SOVIET BUS STOPS

Et anderledes stykke berlinmur

CPH:DOX2023

✮✮✮✮✮✮

I denne danske co-produktion kommer vi tæt på et fænomen, der kan sidestilles med Berlinmuren. Nemlig sovjetiske busstoppesteder.

I sovjet-tiden husker vi alle den stringente ensretning, der ofte prægede det store rige. Omkring arkitekturen sås samme nummererede ensretning og legekasernerne kunne ligge tusinder af kilometer fra hinanden og være fuldstændig identiske – og tag ikke fejl undertegnede opholdt sig i Sovjet og ved en del om emnet.

Enkelte gange gik der sovjetisk blær i den og enorme bygningsværker af russiske arkitekter fik forskellige mere eller mindre fremskridtsvenlige udtryk som markedsføring for kommunismus. Disse hammer-og-segl prydet bygninger blev ofte opført i ‘grad’-byerne (Sovjetbyer med en særlig status og skulle tjene som fremvisning af regimets vellykkede nulfejlskultur.) Dette sås f.eks. i Pripjat i Ukraine, hvor en ‘kunstig’ by med over 200.000 kommende indbyggere var under opførelse, da ulykken fandt sted i 1986.

Denne ekstravagance hørte til sjældenhederne og langt mere almindelig var den skønne kedelige gråvejrsbeton, vi så ofte har set portrætteret. MEN i skærende kontrast til den ensrettede arkitektoniske kommunisme var busstoppestederne en undtagelse.

Et hverdagsliv i læ og ly – et oprør

Disse, for borgerne i sovjetsamfundet, så vigtige hverdags ‘vente og læ skure’, der tjente til at kunne indfinde sig på den socialistiske arbejdsplads, i øvrigt i et samfund med NUL arbejdsløshed, bliver der sat fokus på i filmen.

I SOVIET BUS STOPS følger vi fotografen og journalisten canadieren Christopher Herwig på hans mangeårige rejser gennem de mange lande, der udgjorde det tidligere Sovjetunionen. En rejse han allerede indledte i 2002. (Danske Kristoffer Hegnsvad har som instruktør også været med på disse ture on-and-off de seneste 7 år).

Undtagelsen for den ensrettede russiske standardisering er netop noget så simpelt som busstoppestederne. Man havde ganske enkelt ikke en norm eller præfabrikeret model for disse udendørs venterum.

Derfor finder vi her et vidnesbyrd om en kreativitet, der langt overgår noget, man ellers kender til. I filmen præsenteres vi for forskellige udsagn omkring tilblivelsen af busstoppestederne. Man kan nemlig sige, at mange af dem er som små skjulte oprør mod den ellers så triste standardisering.

Vi kan spore en form for frihedsfølelse i disse i dag tavse monumenter fra svunden tid. En art modsvar mod undertrykkelsen og overvågningen.

En rejse i erosion

Mange af busstoppestederne er udført enkelt og tit i beton, men er ofte dekorerede. Nogle med prægtige mosaikker af anerkendte russiske kunstnere. Nogle bygget i træ. Nogle ligner dyr. Andre igen ligner kirker.

Journalisten Christopher Herwig viser os i filmen et uddrag af sin kortlægning og fotodokumentering af de efterhånden eroderede bygningsværker. Men han gør mere end det. Han interviewer også flere håndværkere, der stadig er nulevende fra projekterne. Han interviewer historikere og organisationer, der forsøger at bevare de efterhånden forfaldne bygninger.

Vi oplever også, at Christopher Herwig støder på modstand fra befolkningen, der fejlagtigt tror, han er ude på at chikanere og håne dem ved at fotografere disse offentlige nødtørftssteder i al deres uhumskhed. Gang på gang forklarer han dem, at hans ærinde er det modsatte, nemlig en hyldest til den tavse og skjulte ‘frihedskamp’, som disse vidnedysser udtrykker.

Knivskarpt klippet

SOVIET BUS STOPS varer ca. 57 minutter og det er lige tilpas. Desværre sker det lidt for tit, også på denne festival, at dokumentaristerne har kogt deres mange tusinde timers film ned til ‘nogle få timer’, (synes de selv). Det er en faldgrube, der sikkert er fulgt med digitaliseringen, hvor store mængder data nemt lagres.

SOVIET BUS STOPS er ikke langtrukken og kedelig og er dejligt stramt klippet, mens den taler op til betragteren og bruger ikke timevis på at fortælle hvad Tjernobyl eksempelvis er – men bringer os lynhurtigt ind og ud af spøgelsesbyen, og videre til nye eventyr i mange af de andre tidligere republikker.

En vedkommende film. Bedre dokumentar findes ikke.