Johannes Larsen Museet: FRITZ SYBERG – LIVET VIL!

Syberg, Fritz. To børn begraver en fugl 1917-1925 Olie 145 x 184. Foto: Johannes Larsen Museet.

✮✮✮✮✮✮

‘ ….. Imponerende museum …… Absolut et besøg værd …… ‘

– Louise Frevert, KULTURINFORMATION

Johannes Larsen Museet ligger usædvanligt højt og smukt, med udsigt til vandet og den omkringliggende pragtfulde natur. Området har en komprimeret diversitet, der klart viser det kuperede terræn, høje træer, små listige steder, landskabet har det hele. Når man i dag kører igennem det fynske landskab, fornemmer man tydeligt, hvad det er Fynbomalerne har været tiltrukket af. Det kan siges med få ord: stemning, ro og skønhed. Danmark Er et yndigt land og Fyn er fin!

Fynbomalerne – en stor familie, næsten

Johannes Larsen (1867-1961), kom fra en økonomisk velfunderet familie. Tidligt vidste han at han ville være maler. Han blev uddannet hos Kristian Zahrtmann, som mange andre af Fynbomalerne, bl.a. Alhed Larsen, 1872-1927, Johanne Larsens hustru. Dertil kom Fritz Syberg, 1862-1939, og dennes hustru Anna Syberg, født Hansen, 1870-1914. Christine Swane, 1876-1960, var døbt Larsen og Johannes søster, hun blev gift med Sigurd Swane. Peter Hansen, 1868-1928, boede mest i København og Italien og bror til Anna Syberg. Lidt pudsigt at kernen i Fynbomalerne var dybt infiltreret i hinanden. Johannes og Alhed fik etableret et særligt sted ved at bygge villaen på Møllebakken. Der blev plads til 16 gæster og parret blev centrum for festlige stunder samen med kunstnervennerne.

Johannes Larsen

Johannes Larsen havde fra sine tidlige år en særlig interesse for naturen. Han besad et særligt blik for at skildre naturens detaljerigdom. Hans fuglebilleder blev hans signatur. Han formåede at gøre fuglene så levende, at du næsten kan se dem flyve ud af billederne. I den permanente samling hænger der en del billeder af hans kendte ænder og andre fuglemotiver. Larsen malede også kvinder på kæmpestore lærreder. De hænger nu også i den permanente samling. Billederne i museet hænger tæt og man kan bruge timer på at se Larsens billeder.

Små 15 år efter starten på Villaen blev Larsens atelier bygget. Alhed fik sit eget lille arbejdsværelse. Hun trak sig ofte tilbage for at tegne og male og hendes foretrukne motiver var blomstermotiver, som de var for mange kvindelige kunstnere på den tid. Desuden havde hun etableret et dekorativt orangeri. Det står stadigvæk intakt og smukt. Johannes Larsen var også en dedikeret jæger og brugte mange timer i deres hus i Sverige, hvor familien kunne leve mere anonymt. Larsen var aktiv som formand for Kerteminde Museum fra oprettelsen i 1937 til sin død i 1961. I Danmarks Naturfredningsforening var han formand og blev æresmedlem i 1947. Larsen blev 93 år og hele livet igennem stod naturen ham helt nært.

Johannes Larsen Museet har sat en ære i at have mange særudstillinger, med kendte kunstnere. I denne omgang er det Fritz Syberg, vi skal stifte bekendtskab med.

Syberg, Fritz. Selvportræt 1928 Olie 49 x 55. Foto: Ole Friis

Fritz Syberg

På udstillingen vises ca. hundrede værker af Fritz Syberg, 1862-1939. Han var en af sin samtids største malerer. Han blev en anerkendt maler allerede tidligt i sin karriere, faktisk som Johannes Larsen også var, men her holder lighedspunkterne mere eller mindre op. Syberg havde haft en usædvanlig hård opvækst. Faderen døde tidligt og moderen var sammen med en fordrukken skomager, der tævede børnene. Hun vidste ikke at skomageren var gift og det gav ikke hendes børn en heldig opvækst. Hun endte sine dage på fattiggården og hun kom til at sætte sit præg på resten af Sybergs liv.

Syberg havde livet igennem sine mørke og lyse sider. Mange af hans billeder tager udgangspunkt i Historien om en moder, af H. C. Andersen. Han har mange dystre og depressive billeder, men ligeså mange med sprudlende farver fra det spektakulære fynske landskab og andre steder bl.a. Italien. Udstillingen er med til at sætte fokus på den dobbelthed, der hele livet prægede hans kunst.

En anden kvinde, som stod Syberg nært, var hans første kone Anna. De fik syv børn sammen. Syberg familien var en moderne familie. De gjorde mere eller mindre hvad der passede dem. Sammen rejste de til Italien. Ikke på studietur, men for at bo i Pisa. De var alt andet end konforme og levede det frie liv. Da de kom hjem, døde Anna kort efter da deres yngste var ni måneder og Sybergs største mission i hans liv blev, at få børnene godt af vejen. Det lykkedes ham til fulde. Han havde fået opbygget en solid økonomi, malede flittigt og passede børnene. Fritz giftede sig med Annas søster Marie. Hun blev en uundværlig støtte for ham.

Fritz Syberg var en produktiv og nuanceret maler og hans motiver var mangfoldige. Han tog udgangspunkt i det nære, omgivelserne og familien. Faktisk som alle Fynbomalerne gjorde. Et vidunderligt eksempel er: Ved frokosten. Syberg har gengivet fire flade madder på en tallerken, med en dram og øl ved siden af. Kontroversielt for sin tid, men motivet kunne være malet i dag. Og det er Fritz Syberg i en nøddeskal. Han gik aldrig på kompromis og var tro mod sine egne ideer.

Syberg, Fritz. Sollys i køkkenet. Pilegården 1902 Olie 41 x 51. Foto: Ole Friis

Syberg, Fritz. Moderen og tornebusken 1932-35 Olie 145 x 200. Foto: Johannes Larsen Museet.

Et imponerende museum

I tilknytning til det store udstillingsrum, er et mindre rum, kaldet Pax-samlingen, med anerkendte malere, som er blevet doneret af et lokalt kunstsamlerpar: Tulle og Nan Due Nielsen. De var lidenskabelige kunstsamlere og det er imponerende at se Zahrtmann, Krøyer og andre, hænge så tæt, at der ikke kan klemmes et maleri mere ind. En anden samling er kommet til. Der er nu en hel gang med værker af Christine, Sigurd og Lars Swan, stillet til rådighed af Sinna og Carl Blicher-Retpens Fond. Selvom lokalerne er store og med flot lysindfald, har det været muligt at bevare en vis intimitet. Imponerende museum.

I dag er Museet på Møllebakken en aktiv brik i det fynske kulturliv. Der er løbende nye kulturelle arrangementer og en delikat cafe. Der er udgivet en fin lille bog om livet på Møllebakken, med herlige billeder. Selve stuehuset står intakt, som da den sidste beboer forlod stedet i 80’erne. Det er betagende så meget ånd der er i huset. Det lever stadigvæk. Absolut et besøg værd!