Glassalen i Tivoli: En hyldest til Billy Joel

– PIANOMAN’EN fra New York

Foto: MusicalDenmark. Fra venstre Morten Bytofte, Marianne Lewandowsky og Rune Vestergaard Schmidt

✮✮✮✮

‘ …… salen var fuld, størstedelen af publikum havde passeret de godt 50 år, og de nød tilsyneladende hyldesten med små hovedrytme bevægelser til musikken …..’

– Githa Schultz, KULTURINFORMATION

Har man først fået Billy Joels musikunivers ind under huden og kan mange af hans sange udenad, som A Matter of Trust, The Longest Time, Uptown Girl, Just The Way You Are, We Didn´t Start The Fire, The Downeaster Alexa, og listen er lang.

Har man ovenikøbet oplevet Joel live i Valby-Hallen i 1990 som jeg, hørte man en banebrydende oplevelse og nærmest personlig GameChanger. Så er forventningerne som ubetinget fan oppe at ringe, når nogle kaster sig ud i en musikalsk hyldest til en af de største stjerner i musikgalaksen.

Billy Joel

Den amerikanske gennemmusikalske Billy Joel som rundede de 75 i år og hvis karriere spænder over godt fem årtier, optræder stadig live i USA. Startede sit liv som i ethvert eventyr med en happy ending; dårligt, fattigt og grueligt meget igennem, der begynder i Bronx.

Joel blev mobbet i skolen. Hans far forlod familien, da Joel var barn. Joels liv har været op-og nedture, for meget druk i perioder. Økonomisk bedraget er han også blevet af en svoger-manager.

Joel fik i 1982 sin tommelfinger knust på en hånd og håndleddet revet over på den anden, i en voldsom ulykke på motorcykel og Joel troede aldrig han ville komme til at spille igen. Det værste er nok at han har forsøgt at bringe sig af dage af flere omgange, det bedste er at selvmordsforsøgene mislykkedes for Joel.

Alligevel har manden formået at hive sig selv op fra afgrundens rand, skabt en fuldstændig langtidsholdbar karriere, og er en dybt respekteret og populær musiker- og sangskriver.

150 millioner solgte plader, seks Grammys, 23 Grammy-nomineringer, optaget i Songwriters Hall of Fame og i Rock & Roll Hall of Fame, modtager af The Library of Congress Gershwin-prisen, stjerneflise på Hollywood of Fame, Kennedy Center Honour-kulturprisen, er blot noget af den hæder, han er tildelt.

Pianoman’ en er også hædret af Steinway & Sons som Steinway Artist, med et malet portræt, der hænger i Steinway Hall på Manhattan.

Joel er den første ikke-klassiske pianist, der er blevet optaget i Steinway Hall-samlingen og hans portræt hænger side om side med legender som Sergei Rachmaninoff, Franz Liszt, Arthur Rubinstein blandt flere andre store pianister.

Til trods for al glitter, priser og hæder på kryds og tværs, ret kompliceret og svær hæder at opnå; er hans sange enkle med et særligt tekst-omsorgsgen for arbejderklassen og hverdagslivet, sidder fast første gang man hører dem, og slipper aldrig én.

Joels sange er gennem årene blevet personlige og kulturelle fyrtårne for millioner af mennesker. De afspejler hans ambition om at skabe musik, der havde betydning for den tid, han selv levede- og udviklede sig i.

Hyldesten til Pianoman’en fra New York

Ingen tvivl om at de optrædende i Glassalen d. 17. september 2024 er dygtige sangere og musikere, nogle af dem på flere instrumenter endda og kan deres Billy Joel.

Når det så er sagt og vi blev budt velkomne, også til at synge med da showet gik i gang, var det lidt svært at se bort fra et par ting i løbet af aftenens iscenesættelse med historier fra Joels musikalske, og personlige liv.

Med fortolkninger af hans sange, der til dels blev sunget af tre sangere i et nummer, flerstemmigt i andre numre, og så var der solo-optrædener af hele sange.

