FESSOR – 65 år i jazzens tjeneste

 

 

 

 

 

 

 

 

 

✮✮✮✮✮

 

 

‘FESSOR – 65 år i jazzens tjeneste’ handler om jazzlegenden Ole ‘Fessor’ Lindgreen. Kyndige folk som Søren Frost og Thomas Vilhelm er forfatterne og har stået for det, vi kan kalde ‘redaktionen’ omkring bogens tilblivelse.

 

Når jeg skriver det på den måde, er det fordi bogen er meget mere end en biografi om Fessor. Store dele af bogen er baseret på samtaler og interviews med legenden, og disse diktafonoptagelser er så blevet systematiseret og samlet af Frost og Vilhelm. Resultatet er en eminent fortælling fra Ole Lindgreen selv i ‘jeg’-form. Samtidig har forlaget MOMENTA ved Olav Skaaning Andersen, og hans dygtige folk også været med inde over.

 

Vi ser en gennemarbejdet bog, der med pedantisk mine ikke er overfladisk, men veltilrettelagt. ‘FESSOR – 65 år i jazzens tjeneste’ er nærmest anlagt som en menu på en fornem restaurant. Vi indleder således med en lille prolog af sangeren Michael Carøe. Dette følges op af hele to forord af de livslange venner Leif Sylvester Petersen og Franz Beckerlee.

Hovedret nummer 1

Hovedret nummer 1 er det store hovedafsnit, der ikke overraskende bærer navnet FESSOR – HISTORIEN. På disse over 100 sider finder vi Ole Lindgreens egentlige biografi – og det går ikke stille af, skal jeg hilse at sige! En form for kronologi er tilstræbt, selv om der er levnet plads til afstikkere, rundkørsler og omveje, der blot gør det hele mere levende.

Ole ‘Storebror’ Lindgreen

I denne første del møder vi Amagerdrengen fra 1938. Ole vokser op i en god kristen familie (som Sylvester bemærker: ‘Han kommer fra en religiøs familie og er godt opdraget. Det kommer der ordentlige mennesker ud af’ – s. 197). Ole er storebror til tre yngre brødre. Som teenager fænger jazzen den unge mand, og det lidt stramme miljø i Luthersk mission trænges i baggrunden. En læreplads som typograf kommer i stand, men suppleres med jazz i 50’ernes København.

 

 

 

 

 

 

Hot Playing Jazzmen i det gamle, københavnske spillested Colombo på Åboulevard, 1957.

Flemming Lundquist, Benny Duelund, Karl Skjelmose og Fessor. Privatfoto.

 

 

 

 

Snart vender Fessor sig også mod Europa og ‘stikker af’ på en lang tur på valsen – med sin trombone som rejsekammerat. Minderne og anekdoterne lader ikke vente på sig i fortællingen og biografien når højder af at være en pageturner – en pageturner undertegnede måtte sætte under dagsration, så indtagelsen af Ole Lindgreens selskab kunne nydes max og ikke blot blive overstået på en weekend.

Navne og krediteringer

Vi oplever her hovedpersonen gennem årtierne med sit eget Jazz band ‘FESSORS Big City Band’, men også utallige andre bands og orkestre som Fessor stadig virker i eller har virket i. Mange venner og personer går igen, og til tider af naturlige grunde møder vi opremsninger af navne i diverse sammenhænge. Da en mængde af disse navne ikke siger menigmand (deres anmelder) så meget, kan en overvejelse gå på, om disse navne kunne udelades. Samtidig ved man udmærket, at det ikke vil være fair overfor de hundredvis af kunstnere og musikere, der har krydset ‘de 65 år i jazzens tjeneste’. Så respekt for at ingen glemmes.

 

Et af de navne, der blandt andre går igen og sikkert topper ‘hitlisten’ af navne, der nævnes utallige gange, er Elith NULLE Nykjær Jørgensen. NULLE og FESSOR har fra deres tidlige ungdom knyttet så stærkt et venskabsbånd, at de kalder sig selv for ‘mor & far’ – og ikke overraskende er der en udbredt enighed mellem de gamle venner. Men hele skalaen af forskellige uenigheder og høje bølger bliver også undertiden pløjet igennem, men ender dog altid med, at venskabet fortsætter.

Kapelmesteriets udfordringer

Det vil spænde for vidt at genfortælle de mange anekdoter og oplevelser denne biografidel er spækket med. Nævnes skal det dog, at vi naturligvis kommer med til både New Orleans og New York, men også Bangkok og Kuala Lumpur optrædes der i. Livet som kapelmester i jazzens verden er ikke overraskende et hårdt slid, der til tider intet har med jazz at gøre, men mere handler om logistik, indkvartering, bespisning, regnskab, ansættelser og fyringer. Disse detaljer skånes vi heller ikke for – og da bandet spiller i DDR er der ligefrem også sat en Stasiagent i rumpetten på de ellers så rare danske musikere i tourbussen.

