Det Kgl. Bibliotek: UKRAINIAN DIARY
– Fotografi af Boris Mikhailov fra 1966 til i dag
Skæbnefortællinger fra Ukraine
Indgangspartiet til udstillingen. Foto: Niels Lyksted.
✮✮✮✮✮
‘ …… en aktuel og gribende udstilling, som til tider kan virke barsk, men som også rummer gribende fotos præget af stor humanisme ……’
– Niels Lyksted, KULTURINFORMATION
Siden 2022 er vi dagligt blevet bombarderet med fotos fra Ukraine i medierne. Med scener der viser, hvordan Putins hær uden hensyn til den lokale befolknings ønsker forsøger at indlemme det uafhængige Ukraine i en ny udgave af Sovjetunionen. Heldigvis uden det ønskede resultat – indtil nu.
Årsagen, til at Putins “særlige operation” ikke ser ud til at lykkes, skyldes ikke blot Vestens massive opbakning til Ukraine, men også korruption i det russiske samfund – ikke mindst i hæren.
“Case study” rummer 400 rå og dybtfølte portrætter af ukrainere på samfundets absolutte bund. De blev alle iscenesat på måder, der kunne minde om “Pietà” eller “Nedstigningen fra korset”. Da billederne vises i legemsstore print, er de ikke til at komme uden om. Udstillingens mest gribende serie! Foto: Niels Lyksted.
Boris Mikhailov
Men den måske vigtigste årsag er formentlig den ukrainske befolknings ukuelige modstand. Befolkningen ved nemlig af bitter erfaring, hvordan livet var under det sovjetiske styre. Det var præget af sult, fattigdom, korruption og undertrykkelse. Demokrati og de mest basale menneskerettigheder var ikke eksisterende.
Det fremgår med alt tydelighed af den aktuelle udstilling “Ukrainian Diary” på Det Kgl. Bibliotek, der viser fotografier fra 1966 til i dag af en af Østeuropas mest indflydelsesrige fotografer Boris Mikhailov (f. 1938).
Mikhailov begyndte sin karriere som fotograf, da Ukraine endnu var styret af Sovjetunionen. Siden rapporterede han om de elendige levevilkår under post-kommunismen i landet, hvor få udvalgte blev styrtende rige, mens mange havnede i dyb fattigdom. Og så er han fortsat aktiv som fotograf.
Men hvordan lykkedes det Mikhailov at undgå kommunismens strenge censur?
Propagandafoto bearbejdet med grelle farver giver billedet en helt anden karakter. Styrets helte fremstår nu mest af alt som usympatiske og gruopvækkende karikaturer. Foto: Niels Lyksted.
Grimhedens æstetik
Datidens sovjetiske propaganda var præget af farverige, teknisk perfekte billeder, der skulle fremhæve regimets fortræffeligheder. Mikhailov gik den modsatte vej. Han var af den opfattelse, at fotografiernes kvalitet skulle afspejle de eksisterende sociale forhold. Et forarmet samfund skulle derfor gengives med fotos af ringe kvalitet.
Mikhailov valgte at satse på “grimhedens æstetik” forstået på den måde, at han lavede uskarpe fotos på papir af ringe kvalitet. Han gik desuden et skridt videre ved at tilføje pletter og dryp af maling på det tynde, krøllede papir. På denne måde kunne han ofte omgå censuren. For hvilken betydning kan et fotografi af så ringe kvalitet have? Alligevel var han konstant under skarp overvågning af myndighederne, som rutinemæssigt ødelagde hans kameraer og filmruller.
Yesterday’s Sandwich
Det hele begyndte med den på en gang surrealistiske og poetiske serie “Yesterday’s Sandwich”, 1966-1968. Billedserien blev til ved et tilfælde, da to henkastede dias ved et uheld smeltede sammen som en sandwich.
