Ribe Kunstmuseum:

Louise Hindsgavl – GENSKABT

 

 

 

 

 

Udstilling på Ribe Kunstmuseum er et forbilledligt eksempel på grotesk historiefortælling

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I et kosmos tilsyneladende grundfæstet i død og deroute stikker en besynderlig form for monstrøs humor snuden frem. Foto: Lars Gundersen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

✮✮✮✮✮

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

‘… Louise Hindsgavl udfordrer den keramiske skulpturs potentialer og skaber samtidig signifikante tableauer og miljøer i dialog med museets forhistorie …..’

– Lars Svanholm, KULTURINFORMATION

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Jeg er ganske sikker på, at de fleste, der besøger Ribe Kunstmuseum, udmærket kan regne ud, at bygningen ikke oprindeligt er bygget som kunstmuseum. Husets forhistorie vil jeg vende tilbage til senere på KULTURINFORMATION i en mere dybdegående beskrivelse. Det er dog umuligt at forbigå historien om husets oprindelse i relation til den aktuelle udstilling ”Genskabt”, hvor samtidskunstneren Louise Hindsgavl (født 1973) går i dialog med netop en væsentlig del af bygningens historiske kapitel.

 

Louise Hindsgavl vil sandsynligvis være bedst kendt for skulpturelle værker i hvidt porcelæn, som er et materiale, man typisk vil forbinde med en delikat og elegant ydre skal. Her har Hindsgavl brudt med eksklusiviteten i kraft af et skulpturelt billedsprog, der ofte rummer morbide og dramatiske sider. Hendes værker har i de fleste tilfælde kredset om eksistentielle temaer som døden og tilværelsens dunkle sider.

 

Som billedkunstner har Hindsgavl ikke betrådt den slagne vej gennem kunstakademierne. Hun er uddannet ved Institut for Unika ved Designskolen i Kolding, men dette har ikke forhindret hende i at indskrive sig blandt en række af kunstnere, herhjemme som internationalt, der udfordrer traditionelle materialer og konventioner inden for den skulpturelle del af billedkunsten.

Metaforer i massevis

Jeg indleder denne anmeldelse med at notere bygningen, Ribe Kunstmuseum befinder sig i, som opført på et grundlag, der dengang i 1864 ikke havde en museumsinstitution som formål. Huset er bygget som hjem til Ribes på daværende tidspunkt mest velhavende mand og hans familie.

 

Disse familiære relationer er afsættet for Louise Hindsgavls udstilling, der primært kan ses i fire afsnit, der til en indledning sætter den nuværende udstillingsbygning i spil i kraft af, at kunstneren har genskabt en allegori over en veranda oprindeligt i støbejern, som i sin tid udgjorde et vigtigt element i husets udtryk.

 

Her har Hindsgavl taget et blik på støbejernsverandaens arkitektoniske tyngde og skabt en installation, der som modstykke til den oprindelige struktur står let og transparent. Bygningens ejer og familiens patriark var tekstilfabrikant og Hindsgavls konstruktion er sammenfattet af et metalskelet med bomuldstråde, og bomuld udgør i sagens natur et kerneprodukt i fabrikationen af tekstiler midt i 1800-tallet. Dermed er metaforen fuldbyrdet.

 

 

 

 

 

 

 

 

I det mørke afsnit opleves symbolikken om muligt endnu stærkere, end man har oplevet den hidtil. Foto: Lars Gundersen

 

 

 

 

 

 

Louise Hindsgavls installation i metal og bomuldstråde fungerer som et modstykke til en veranda i støbejern ved bygningen, der i dag fungerer som Ribe Kunstmuseum. Foto: Lars Gundersen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Metaforer er der tillige masser af i udstillingens næste afsnit, hvor Louise Hindsgavl for alvor udfordrer de keramiske virkemidler, og nu i glaseret stentøj. Her er de groteske virkemidler sat i scene i et mesterligt tableau, som er disponeret under titlen ”Familien”, og det er den stenrige fabrikants dynasti, der er sat i scene. Han selv optræder som en absurd besynderlig skikkelse som stående i en vandpyt; men dette bør formodentlig ses som et udtryk for, at familiens alfaderlige samlingspunkt i symbolsk forstand var i stand til at gå på vandet.

Smukke og frastødende på samme tid

Jeg er nødt til at skrive en vigtig konflikt ind i fortællingen, da patriarkens adoptivdatter på et tidspunkt fatter interesse for en ung mand, der har fungeret som arbejdsdreng på byggeriet af huset. Den unge mand forelsker sig brændende i pigen og sætter sig selv i en position, hvor han efterstræber en kvinde langt over sin sociale status.

 

Til gengæld forlover pigen sig med en ung løjtnant, der har deltaget som soldat i krigen i 1864, og han slap igennem faderens nåleøje, mens den første unge mand rejser til Amerika og faktisk indleder en stor karriere som fotograf i primært New York. Hans navn er Jacob A. Riis, og han står i dag som en af de største talenter inden for det socialrealistiske fotografi i 1800-tallet.

 

Tilbage i Ribe får den unge løjtnant tuberkulose og dør af sygdommen, inden adoptivdatteren og han når at gifte sig. Da dette kommer Jacob A. Riis for øre, rejser han tilbage til Danmark og gifter sig med sin elskede. Faderen slår hånden af pigen – Elisabeth – og de skulle aldrig mere se hinanden; men til gengæld fik Elisabeth og Jacob fem børn og levede i et tilsyneladende harmonisk ægteskab.

