Det Kongelige Teater: RICHARD DEN ANDEN

✮✮✮✮✮

‘ ……. Vi ser det ypperste resultat af en gennemarbejdet forestilling ….’

– Jesper Hillestrøm, KULTURINFORMATION

Det Kongelige Teater er Det Kongelige Teater. Derfor er forventningerne store, når man sætter sig til bords i skuespilhuset til RICHARD II af William Shakespeare.

Kigger man på rollelisten toner Olaf Johannessen frem som hovedrolleindehaver. Vi spotter Nicolaj Kopernikus, Peter Gilsfort og en gamle kending som Tom Jensen for blot at nævne 4 af de i alt 9 kongelige skuespillere, der betræder scenegulvet i denne storslåede forestilling.

Efterhånden legendariske Niels Brunse har forestået oversættelsen af Shakespeares forlæg. Her præsenteres vi for et dansk, vi kan forstå, men som samtidig ikke er hverdags dansk, men viser respekt for de hen ved 400 år gamle toner og takter. Brunse har fordansket oldengelsk og selv ‘den såkaldte kuplet’ – det lille rim ved sceneskift er blevet bevaret (læs mere om det i programmet).

RICHARD II

I denne formidable opsætning af RICHARD den Anden serveres den gamle vin på moderne flasker. De 9 mænd på scenen er således ‘forretningsfolk’ i jakkesæt. De bevæger sig på umanerlig flabet vis ud og ind af forskellige roller UDEN at det er umuligt at følge med – eksempelvis er Kopernikus det ene øjeblik dronningen – det næste er han Biskop. Alvin Olid Bursøe løber af med hele 6 roller og det uden at skifte kostume eller på anden vis.

Det historiske stykke er vanvittigt kompliceret og samtidig vanvittigt enkelt. Vi befinder os i England i slutningen af 1300-tallet. Richard II er ved magten eller det vil sige mangel på samme. Riget smuldrer. Intriger og landsforvisninger og småkrige trænger sig på og økonomien driller – MEGET!

Omdrejningspunktet er MAGTEN. Kronen skulle helst gå i arv, kongen har intet afkom. En onkel lurer i kulissen (Peder Holm Johansen). Den landsforviste fætter (Mikkel Arndt) melder sig under fanerne som arvtager – og hele cirkusset presses og understøttes af frådende adelsmænd, der snart holder med den ene snart den anden og så tilbage til den ene og vice versa.

Præstationerne

Olaf Johannessen leverer ikke overraskende en outstanding præstation og fremfører i hundredvis af udenadlærte replikker. Det er på kongeligt niveau og Johannessen bliver ved med at imponere. Han er dog ikke ene om det – hele ensemblet kryber og smisker sig igennem med nerve og underdanighed overfor manuskriptet og for magten – her levnes der ikke slinger i valsen, men det stramme forlæg overholdes og viser hvad teateret også kan, nemlig at være teatralsk med vilje.

Det fortælles også i programmet, at Shakespeares personer og begivenheder er virkelige, men at den kunstneriske frihed naturligvis har meldt sig og fiktionen har bibragt finurlige twists til plottet.

Foruroligende nutidigt

De magtspil vi ser omkring at gå med kongekrone eller ikke er den ældgamle én af slagsen, og samtidig så nutidig. Politikere skifter mellem magt og opposition. Oppositionspartier falder så meget i eet med deres roller, at når de endelig kommer ind på kontoret i Skt. Jørgens Gård har de glemt, hvad de egentlig ville. Politiske fjender bliver allierede. Folk med bilagsrod bliver ministre. Dem der plæderer for ikke at svigte folkeskolen, sender selv børnene i den private. Senest sås en ‘hofnar’ eller var det en ‘hofsnog’, efter at have kørt et teater i sænk, stille op til folketingsvalget med budskabet: ‘Stem på mig og få orden i hele Danmark’, med den attitude kan der vel kun være tale om ministerpotentiale oven på sygemeldingen. Andre uden format går i farmands fodspor. Selviscenesættelse og lidt bedrageri er stadig spillere også på SoMe, med eller uden fodlænken.

Døm selv når du ser RICHARD den Anden forklædt i habit på Det Kongelige Teater. Vi ser det ypperste resultat af en gennemarbejdet forestilling, der samtidig sine steder appellerer til det elitære. Vær veludhvilet – den er tung, men fantastisk.