Har man set Claus Rohlands serie med fotografiske indtryk fra Mellemøsten på Davids Samling i 2022 kan man genkende anvendelsen af ødelagte dias til nye spændende billedfortællinger. Læs Lyksteds anmeldelse her
I Mikhailovs tilfælde stod han pludselig med et metaforisk billede, der fik ham til at udforske modsætningsfyldte kombinationer, hvor skønhed smelter sammen med det groteske. Dermed opstod muligheden for at introducere ellers forbudte fortællinger, der var i skærende kontrast til den statskontrollerede, idealiserede fremstilling af sovjetisk liv.
Serien vises på udstillingen som en lysbilledserie ledsaget af musik fra Pink Floyds album “The Dark Side of the Moon”. Musikken skal understrege ”det tabte paradis” i tematikken.
Foto fra den både surrealistiske og poetiske serie “Yesterday’s Sandwich”, 1966-1968. Her udforsker Mikhailov modsætningsfyldte kombinationer, hvor skønhed smelter sammen med det groteske. Foto: Niels Lyksted.
Serier
I 1971-1985 opstod serien “Coloured Soviet Portraits”. Her anvendte Mikhailov perfekte glansbilleder fremstillet af sovjetstyret selv til propagandaformål. Mikhailov bearbejdede efterfølgende motiverne med grelle farver, der giver billederne en helt anden karakter. Inspireret af den amerikanske valgkamp kan man bedst betegne dem som “weird”. Styrets helte fremstår nu mest af alt som usympatiske og gruopvækkende karikaturer.
Den næste serie fra 1968-75 fik titlen “Red”. Den består af 70 fotos med rød som den gennemgående farve. Rød er et stærkt symbol på den russiske revolution (1917) og på Sovjetunionen (1922-1991). Farven afslører i hvilket omfang hverdagen var gennemsyret af kommunistisk ideologi.
Ordet for “rød” på russisk har samme stamme som ordet for skønhed. Kommunisterne ønskede derfor at udnytte folks ønske om at fejre noget til fremme af styrets egne formål. Rød blev dermed til synonym for “det lykkelige og fremtidssikrede sovjetiske liv”. I Mikhailovs serie blev rødt til noget kitchet og vulgært.
National Hero
Homofobi i Rusland er ikke noget, som Putin har opfundet. Det eksisterede allerede i Sovjetunionen. At præsentere en ung mand i traditionel sovjetisk militærdragt med røde læber, klare blå øjne og sart, porcelænsagtig hud var derfor allerede dengang udtryk for blasfemi set med styrets øjne.
Men det var netop sådan Mikhailov præsenterede sig selv i 1991 på et omarbejdet, håndkoloreret selvportræt. Det stammede fra den tid, hvor han gjorde tjeneste i hæren. Insignierne på den sovjetiske militærdragt var erstattet af traditionelt ukrainsk broderi, og så var baggrunden tillige farvet lyserød. Ikke så lidt af en provokation.
At Dusk
Kort efter Sovjetunionens sammenbrud vandrede Mikhailov gennem Kharkivs gader med et panoramakamera, der gav et 120 graders udsyn. Ved at holde det i hoftehøjde intensiverer han beskuerens oplevelse af de fattige skikkelser, der stod i kø efter mad eller lå på gaden.
For yderligere at understrege det deprimerende i scenerne tonede Mikhailov billederne med koboltblå. Det blev til serien “At Dusk”, 1993. Titlen og farven repræsenterede overgangen fra dag til nat og skulle symbolisere skiftet fra et sovjetisk Ukraine til uafhængighed.
“At Dusk”. Titlen og den koboltblå farve repræsenterer overgangen fra dag til nat. Billedet symboliserer desuden skiftet fra et sovjetisk Ukraine til uafhængighed. 1993 © Boris Mikhailov, VG Bild-Kunst, Bonn.
