KUNSTEN: Orsolya Bagala – Your Past Became Gold
Dansk-ungarsk kunstner gør det usynlige synligt i nænsomt rodfæstet udstilling
”Postapokalyptisk kabale”, 2019. Akryl på papirpose. Foto: Karl-August Bockhahn
✮✮✮✮✮
‘ ……. Orsolya Bagala viser året ud værker med afsæt i kønsroller, samfundsnormer og privatsfærens rum på kunstmuseet Kunsten i Aalborg …..’
– Lars Svanholm, KULTURINFORMATION
Det mest iøjnefaldende ved den i Ungarn fødte, men i Danmark bosiddende kunstner Orsolya Bagalas udstilling ”Your Past Became Gold” på Kunsten i Aalborg er et til tider behersket fravær af dyre og eksklusive lærredsformater, som ellers er det mest spottede inden for nutidens malerkunst.
I kraft af, at kunstneren udfører sine malerier på materialer typisk fra emballageindustrien, opstår en helt usædvanlig form for intimitet i kunstnerens samlede jargon. Det er vanskeligt at tale om kunstnerisk styrke i noget, der kan forekomme så fragilt, som tilfældet er; men råstyrken indfinder sig ikke desto mindre, hvilket er lidt af en gåde.
Opløsning af et fastlåst hieraki
Når jeg har plastret udstillingen ind i teser om skrøbelighed og gådefulde toner, bør det ses i et relativistisk lys. Går man tættere på motiver og kompositioner, er der ingen tvivl om, at adskillige aspekter med udgangspunkt i kønsroller, samfundsnormer og privatsfærens rum spiller en rolle i kunstnerens motivkreds.
Ofte føler man sig fristet til at skabe linjer direkte bagud i kunsthistorien, når man iagttager en yngre – Orsolya Bagala er født i 1976 – kunstners arbejde på samtidskunstscenen; men kunstmuseet Kunsten i Aalborg kommer mig til dels i forkøbet ved at bruge betegnelsen ”Arte Povera” som en form for etikette på Bagalas værk.
”Virgins”, 2023. Akryl på papir. Foto: Karl-August Bockhahn
Dette kræver vistnok en forklaring: Arte Povera (fattig kunst) er en kunstbevægelse fra slutningen af 1960’erne i Italien. Den blev udviklet af en gruppe kunstnere, der eksperimenterede med materialer, der ansås som beskedne eller ubetydelige, og her har vi til dels en definition på Orsolya Bagalas metode.
Netop ved at bruge uprætentiøse materialer som pap og emballageprodukter opløser Bagala et ellers fastlåst hierarki inden for kunsten ved at skabe kunstværker, der ganske vist kan opleves som sarte, men i samme moment afspejler en mere direkte og rå oplevelse hos beskueren.
Det første, jeg bemærker, da jeg indfinder mig i udstillingen på Kunsten, er ret naturligt et maleri, som holder forventningen om Orsolya Bagalas materialevalg grundigt i live. Værket er tilsyneladende ret spontant forarbejdet på resterne af en brun indkøbspose og i øvrigt – modsat mange andre værker på udstillingen – smukt indrammet og bag glas.
Som hånd i handske
Titlen på maleriet ”There is a Black Hole” lader sig ikke umiddelbart forklare, men hvor der er et sort hul, er der også ofte en tunnel med lys for enden. Længere fremme i udstillingen kan man opleve det eneste virkeligt omfangsrige værk, som er placeret i et større område, der samler et antal sidegallerier.
Det lyder måske som en ubalanceret kamp at skabe ideelle kunstudstillinger i et sådant miljø, men det er inden for de seneste år lykkedes Kunsten at skabe fabelagtige udstillingskoncepter med f. eks. Pia Arke og Kirsten Justesen i det pågældende område, og ganske overraskende passer formatet som hånd i handske til Orsolya Bagalas værkforløb. Læs Hillestrøms anmeldelse af Pia Arke her
Det er vanskeligt at tydeliggøre, hvad det er, som gør Bagalas udstilling særdeles vellykket; men uanset hvordan man iagttager malerier forarbejdet på pap eller indkøbsposer, hvor kunstneren faktisk har ladet bærehåndtagene sidde med henblik på at anskueliggøre hvilket materiale, der er på tale, bliver man uundgåeligt mindet om, at samtidens civilisation kyler langt mere emballage ud, end den genbruger.
Orsolya Bagalas penselskrift kan overvejende betegnes som ekspressionistisk, og dette vil oven i købet stille et begrænsende postulat op i relation til historierne bag værkerne. Ofte lader motiverne sig ikke omgående afkode, men dette forhold vælger jeg at acceptere.
”Queen and Princess”, 2021. Akryl på pap. Foto: Lars Svanholm
Sigende komposition i fremragende værk
Det bør ikke desto mindre være soleklart, at Bagala befinder sig i den figurative sfære og jeg rammer lige et behov for i forbifarten at dvæle ved udstillingens største værk. Et akrylmaleri på lærred er placeret uden brug af blændramme direkte på en hvidmalet murstensvæg.
Det fremstiller et antal kvinder og en hund, der under titlen ”The First Blue Supper” er placeret i et uegalt forløb på billedplanet. Jeg ved ikke, om det i dag vil være påfaldende, at den ene af kvinderne ryger på en pibe, men i denne anmelders tidlige ungdom udgjorde en sådan handling faktisk – tro det eller ej – et iboende statement.
Måske er vi virkelig tilbage ved den allerførste blå nadver, da feminismen fik en stemme? I så fald er billedets komposition virkeligt sigende, og værket i sig selv er ganske enkelt fremragende, og fraværet af den famøse blændramme giver folder i systemet og tilfører værket sin egen materialitet.
”The Green Salon”, 2021. Akryl på papir. Foto: Lars Svanholm
Desværre er målene på værket ikke angivet i den lille tryksag, der er produceret til udstillingen, men til gengæld åbenbarer den, hvilke temaer de seks rum i udstillingen repræsenterer, og alene derfor vil den være uundværlig som ledsager, når man studerer projektets grundtanker. Teksterne i det lille katalog giver næring til hvilke tanker, der rumsterer i en kunstners underbevidsthed, når det handler om at synliggøre diverse konceptioner.
Når man som kunstner nænsomt rodfæstet i et vedkommende udstillingskoncept gør det usynlige synligt, bør det forstås i betydningen af, hvad vi måske overser i hverdagen og efterfølgende vil kunne omformulere til noget væsentligt. Det er, hvad kunsten og Orsolya Bagala kan og generelt, hvad kunsten i en bred forstand burde være i stand til.
Orsolya Bagala er født i Esztergom, Ungarn i 1976. Hun er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2005, og bor og arbejder i dag i København. Udstillingen ”Your Past Became Gold” kan ses på Kunsten, Kong Christians Allé 50, Aalborg frem til d. 1. januar 2025.
”There is a Black Hole”, 2021. Akryl på papirpose. Foto: Karl-August Bockhahn
KUNSTEN: Orsolya Bagala – Your Past Became Gold – se mere her
KUNSTEN: Orsolya Bagala – Your Past Became Gold. Cover: ”The First Blue Supper”, 2024. Akryl på uopspændt lærred. Foto: Lars Svanholm
KUNSTEN: Orsolya Bagala – Your Past Became Gold er anmeldt af Lars Svanholm, KULTURINFORMATION
Se mere om Lars Svanholm her. Redaktion: Jesper Hillestrøm