Museum Jorn: Hermann Nitsch

 

 

 

Østrigske Hermann Nitsch visualiserer tilværelsen som et livslangt, eksistentielt ritual

 

 

 

 

 

 

 

 

”Hældemalerier”, her fra 1991, hvor farverne er smidt op eller ned på kæmpestore lærreder. Foto: Lars Svanholm

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

✮✮✮✮✮

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

‘ …. man går stærkt opløftet fra udstillingen med værker og dokumentationer af voldsomme aktioner af Hermann Nitsch, som udmærker sig ved en eksemplarisk kompromisløshed …..’

– Lars Svanholm, KULTURINFORMATION

 

 

 

 

 

 

 

 

Da jeg slår op i udstillingskataloget til Hermann Nitsch-udstillingen på Museum Jorn i Silkeborg, opdager jeg ved at nærstudere den østrigske aktionskunstners biografi, at han er født i Wien præcis to dage før den på vore breddegrader langt mere berømmede Per Kirkeby.

 

Der bør såmænd ikke ligge noget symbolsk i denne kendsgerning, da de to kunstnere befinder sig lysår fra hinanden i kunstneriske metoder… Og dog? Nitsch gjorde maleriet til en begivenhedsbaseret geschæft, hvor farven blev kylet op på overfladen i en tilsyneladende dionysisk proces.

 

Nu handler billedkunst som bekendt kun i begrænset grad om, hvordan kunstneren kommer frem til et resultat. Medmindre man arbejder i et totalt teatralsk rum, som Nitsch ganske vist gjorde – han døde i 2022, vil eftermælet i langt de fleste tilfælde afgrænses af, hvad kunstneren allokerer til historien.

 

 

 

 

 

”Blodet” driver i bogstavelig forstand ned ad lærrederne i installationen ’Der Schüttboden’ fra Hermann Nitschs dødsår 2022. Foto: Lars Svanholm

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Livets opståen og dødens indtræden

Uanset, hvor mange liter farve, der tøjlesløst bliver smidt op eller ned på et lærred, ender processen ofte med noget, der til forveksling fremstår som et landskab; eller i det mindste noget, som kunne skabe associationer i den retning. I relation til Per Kirkeby er denne sag soleklar, og des mere man iagttager Hermann Nitschs værker i den aktuelle udstillings indledende forfatning, er der faktisk også noget landskabeligt på spil hos østrigeren.

 

Landskabet er i civilisationens hellige navn efterhånden blevet til en form for baggrund, staffage, for menneskets aktiver og eksistentielle handlinger. Her kommer spørgsmålet om tro ind i billedet. Er det helt skudt ved siden af, hvis man tilskriver en kunstner som Hermann Nitsch nogle sakramentale resonanser?

 

Overhovedet ikke! Og dette bør belyses i kunstnerens skarpe blik for, hvad der kan bruges fra religionen i bestræbelserne på at give intervallet mellem livets opståen og dødens indtræden en ordentlig én på frakken.

 

Ritualer er en del af ethvert menneskes forløb. Man kan gennemleve i hundredvis af rituelle gøremål i løbet af en alment betinget, dødssyg hverdag. Man står ud af sengen om morgenen og iklæder sig tøj, som matcher individets personlighed, og det er vigtigt, da netop individualiteten er grundlaget for samme persons ret til overhovedet at eksistere.

 

Hermann Nitsch bevægede sig i levende live rundt i ofte symmetriske rum, og giver dette mindelser til altertavler og en vis kirkelig orden i foretagendet, vil jeg vove en påstand: Der er noget om snakken, når jeg antyder et religiøst snit i kunstnerens ofte dramatiske aktioner, som er videodokumenteret i mere eller mindre high definition.

 

Scener, der kunne minde om korsfæstelser i et ofte blodigt univers, vil måske få en enkel museumsgæst til at føle sig utilpas, men det er der ingen grund til. Hvis man kan skabe et syn bort fra blodet og scenariernes kraft, ligger der faktisk nogle stærke æstetiske rationaler og lurer under overfladen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Sakrale virkemidler er her taget i brug i installationen ’Opstandelsestriptykon’ fra 2003. Foto: Lars Svanholm

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Tilværelsen som ritual

I det hele taget vidner udstillingen på Museum Jorn om en eksistens, der ikke lod sig nøje med at skabe aktionsbaserede forestillinger. Han komponerede musik, hvilket bliver vist ved hjælp af blandt andet, hvad Nitsch selv i udstillingens katalog betegner som et ”partitur-system”, som spirede frem i midten af 1960’erne, og er udviklet på millimeterpapir.

 

Musikken, der imidlertid ledsager udstillingens installationer, er til gengæld i direkte modstrid med de illustrative ophav, da musikken nærmest fremstår minimalistisk og især baserer sig på meditative lydbilleder.

 

Der er ifølge udstillingens kurator, museumsinspektør Lucas Haberkorn, en direkte linje tilbage til Bachs fugaer, men det er måske ikke den association, jeg får ved lydene i museumsrummene. Jeg skaber langt mere tråde til moderne komponister som Philip Glass og Steve Reich, men her kan det ikke afvises, at jeg fejlfortolker.

 

Man bør således kende sine grænser; men sådanne så ikke ud til at eksistere hos Hermann Nitsch, der i et langvarigt forløb konstant gik ind for at vise tilværelsen som et livslangt, eksistentielt ritual grundfæstet i en eksemplarisk kompromisløshed.

 

 

 

 

Udstillingen med Hermann Nitsch på Museum Jorn i Silkeborg kan ses frem til d. 22. september 2024, og i forbindelse med udstillingen er udgivet et rigt illustreret katalog på 232 sider med tekster af blandt andre udstillingens kurator, museumsinspektør Lucas Haberkorn, Museum Jorn.

 

 

 

 

 

Museum Jorn: Hermann Nitsch – se mere her

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Museum Jorn: Hermann Nitsch er anmeldt af Lars Svanholm, KULTURINFORMATION

Se mere om Lars Svanholm her. Redaktion: Jesper Hillestrøm