Medicinsk Museion: TÆNDER
Foto: © Benni Johansson – all rights reserved
✮✮✮✮✮
' ……. Smil til verden og den smiler til dig ……'
– Louise Frevert, KULTURINFORMATION
Vi giver den en ekstra tand i denne anmeldelse. KULTURINFORMATION går ikke ind for tandløse anmeldelser, så her får læseren hele tandsmilet. Velkommen til TÆNDER på Medicinsk Museion.
Man bliver imponeret over, hvor megen information og mange genstande museet kan klemme ind i rummene, som indeholder deres lille nye udstilling. Den er veldisponeret og man kan virkelig gå på opdagelse i temaet TÆNDER, ovenikøbet få indblik i tanddetaljer, man aldrig havde vidst eksisterede.
Tænder gennem tiderne
Desuden har Medicinsk Museion Danmarks største samling af tandlægeudstyr, lige fra gamle plystandlægestole fra 1700-tallet til flere hundrede år gamle tandudtrækningstænger, kunstige tænder, løstænder, alt muligt der får undertegnede med tandlægeskræk, til at støtte sig til sin fotograf og prøve at se cool ud. Man er ved at indrette anden sal på museet til et specielt lille ’Tandlæge Museum’. Det står færdigt 1. maj og kan kun ses hvis man bestiller en omvisning. Det vil være for risikabelt at lade publikum gå alene rundt deroppe.
Medicinsk Museion er det eneste museum, hvor publikum kan opleve udstillinger og events, der handler om krop, sundhed og sygdom gennem tiden. Hovedbygningen blev indviet i 1787 som Det Kongelige Kirurgiske Akademi og har frem til 1942 været et centralt sted for uddannelse af læger. Bygningen emmer af historie. Du bevæger dig ad snirklede gange, op og ned, og får indblik i mange forskellige ting der relaterer til kroppen, på godt og ondt.
Foto: Kirstine Autzen
Foto: Kirstine Autzen
Munden og det store smil
Udstillingen handler om at gøre opmærksom på den stærke relation, som tænderne har til resten af kroppen. For det meste betragter vi vores tænder og mund som en speciel del af vores krop. Vi spiser, kysser og taler med den, og det er for det meste kun når vi børster tænder eller har tandpine, at vi giver den opmærksomhed. Men det burde vi nok gøre, for ny forskning viser, at mundens helbred kan påvirke alt fra hjerte-kar-sygdomme til neurologiske lidelser.
Hollywoodsmilet fra trediverne har vundet mere og mere frem og mange får skruet ekstra op for charmen med enten blegemidler, porcelænsfacader, smykker osv. På denne udstilling får vi ikke alene den historiske perspektivering af tændernes historie, vi oplever også eksempler på, hvad dårlig tandpleje kan forårsage.
Tandlægefaget har været kendt flere tusinde år før vores tidsregning i det gamle Egypten, men der skulle gå mange år før det blev en selvstændig profession. Tidligere var det barberen der fermt kunne trække en dårlig tand ud. Senere kom udenlandske skuespilgrupper forbi Danmark og nogle af spillerne kunne noget med tænder. De behandlede i alle tilfælde patienter, men hvor meget de snød folk vides vist ikke helt. Den franske læge, Pierre Fauchard, skrev i 1723 en omfattende ’tandlægeplan’, hvor han beskrev hvordan man behandlede huller og fik en god tandhygiejne. Men der skulle gå en del år før man professionaliserede tandlægefaget. Den første tandlægeskole oprettes i Danmark i 1888. Man havde inden da kunnet tage til udlandet på kurser.
Stillfoto: Andreas Thaulow
Børnetandplejen og Karius & Baktus
Når man ser på nogle af de ting der er udstillet, er man lykkelig for, trods alt, at man uden problemer kan opsøge dygtige tandlæger. Vi er hurtige til at opsøge lægen, hvis vi kan mærke at noget ikke er som det skal være i kroppen, men tandlægen står ikke øverst på telefonlisten. De nye generationer er blevet fantastisk bevidste om tandhygiejne og derfor bliver unge forbavset over, for eksempel videoen der vises, hvor små børn står på række og børster tænder. Det er ikke mange år siden tandbørsteundervisningen foregik i skoleregi. Der var også obligatorisk fluorskylning. Det mindskede hullerne i børnenes tænder gevaldigt. Nu er tandbørstningen rykket hjem på badeværelset.
Der er meget at opleve. Prøv at stikke dit hoved ind i store, specialdesignede tænder, hvor spejle giver mulighed for at studere dit eget tandsæt. Man bliver lidt forskrækket og fascineret. Alle børns skrækfigurer, Karius og Baktus slipper vi ikke for. Det var dem, der forsvandt efter deres hus, var banket og boret ned og de blev skyllet ud med vand.
Foto: Kirstine Autzen
Foto: Kirstine Autzen
Struensee
En detaljeret voksmodel af mundens nervebaner er et studie værd. En af de pudsige genstande er en Johann Friedrich Struensees tand. Det siges, at efter han var blevet halshugget og hængt på hjul og stejle, kom en mand forbi og tog en tand ud af hans forrådnede mund. Den er sat i glas og ramme, dateret og har en håndskrevet beskrivelse fra tidspunktet.
Guld
En anden sjov ting er nogle tænder belagt med guld. Tre af tænderne har smukt forarbejdede guldtænder. De forestiller tro, håb og kærlighed. Manden var en sømand, der et eller sted ude i verden havde fået lavet sine tænder. Måske for at kunne være sikker på at ingen tog hans guld. Der skal virkelig noget til, før en tyv begynder at trække tænder ud af en sovende mands mund!
Hvis du har lyst til at hvile benene, kan du tage plads i en tandlægestol og se en udstillingsfilm om tænder, projiceret i loftet den er underholdende. Og der er meget mere.
Udstillingen har små citater sat op såsom: Smilet er den korteste afstand mellem to mennesker og Smil til verden og den smiler til dig. Det kan man ikke lade være med, når man går ud fra museet. Spændende udstilling.
Stillfoto: Andreas Thaulow
KULTURINFORMATIONs anmelder og redaktionsmedarbejder Louise ‘All Over’ Frevert. Foto: © Benni Johansson – all rights reserved
Red: Selv om denne anmeldelse trækker tænder ud, er det godt vores anmelder ikke-holder-tand-for-tunge.
Medicinsk Museion: TÆNDER. Bredgade 62, 1260 København K. Udstillingen slutter 21. december 2025
Medicinsk Museion: TÆNDER – se mere her
Coverfoto: Foto: © Benni Johansson – all rights reserved
Medicinsk Museion: TÆNDER er anmeldt af Louise Frevert, KULTURINFORMATION
Redaktion: Jesper Hillestrøm