 

Her har Louise Hindsgavl skabt en parabel over en familie, hvor de hver især står som groteske og surrealistiske karakterer. Alle bliver begavede med tilføjelser, der har til hensigt at underbygge deres karakteristika, og scenariet er intet mindre end fantastisk. Det hele er indrammet konsekvent i et rødt univers, der underbygger museets udvendige karakter på en aldeles besnærende måde.

 

Hele disponeringen i denne del af udstillingen står næsten som en del af et filmisk miljø, hvor aktørerne har fået deres identiteter styrket og efterfølgende nedbrudt i kraft af Hindsgavls åbenlyse talent for at skabe form og behandle formen med stærkt fungerende nuancer i matte og luminøse glasurer.

 

I et af eksemplerne trækker Louise Hindsgavl på gabet mellem liv og død. Den tuberkuloseramte løjtnant er til eksempel skildret næsten karikeret på den ene side og med et dyrekranium som hoved på den anden. Det er stærke sager, og Ribe Kunstmuseums direktør Anne-Mette Villumsen fortæller mig under rundvisningen i udstillingen, at børn er blevet skræmt fra vid og sans af det, de har oplevet.

 

Der er måske tale om en version af horror i denne del af udstillingen; men en sådan karakteristik vil samtidigt også degradere hele fortællingen til blot flad pop, og den er alt andet end dét. Det virker på mig nærmest som om Hindsgavl har et kærligt forhold til personerne på de tilrettede podier. Og hvordan kan jeg insinuere det? Det kan jeg ud fra påstanden om, at skulpturerne er konsekvent smukke og frastødende på samme tid. De er udført med en akkuratesse, som kan de kun være produceret ud af sand kærlighed.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den stenrige fabrikant sat i scene som en absurd besynderlig skikkelse, der optræder, som var han i stand til at gå på vandet.

Foto: Lars Gundersen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Diverse figurer optræder i et sort og dystert rum, der funderer sig på fortællingen om en eksplosion, der afstedkommer, at den store mand i Ribe går konkurs. Foto: Lars Gundersen

 

 

 

 

 

 

 

Løjtnanten her set fra en vinkel, der refererer til hans sygdom og senere død, med Hindsgavls version af Jacob A. Riis i baggrunden. Foto: Lars Gundersen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Opstemt på trods af katastrofen

Alt får en ende, og det gør forretningsimperiet også, da der sker en eksplosion på fabrikken, hvor to mennesker omkommer og flere såres. I dette afsnit bliver symbolikken om muligt endnu stærkere, end man som betragter har oplevet den hidtil.

 

I et sort og dystert rum optræder diverse figurer som væsener, der funderer sig på fortællingen om det kaos, der har fundet sted i virksomheden, da ulykken sker, og en ulykke kommer som bekendt sjældent alene. Den store mand i Ribe går konkurs og flytter bort med sin familie, og et nyt kapitel kan efter nogle år skrives i det hus, der i dag udgør Ribe Kunstmuseum.

 

Det helvede på jord, som eksplosionen på fabrikken afstedkommer, illustrerer Louise Hindsgavl nu i et figurligt kosmos, der ironisk har en sofistikeret elegance som overordnet scenario. Intet kan være utvetydigt kulsort og grundfæstet i død og deroute, uden at en besynderlig form for monstrøs humor stikker snuden frem. Det er i dette mellemrum, man bliver opstemt på trods af katastrofen, der ligger til grund for installationens kulsorte form.

 

Afstanden fra lys til mørke kan være lang. Louise Hindsgavl får en idé, der ikke blot har til formål at markere denne afstand. Hun udtænker et socialt projekt, der lokalt i Ribe bliver en stor succes. Et antal borgere – flere end man havde troet til en begyndelse – samles i et projekt, hvor man skaber et stort antal vævede ”malerier”, som netop skal illudere distancen mellem det mørke og det lyse.

 

Denne akt af forestillingen står som et symbol på, at mens disse linjer skrives, går vi fra mørkt til lyst og den styrker tillige fortællingen om en udstilling, som udgør ret forbilledlige eksempler på grotesk historiefortælling iblandet en kunstners udfordring af den keramiske skulpturs virkemidler i en helt vidunderligt overbevisende dialog med Ribe Kunstmuseums historie.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Figuren til venstre i billedet er en allegori over erhvervsmandens adoptivdatter Elisabeth i selskab med løjtnanten, der døde af tuberkulose. Foto: Lars Gundersen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Udstillingen ”Genskabt” med keramiske skulpturer og installationer af Louise Hindsgavl kan ses på Ribe Kunstmuseum, Sct. Nikolaj Gade 10, Ribe frem til den 18. maj 2025.

 

 

 

 

Ribe Kunstmuseum: Louise Hindsgavl – GENSKABT – se mere her

 

 

 

 

Ribe Kunstmuseum: Louise Hindsgavl – GENSKABT – Besøg Hindsgavl her

 

 

 

 

 

Coverfoto: Louise Hindsgavls version af familien er her samlet i et installationsfoto, der giver et indblik i udstillingens vidunderlige iscenesættelse. Foto: Lars Gundersen

 

 

 

 

Ribe Kunstmuseum: Louise Hindsgavl – GENSKABT er anmeldt af Lars Svanholm, KULTURINFORMATION

Se mere om Lars Svanholm her. Redaktion: Jesper Hillestrøm