Case Story
Få år efter kommunismens sammenbrud dukkede en ny herskende elite af millionærer op i Mikhailovs hjemby Kharkiv. Samtidig blev en betydelig del af befolkningen kastet ud i ekstrem fattigdom. Det gav Mikhailov ideen til at udføre et rekviem til de mange hjemløse mænd og kvinder, som var døden nær.
Det resulterede i 400 rå og dybtfølte portrætter. Mikhailov så i dette tilfælde bort fra fotojournalistikkens grundregler om ikke at honorere de deltagende personer. Hver enkelt blev betalt i form af varme måltider for deres medvirken.
Samtlige portrætterede blev iscenesat på måder, der kunne minde om “Pietà” eller “Nedstigningen fra korset”. Mikhailov følte, at det var hans sociale ansvar at fotografere disse mennesker. Et udvalg af disse fotos fra serien “Case Story” (1997-1998) vises i legemsstore print på udstillingen.
Vurdering
Louisiana har i de senere år løbende arrangeret fotoudstillinger med nogle af mediets fornemmeste udøvere som August Sander (Tyskland), Gauri Gill (Indien) og Diane Arbus (USA). Det Kgl. Biblioteks aktuelle udstilling “Ukrainian Diary – Fotografi af Boris Mikhailov fra 1966 til i dag” er på et tilsvarende højt niveau.
Med sit liv som indsats har Mikhailov på fremragende vis dokumenteret det ukrainske folks rædsler under og efter sovjetisk herredømme, og han har formået at gøre det på en original og interessant måde, som gjorde det vanskeligt for censuren at gribe ind.
Portræt af Boris Mikhailov, en af Østeuropas mest indflydelsesrige fotografer. Foto: Vita Mikhailov (2015).
Mikhailov har formået at komme vidt omkring i sin dokumentation. Hans værker spænder således lige fra humor til tragedie, fra socialrealisme til det mere underholdende og fra smukke, æstetisk glorificerede propagandaportrætter til den barske, grimme og ubehagelige serie “Case History” om folk på samfundets absolutte bund efter Sovjetunionens fald. Fotograferet med stor empati.
“Ukrainian Diary” rummer kort sagt alt det, der skal til for at skabe en gribende fortælling om et folks drømme om en bedre tilværelse og deres ihærdige kamp for at det skal lykkes. Desværre er Ukraine ikke ene om at skulle gennem ufattelige lidelser i deres kamp for frihed. Der er nemlig stadig mange diktaturer verden over, hvor befolkningen undertrykkes.
Kort sagt: en aktuel og gribende udstilling, som til tider kan virke barsk, men som også rummer gribende fotos præget af stor humanisme. Den er ikke til at komme uden om!
“National Hero”, 1991 (enkeltstående værk). Boris Mikhailov gjorde som 18-årig tjeneste i hæren.
Selvportrættet er omarbejdet og håndkoloreret. 1991 © Boris Mikhailov, VG Bild-Kunst, Bonn.
Det Kgl. Bibliotek: UKRAINIAN DIARY – Fotografi af Boris Mikhailov fra 1966 til i dag. Udstillingen vises frem til den 11. januar 2025. Til udstillingen er udgivet en folder, som fortæller om Ukraine gennem 100 år. Den indeholder desuden en nyttig tidstavle om de historiske begivenheder set i relation til Mikhailovs værker. Folderen er både på dansk og engelsk.
Det Kgl. Bibliotek: UKRAINIAN DIARY – se mere her
Cover: Gadebillede fra Kharkiv holdt i røde toner. Rød skal symbolisere skønhed og et lykkeligt sovjetisk liv. Kombineret med den grelle gule farve bliver motivet imidlertid surrealistisk og afskyvækkende. 1968-75 © Boris Mikhailov, VG Bild-Kunst, Bonn.
Det Kgl. Bibliotek: UKRAINIAN DIARY er anmeldt af Niels Lyksted, KULTURINFORMATION.
Redaktion: Jesper Hillestrøm