Litteratur

HAVEBOG: 39 HAVEPLANER

HAVEBOG: 39 HAVEPLANER

 

Utypiske haver til et typehus

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

HAVEBOG: 39 HAVEPLANER

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

✮✮✮✮✮✮

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

‘ …….. en lille bog, men med et stort budskab ……’

– Louise Frevert, KULTURINFORMATION

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Der er ikke mange bøger der kan prale af at blive genoptrykt for fjerde gang, som det er tilfældet med 39 haveplaner. Den så dagens lys første gang i 1966 og er stadigvæk populær. Jeg må med skam melde, at jeg ikke kendte den i forvejen. Nok en mangel fra min side, men som sommerhusejer er det ikke haveplaner for parcelhusgrunde, der ligger lige for. Indrømmet, det er en fejlvurdering, for når du sidder med denne lille inspirerende bog i hænderne, får du lyst til at lave alt om i din have.

Læg en plan for det grønne

C. Th. Sørensen, 1893-1979, har været en sand havekunstner og en fremsynet mand. Allerede i 1931 markerede han sig ved, at sende et slags idékatalog på gaden, der omhandlede fritidsarealer, legepladser, skolehaver, beplantningsopgaver, kolonihaver og meget andet. Den blev sendt som gave til samtlige kommunalbestyrelsesmedlemmer i Danmark.

 

Desuden opfandt han begrebet skrammellegepladser. Han var den første, som gjorde opmærksom på, at industrialiseringen havde frarøvet børnene deres naturlige legerum. En almindelig legeplads giver ikke plads til at børnene selv kan skabe og forme. I 1940 blev den verdensberømte skrammellegeplads i Emdrup etableret. Sørensen var både landskabsarkitekt, havearkitekt og forfatter og en af de få danske havearkitekter der er internationalt kendt. Han var myreflittig og designede mere end 2000 haver eller rettere sagt, både store og små haveagtige områder.

De ens haver

Parcelhusene blev i løbet af 1960’erne en efterstræbt boligform. Folk fik flere penge mellem hænderne og ønskede at flytte ud fra byen, for at få frisk luft og jord under neglene. Parcellerne var ofte på ca. 650 – 1200 km2, og haverne så ens ud. Der var en græsplæne med buske rundt omkring, såsom syrener, jasminer bambus, rododendron etc., samt bede foran huset med blomster. Nok skulle det være nemt, men haverne blev passet og næsten klippet med en neglesaks og græsset slået til perfektion. Det var langt senere man fik forestillinger om, at haven skulle og kunne være mere end bare en græsplæne, hvor børnene kunne lege og haven var et statisk element. Haven skulle bruges som et aktiv i hverdagen, helst med et individuelt præg og syne anderledes end naboens.

 

Sørensen havde lagt mærke til at alle parcelhushaverne lignede hinanden. De havde alle de samme elementer og planter og ikke mindst var de bygget op over den samme læst. Sørensen mente at parcelhushaverne havde det hele, men de manglede karakter og personlighed. Han syntes det var ærgerligt, for beboerne brugte masser af kræfter på at få dem til at se pæne ud, men når man nu ikke kunne have indflydelse på hvordan ens typehus kunne se ud, var der jo en mulighed med haven.

Sæt dit eget præg

Sørensen syntes folk skulle dyrke havekunst. Det ville være mere spændende at komme på besøg hos hinanden og tage en havevandring. Problemet var og er, at mange tror at det er en bekostelig fornøjelse at lave sin have om, men Sørensen satte sig for at vise, at havekunst ikke er et økonomisk spørgsmål, men kommer an på planlægning. Han skrev denne lille bog med udkast til 39 haver, der faktisk kan varieres i det uendelige og tilpasses enhver smag. Allerede i gennemlæsningen kan man se de forskellige personlighedstyper vælge deres haver.

 

Selvfølgelig er der sket meget siden første udgivelse af denne bog, alligevel er den et eminent supplement til at sætte dit helt eget aftryk på din have.

 

I de sidste mange år er tendenserne i haveindretning skiftet og der er udkommet et væld af bøger om hvordan du etablerer HAVEN. Det er her Sørensens lille ydmyge bog ikke er til at komme udenom. Hver have har et dobbeltopslag med et billede af dele af haven og en færdig skitse af havens indretning og form. Meget overskueligt. Man kan nemt kombinere haverne. Det er simpelt og effektivt.

Bogens opdeling og mange muligheder

Haveplanerne er groft delt op i ni grupper: Nr. 1 og 39 er meget enkle. Den ene uden noget indhold, den anden med beplantning som en regnbue.

 

2-4 er almindelige brugshaver.

 

5-13 er tænkt til de haveejere der ved, at de har lyst til at bruge megen tid i haven og en bestemt kultur enten vandplanter, drivhus, høns etc.

 

14-17 ligner de foregående haver, dog mere for samlere af forskellige sorter inden for samme genre, slyngplanter osv.

 

I haverne 18-21 bevæger vi os over i de mere sofistikerede haver, bare nedskalleret. Genialt. Hvad med en lille grøn have med renæssancens mønstre eller en parterrehave?

22-33 er rum i mange former og her er det kun fantasien som er begrænsende. Firkantede, rektangulære, runde former, alt kan kombineres.

 

34-35 har masser af træer. De står som små skove på grunden, velordnet i f.eks. et hjørne.

 

I have 36-38 er det grønne skulpturer, som dekorative figurer i haven. Klippede og flotte.

Planlæg

Jeg er begejstret. Det er vældig inspirerende læsning. Her er ikke noget glitret papir eller fancy layout. Bogen taler i bogstaveligste forstand for sig selv, med sine grønne og sorte skitsetegninger og sort/hvide fotos. Det kan godt være det er en lille bog, men den har et stort budskab, der vil overleve mange år frem i tiden. Den er nem at forstå, så bare kom i gang.

 

 

 

 

 

HAVEBOG: 39 HAVEPLANER. Forfatter: C. Th. Sørensen. Fotos: De fleste er taget af forfatteren med få undtagelser. Udgivet på Gyldendal.

 

 

HAVEBOG: 39 HAVEPLANER – se mere her

 

 

 

HAVEBOG: 39 HAVEPLANER er anmeldt af Louise Frevert, KULTURINFORMATION

Redaktion: Jesper Hillestrøm