Fotoalbum

Bogens første del afsluttes med et 30 siders fotoalbum. Her finder vi dels private fotos fra Fessors univers og fotos fra flere professionelle fotografer heriblandt Gorm Valentin. Valentin synes at have fulgt legenden Lindgreen i et århundrede, og Valentin er jo selv en fotografiets legende.

Hovedret nummer 2

Værkets næste hovedret er et omfangsrigt afsnit med INTERVIEWS. Her er det datteren Pernille Lindgreen, der lægger ud og fortæller om farmand. Ikke overraskende fortælles det, at rejseaktiviteten med jobs holdt far en del væk fra hjemmet i barndommen, men at der på plus siden er mange positive ting at sige om jazzmanden. Og Pernille fortæller om en finurlighed, der går igen, når hun som voksen ringer til sin far – en finurlighed der uafhængigt berettes om fra flere kanter – Ofte når man ringer til jazzmanden kører musikanlægget altid på fulde gardiner. Fessor tager telefonen og siger: ‘Øjeblik jeg skal lige skrue ned!’ hvorefter han så skruer ned for musikken – ALTID i den rækkefølge, og ikke omvendt. Datteren slutter sit interview af med et kærligt ‘Velkommen i Fessor-zonen!’.

 

 

 

 

 

Mor & Far – NULLE & FESSOR. Foto: MC Einar

 

 

 

Lillebroren Erik Lindgreen fortæller om Oles temperament, der indimellem godt kunne være ‘hidsigt’. Samtidig fortælles det, at storebror Ole var lidt en ‘faderfigur’ for de mindre brødre – én dag pillede en af dem ved Oles trombone og tabte noget af instrumentet ned ad trappen. Erik tænkte, at nu bliver der ballade, men Ole samlede blot sit instrument sammen og lagde det på plads uden for rækkevidde for den nysgerrige rolling.

 

NULLE indleder sit bidrag med ‘Jeg tillader mig at kalde ham kunstner’, og bringer os ned i nye lag. Nulle fortæller om arbejdsomheden og de mange øvetimer, der er forbundet med at være professionel jazzmusiker. Vennen Elith Nykjær fortæller også om en anden passion, som Fessor dyrker på sine mange rejser. Fessor skriver breve i hånden og sender postkort med gammeldags frimærker på til vennerne – og som det berettes fra flere kanter: Fessor fremstiller selvopfundne postkort, han klippeklistrer sammen på de skøreste måder. Flere af jazzvennerne fortæller om denne humoristiske passion, som også tæller ‘falske’ madopskrifter og også finurlige co/adresser så som: Fonden til kattenes fremme v/…..og så navnet på modtageren.

Pranks

Det fortælles således, at én af ‘gutterne’ på et tidspunkt var i Finland for at spille Jazz og han så på hotellets brevpapir skrev et falsk brev til Fessor på ‘finsk’ med (lidt danske ord med ‘finsk’ islæt). Brevet fremkom med nogle datoer, og brugte ‘finske’ ord, der mindede om Jazzfestivali, Augusti – osv. Fessor ringede til hotellet flere gange angående ‘denne invitation’, men de forstod naturligvis ikke en lyd af det hele. Endelig ville latteren ingen ende tage, da Lindgreen får brevet ‘oversat’ af en musikers hustru. Musikeren er finsk gift. Den slags pranks er der mange skægge anekdoter om i bogen.

 

Denne del af bogen afsluttes også med et 20 siders muntert fotoalbum, hvor vi også ser eksempler på Fessors evner i at klippeklistre.

Hovedret nummer 3

Efter INTERVIEWS kommer vi til tredje hovedret, som hedder ET ORD MED PÅ VEJEN. Her får Fessor små postkortagtige hilsener fra nær og fjern. Her er ikke bare hilsner fra en masse kendte danske musikere, men der kommer også ord med på vejen fra Sverige, Australien, England, New Orleans og Hamborg – flere af disse hilsner leveres på originalsproget. Blandt de 20 bidragydere er folk som Jakob Dinesen og Tivolis kapelmester Peter Jensen.

 

 

French Quarter Festival på Jackson Square i New Orleans i 2015 med blandt andre James Andrews og Craig Klein. Foto: Pia Poulsen

 

 

 

Desserterne

Som desserter oven på de mange retter fortæller bogens forfattere i Epilogen om tilblivelsen af dette mangeartede projekt. Der bliver også delt taksigelser ud til en række medvirkende aktører, der på sidelinjen har forsynet værket med materiale heriblandt Henrik Wolsgaard Iversen. Sluttelig er Fessors diskografi på 10 sider, og er sikkert ikke udtømmende, men blot lysende højdepunkter i de 65 år i jazzens tjeneste.

 

Hvorfor og hvordan Ole Lindgreen fik tilnavnet FESSOR, må man selv undersøge i bogen. Og hvordan Fessor har trodset svær sygdom i form af en art ansigtslammelse indgyder kun endnu mere respekt for den levende legende.

 

Lad mig slutte med at citere vores allesammens savnede Morten Lindberg: ‘Husk at tage en bane jazz hver dag’.

 

‘FESSOR – 65 år i jazzens tjeneste’ er anmeldt af Jesper Hillestrøm, KULTURINFORMATION