantastisk i rummet i kraft af tilstedeværelsen af Bente Skjøttgaards værker. Det er således svært at overse nogle ret omfangsrige skulpturelle enheder centralt i rummet. De refererer til trærodsstrukturer og mere end det: Værkernes materialitet opløser faktisk stentøjets iboende stoflighed og skaber derved et signifikant liv i noget, der fremstiller dødt træ.
Skulpturen ”Cumulus #1627” fra 2016 er et eksempel på, hvordan farve hos Bente Skjøttgaard kompletterer form på en ganske forbløffende måde. Foto: Lars Svanholm
Jeg vælger i talrige tilfælde at se de keramiske arbejder som rendyrkede skulpturer og i en serie med titlen ”Forgreninger og kuber” fra 2003-2004 oplever jeg et vidnesbyrd om en kunstner, der skærer ind til benet og undersøger, hvad stentøjet er i stand til i en abstrakt version.
Primært nonfigurative former udgør dog ét aspekt i Bente Skjøttgaards kunstneriske udvikling. Når hun til gengæld arbejder et titelsystem ind i strukturerne, må man naturligvis relatere til disse. Det er indlysende, at Skjøttgaard er optaget af skyformationer, men hvordan i alverden kaster man sig ud i sådanne deskriptioner i et tungt materiale som brændt ler?
Ophævelse af tyngeloven
Jeg prøver at finde svaret i kunstnerens arbejdsmetode, hvori hun i en fysisk forstand ophæver tyngdeloven. Her er hun på kant med fysikkens muligheder på samme måde som en anden keramiker Alev Siesbye, der i årtier har skabt værker, der lever deres eget umulige liv på tyngdelovens præmisser.
Uundgåeligt fascineres jeg af et par værker, som redegør for noget så sædvanligt som kumulusskyer – også i daglig tale kaldet ”lammeskyer”. Sådanne optræder som vatlignende enheder på himlen, men hos Skjøttgaard lever de et helt særegent liv, hvor farve kompletterer form på en ganske forbløffende måde. Der findes hvide skyer, der findes skyer med nuancer og skyer, der blot svæver uden yderligere redegørelse.
Der er ingen tvivl om, at Bente Skjøttgaard vil udfordre beskuernes syn på, hvad der befinder sig i det symbolske såvel som i det sanselige rum. Træer, har jeg tidligere nævnt, interesserer hende, men sådanne har naturligvis grenstrukturer, som kan bruges i andre sammenhænge.
Installationsfoto med skulpturen ”Large Root Green, White #100” i stentøj med glasur i forgrunden. Foto: Ole Akhøj
Her er kunstneren ude i en ret klar form, og beretter selv i udstillingens formidling om gruppeudstillingen ”Alkymistisk træf”, hun deltog i på Vejen Kunstmuseum for et par år siden. Her fremgår det, at Skjøttgaard på et tidspunkt fandt frem til nogle formler, der direkte trak spor tilbage til den franske billedhugger og keramiker Jean-Joseph Carriès glasurer.
Opdagelsen af Carriè og undersøgelsen af hans metode gav næring til en ny forskning, som igen gav inspiration til en serie værker med fællestitlen ”Family Trees/Stamtræer”, og netop disse værker udgør nogle af de nyeste eksempler i Bente Skjøttgaards omfattende oeuvre.
Harmoni og æstetik i uoverensstemmelse
Udstillingsrummet for skiftende udstillinger på Clay udmærker sig ved, at der er åbnet for et view ud over Lillebælt, og det må siges at være et sandt lykketræf relateret til den aktuelle udstilling, da træstrukturerne i disse nye værker optræder i en forbilledlig samklang med naturen på den anden side af panoramaglasset.
I dette isolerede tilfælde fungerer udstillingen i sin disponering, men til gengæld er der store problemer i udstillingens arkitektur i øvrigt. Jeg besidder en fuld forståelse for, at diverse epoker og metoder i udstillingen bør formidles med ord; men når man placerer disse citater på et antal store fritstående sandwich-skilte, går denne del af iscenesættelsen i uoverensstemmelse med udstillingens smukke og sarte æstetik.
Dette kunne gøres langt mere elegant, og meget bedre bliver det ikke, når jeg opdager, at den ellers smukt illustrerede bog, der ledsager udstillingen, rummer tekster på engelsk og – fransk. At jeg finder dette redaktionelle greb udpræget besynderligt, bør ikke ses som udkomme af et nationalistisk sindelag hos denne anmelder; men en bog, der beskriver en dansk kunstner og, må man formode, henvender sig primært til et dansk publikum, bør forfattes med dansk som hovedsprog, og så kan man såmænd for den sags skyld udgive en version på kinesisk, hvis behovet for det skulle være til stede.
”Gul og lyserød sky #1346”, 2013. Stentøj, lertøj, glasur og epoxy. Foto: Ole Akhøj
Bogen rummer ellers nogle interessante historiske, visuelle beretninger fra Skjøttgaards liv og karriere; men de sproglige fremstillinger i publikationen rummer så mange tekniske beskrivelser af diverse tekniske metoder, at jeg ret hurtigt opgiver at nærstudere bogens tekstlige indhold.
Hvis man er i stand til at se bort fra de nævnte ”hår i suppen”, er der imidlertid al mulig grund til at aflægge Clay i Middelfart et besøg og tage en iagttagelse på en udstilling, der rummer fuldstændig utrolige arbejder af en – til tider – næsten delikat karakter, og som i høj grad beskriver Bente Skjøttgaard som en kunstner, der forvandler hårdt stentøj til elegante, organiske og imødekommende værker.
Installationsview med skulpturkonceptet ”Alting flyder” i forgrunden. Foto: Ole Akhøj
Bente Skjøttgaard, født i 1961 på Frederiksberg og uddannet fra Kolding Designskole i 1986 suppleret med et studieophold i Bezalel Academy of Arts and Design i Jerusalem i 1985. Skjøttgaard debuterede i 1990 med en separatudstilling i Den Kongelige Porcelænsfabriks lokaler på Amagertorv i København. Hun har en omfattende udstillingsvirksomhed bag sig ligesom hun er repræsenteret i adskillige private og offentlige samlinger herhjemme og i udlandet. Hun bor og arbejder på Frederiksberg i København. Udstillingen ”Bente Skjøttgaard – Natur og glasur” kan ses på Clay Keramikmuseum Danmark, Kongebrovej 42, Middelfart til d. 26. oktober 2025.
CLAY: Bente Skjøttgaard – Natur og Glasur – se mere her
CLAY: Bente Skjøttgaard – Natur og Glasur. Coverfoto: Udstillingsrummet for skiftende udstillinger på Clay udmærker sig ved, at der er åbnet for et view ud over Lillebælt. Her som baggrund til en ny serie ”Family Trees/Stamtræer” af Bente Skjøttgaard. Foto: Ole Akhøj
CLAY: Bente Skjøttgaard – Natur og Glasur er en anmeldelse af Lars Svanholm, KULTURINFORMATION
Se mere om Lars Svanholm her. Redaktion: Jesper Hillestrøm