Billy Joel er først og fremmest solist, så for mig havde det fungeret bedre hvis Morten Bytofte, som nok har den vokal, der minder mest om Joels, optrådte alene med sætlistens godt tyve sange, og resten af gruppen gjorde det ud for kor- og musikere.

Der er intet i vejen med nytænkning og lade en kvinde fortolke Billy Joel. Der var bare ikke noget nytænkende eller overraskende i fortolkningen af Joel, da Marianne Lewandowski sang et par af hans numre. Og til trods for at hun synger bragende godt, gør originalen det stadig bedst.

Måske er jeg også bare en kræsen mokke, der forguder Joel og synes han står flottest alene, er bedst til sine sange og ikke tåler dansk accent på hans amerikanske tekster, udover lidt falske toner og savnet af lidt fin-growl, som kun Joel kan i sange som We Didn’ t Start The Fire eller A Matter of Trust.

Det virkede som om at scenens røgmaskine pustede røg ud nærmest nonstop i hyldestens godt 125 minutter inklusiv pause. Om det skulle understrege restaurant/bar stemning generelt eller blot som effekt i nummeret Italian Restaurant krydret med bord på scenen og rødternet dug, ved jeg ikke helt, men røgen var lige i overkanten.

Efter pausen blev restauranten til en bar, hvor sprutflaskerne på hylden og samspillet på scenen i den grad indikerede at Joel dengang som bar-pianist i L.A og barens gæster havde drukket for meget.

De optrædendes mimik var noget karikeret i historiefortællingen, måske for at fremme forståelsen. Lidt instruktion fra en skuespiller til de optrædende, havde nok klædt hyldesten og ikke mindst fortællingen om Billy Joel mellem sangene.

Da vi fik fortalt at Joel har været gift fire gange med sådan lidt skjult hå-hå forargelse, lykkedes det at få publikum med på forargelses-galejen.

Personligt ville jeg nok være mere overrasket end forarget, hvis Joel ved siden af fire ægteskaber og børn, viste sig at have børn udenfor ægteskabet, et hav af elskerinder eller groupies, som den rock and roller han er; det meldte fortællingen heldigvis ikke noget om.

Joels datter Alexa Ray Joel fra ægteskabet med supermodellen Christie Brinkley, er i øvrigt gået sin far i bedene og synger rigtig godt.

Lyssætningen, der også ramte publikum indimellem, skal justeres, så man ikke søger dækning under sædet, for ikke at blive for blændet, ikke at forveksle med forblændet.

Plakatpræsentationen til eventet er super cool og da jeg så det tænkte jeg, at det ser ud til at blive virkelig hot og godt.

Men det var lidt mere hyggeunderholdning for the longest time end Joel fedt, hvor musikerne virkelig nød og anerkendte hinanden. Hvilket fik mig til at tænke på Billy Joel Hygge Jam måske virkede mere passende at kalde underholdningen, end en hyldest.

Man må dog give aftenens oplevelse kudos, salen var fuld, størstedelen af publikum havde passeret de godt 50 år, og de nød tilsyneladende hyldesten med små hovedrytme bevægelser til musikken.

Uptown Girl var ekstranummeret og publikum rejste sig for første gang og sang med, som var vi til den ægte vare- og live-koncert i Valbyhallen i 1990. Om det gjorde det ud for et stående bifald, skal jeg lade være usagt, men den begejstring gør, at showet får den 4. anmelder stjerne med plads til forbedringer.

Glassalen i Tivoli: En hyldest til Billy Joel Medvirkende:
Morten Bytofte, Rune Vestergaard Schmidt, Marianne Lewandowski, Niels Rahbech og Michael Bentholm.
Arrangør: MusicalDenmark. PIANOMAN’EN FRA NEW YORK varer 125 min. inkl. pause.

Glassalen i Tivoli: En hyldest til Billy Joel – se mere her