Kunstmuseum Brandts: LUNDSTRØMS EVIGHEDSBLÅ
Vilhelm Lundstrøm, Modelbillede. Røntgen, Konserveringscenter Vejle
✮✮✮✮✮
‘ ….. vi ser en ny vinkling på Vilhelm Lundstrøm, et greb vi aldrig tidligere har set ….. ‘
– Louise Frevert, KULTURINFORMATION
Når du træder ind i det første udstillingslokale, opdager du hurtigt at blå ikke bare er blå og at ikke alt kan ses med det blotte øje. På udstillingen ses 11 af Lundstrøms værker og de er i bogstaveligste forstand blevet sat under lup. Eller jeg bør måske hellere sige: gennemlysende undersøgelser. Desuden giver det et fint helhedsindtryk, at gulvet er blevet malet i blå farver som på et farvekort, efterhånden som du kommer igennem rummene.
Pakkassemaleren der blev professor
Vilhelm Lundstrøm, 1893-1950, var en betydningsfuld dansk maler. Specielt for den danske modernisme. Han blev oprindeligt uddannet som håndværksmaler, 1908-12, og fik en kort uddannelse ved Kunstakademiet fra 1913-15. Lundstrøm gik fra begyndelsen sine egne veje, uden at skele til hverken politiske eller sociale meninger. Han forsøgte aldrig at forsvare sig, ej heller forklare sin kunst og kunne for den sags skyld ikke finde på at lefle for sit publikum. Han deltog ikke i den offentlige debat.
Lundstrøm eksperimenterede med mange forskellige materialer og former. Kubismens formsprog havde hans interesse. I 1918 udstillede han sine tre værker ’Bud’. De bestod af stykker fra pakkasser, krydsfinérstumper og andet, som var sømmet og limet oven på hinanden i abstrakte, geometrisk opbyggede kompositioner. Lidt a la Picassos tidlige nonfigurative billeder. Værkerne skabte furore i kunstkredse, men enkelte forstod ham.
Lundstrøm prøvede at finde sin egen vej, ved at bryde figurerne op i nye komponenter og sætte dem sammen på ny, ved at gå i dybden med selv store kunstværker fra fortiden. Lidt ironisk fik den unge maler tilnavnet ’pakkassemaler’ og det hang ved ham hele livet, selv da han blev udnævnt til professor i 1944 og til hans død i 1950.
Lundstrøm. Opstilling med kander”, 1930-32
Det abstrakte univers – og en pedant
1918 var Vilhelm Lundstrøms gennembrud og et vendepunkt i dansk kunsthistorie. Lundstrøm blev en pioner på niveau med C.W. Eckersberg og J.F. Willumsen. Lundstrøm var den første der bragte den abstrakte kunst til Danmark.
Man kan næsten føle sig som en detektiv, når man går på opdagelse i billederne. Et er, at der bliver fokuseret på den blå farve, som er temmelig gennemgående i Lundstrøms værker og får tekniske informationer, men vi kommer også tættere ind på livet af kunstneren, der var et privat menneske. Bag hans stringente udtryk og skarpe klare figurer, tegner der sig et billede af en kunstner med mange ideer der skulle afprøves. Han har sikkert tvivlet undervejs i færdiggørelsen af sine værker og er startet forfra. Det tyder det i alle tilfælde på, når denne nye teknologi har kunnet afsløre, at Lundstrøm har haft op til 32 startforsøg på et billede. Det tyder på en selvkritisk kunstner, måske perfektionist, pedant, eller bare en, der har tvivlet på, at det var det rette udtryk han fik frem, lige netop i det øjeblik, hvor han ønskede det. I alle tilfælde får vi et nyt indblik af Lundstrøms måde at skabe på og hans ønske om hele tiden at gøre sine værker bedre.
Gennemlysning som en palimpsest
Denne nye teknologiske viden er kommet frem ved brug af hyperspektral teknologi fra Newtec Engineering A/S. Sammen med allerede kendte metoder som røntgen og farvesnit af lagene i Lundstrøms malerier kan man sige, at Lundstrøms evighedsblå ikke er én bestemt blå, men skiftende brug af blandt andet ultramarin, koboltblå og preussisk blå. I malerier fra 1940’erne støder vi desuden på den moderne, syntetiske blå kobberphthalocyanin PB15. Med avanceret analyseudstyr fra Syddansk Universitet har det været muligt, at lave præcise analyser af Lundstrøms pigmenter i tværsnit af små farveprøver. Det er spændende via denne teknologi, at vi næsten kan følge Lundstrøms overvejelser i sine farvevalg og skaberprocesser.
En anden spændende opdagelse er fra værket ’Opstilling med kander’ fra 1930-32, som i udstillingen kan opleves med den ene halvdel nyrenset, og den anden del dækket af et tyndt lag sod/snavs, som museet først opdagede for nylig. Det giver den besøgende en fin mulighed for at se ind bag både konservatorens og kunstnerens arbejdsmetode.
Vilhelm Lundstrøm, Model, 1941. Kunstmuseum Brandts
Scan selv
I udstillingens sidste rum er denne hyperspektral scanner stillet op, og gæsterne kan selv prøve at scanne billeder. Der ligger nogle små plader uden motiver på, tror du. Så sender du billedet igennem scanneren og på en skærm ser du et motiv, du absolut ikke havde anelse om, var der. Smart. Du ser hele processen med dine egne øjne og lige ind i en af fremtidens nye revolutionerende metoder.
Gennemgang – gerne af to omgange
Udstillingen er både lærerig og spændende. Der er mange informationer undervejs, men udstillingen er ikke større, end du lige kan slentre tilbage og læse teksten en gang mere. Værkerne kommer fint til sin ret, de får plads. Vi ser en ny vinkling på Vilhelm Lundstrøm, et greb vi aldrig tidligere har set. Super interessant udstilling.
Konserveringscenter Vejle. Konservator Clara Bratt Lauridsen fra Konserveringscenter Vejle med den mystiske hvide plet. Foto: Steffen Stamp
Bonusinfo: En hyperspektral scanner kan vise farver, vi mennesker ikke kan se. Hvor vores øjne grundlæggende kun har tre farvereceptorer, har hyperspektrale kameraer mellem 150 og 900 farvereceptorer og kan se igennem de lag af maling, vi ikke kan. Alene ud fra de hyperspektrale billeder kan man bestemme de nøjagtige pigmenter og lave kemiske analyser af de stoffer, der er brugt. Odense-virksomheden Newtec Engineering A/S har udviklet en hyperspektral scanner, der for eksempel kan spotte skader og sygdomme, der gemmer sig under overfladen på kartofler, så de kan sorteres fra, og en forskergruppe i Aarhus bruger scanneren til at analysere plastik, så man blandt andet kan frasortere de skibstrosser, der har en særlig høj koncentration af giftige farvestoffer, inden plastikken genbruges. Kilde: Kunstmuseum Brandts.’
Kunstmuseum Brandts: LUNDSTRØMS EVIGHEDSBLÅ. Udstillingen kan opleves til og med 30. marts 2025.
Kunstmuseum Brandts: LUNDSTRØMS EVIGHEDSBLÅ – se mere her
Cover: Udstillingsfoto. Foto: David Stjernholm
Læs også Lyksteds anmeldelse fra Ordrupgaard her
Kunstmuseum Brandts: LUNDSTRØMS EVIGHEDSBLÅ er anmeldt af Louise Frevert, KULTURINFORMATION
Redaktion: Jesper Hillestrøm