RIDDERSALEN | anmeldelse: Små blå sko
Teater for de mindste

Foto: Dennis Westerberg
✮✮✮✮✮
' ….. Ragnhild Kaasgaard er forrygende ….. '
– Louise Frevert, KULTURINFORMATION
Det er altid med spænding, at vi besøger Riddersalen for at se en af teatrets forestillinger for børn. Denne gang stod den på Små blå sko, og allerede i indgangen bliver vi modtaget af Ragnhild Kaasgaard. Med venlig og charmerende myndighed fortæller hun om teaterbesøget og minder os om at passe på de mange trapper. Introduktionen er også henvendt til de voksne, som bliver hjulpet på plads, så børnene har frit udsyn! Her er de små gæster i centrum, og det bliver håndteret med varme og uden løftede pegefingre.
Ragnhild Kaasgaard er en fremragende skuespiller, som jeg har set i flere børneforestillinger. Hun er nuanceret, naturlig og taler aldrig ned til børnene. Med samme selvfølgelighed kan hun gøre en urolig tilskuer på første række opmærksom på, at man ser bedre, når man sidder op og vender ansigtet mod scenen. Og på ingen tid er der ro blandt de allermindste på gulvet.
Damen og Alfred
I denne forestilling er hun ’Damen’, som holder af at gå tur med mennesker. I dag venter hun en lille dreng, der hedder Alfred. Vi befinder os i hendes entré med overtøj, knager, kommode, skuffer og en hoveddør. Her er sko i alle størrelser, som hun går og rydder op i, mens hun gør klar til dagens tur. Alfreds regnfrakke bliver hængt frem, og vejret skal naturligvis også undersøges. Holder det mon til en udflugt?

Foto: Dennis Westerberg
Tryllerier og undren
Noget af teksten er på vers, og de letforståelige rim fanger børnene. En stor del af fortællingen bæres desuden af mime og mimik, og så er der små tryllerier, som vækker undren og modtages med stor succes. Hvordan kan en skuffe åbne og lukke af sig selv? Og hvordan får Damen en papkasse til at bevæge sig, når hun blot peger på den og gør tegn til, at den skal komme nærmere?
Alfred kommer ikke som ventet. Det gør til gengæld en papkasse. Hvad der gemmer sig i den, skal vi ikke afsløre her. KULTURINFORMATIONs junioranmeldere Winston(6 år) og Axel (3 år) var nemlig med, og de mente bestemt, at det skulle være en overraskelse for de næste tilskuere. Jeg har svært ved at lade være, men den hemmelighed får de lov til at beholde.
Børnenes dom
De morede sig, lo og var med hele vejen. Især trylleriet gjorde indtryk. Begge er vant til at komme i cirkus, men her får de små illusioner en særlig virkning, fordi de indgår i en fortælling og i en anden sammenhæng end de er vant til. De kunne næsten ikke begribe, hvordan skuffen og papkassen kunne bevæge sig af sig selv.
Små blå sko handler om at være noget for hinanden og om glæden ved at have nogen at dele oplevelser med. Hvor skal vi tage hen, og hvad kunne vi finde på sammen? Men der er også plads til, at man kan foretage sig noget alene. Det bliver fortalt nænsomt og i børnehøjde.
Scenografi og samspil
Scenografien af Signe Birkbøll, Laurids Bøcher Poulsen og Sigurd Dissing er fantasifuld og fuld af opfindsomme detaljer og små overraskelser. Dem skal jeg heller ikke røbe for mange af. Samspillet mellem skuespil og dukketeater giver forestillingen variation, og bag kulissen sørger dukkefører Erik Olsen for at give dukker og effekter liv. Der er hele tiden noget at opdage, uden at fortællingen bliver hektisk.
Der var fuldt hus, og børnene fulgte opmærksomt med gennem den korte forestilling. Ragnhild Kaasgaard er forrygende, og sammen med Erik Olsen skaber hun en vidunderlig underholdende teateroplevelse for de mindste. Professionelt udført, fantasifuldt og meget seværdigt. En dejlig formiddag på Riddersalen.
Afslutningsvis. Hvor er det godt, at der findes forestillinger som Små blå sko for børn. Her får de lov til at undre sig, grine og opleve teatrets magi på nært hold. Derfor er det vigtigt, at vi bliver ved med at tage børnene med i teatret og give dem mulighed for at opdage, hvad det kan. De tidlige oplevelser kan skabe grobund for en stor teaterinteresse senere i livet.

Foto: Dennis Westerberg
Medvirkende: Ragnhild Kaasgaard og Erik Olsen. Idé, manuskript og instruktion: Signe Birkbøll. Scenografi: Signe Birkbøll, Laurids Bøcher Poulsen og Sigurd Dissing. Kostumedesign: Pille Behrendt og Signe Birkbøll. Systue: Pille Behrendt. Dukkemager: Sigurd Dissing. Lys: Laurids Bøcher Poulsen. Værksted og bygger: Laurids Bøcher Poulsen og Sigurd Dissing. Foto: Dennis Westerberg.
Små blå sko. Teater for de mindste. Riddersalen. Allégade 7-9. 2000 Frederiksberg. Forestillingen slutter 1. november 2026.
RIDDERSALEN | anmeldelse: Små blå sko – få mere information
LÆS OGSÅ:
DET LILLE TEATER: Har du set min skygge?
AALBORG TEATER: Jorden rundt på 80 dage
BØRNEFORESTILLING: PETER KANIN
FOLKETEATRET: HANNIBAL OG JERRY
RIDDERSALEN | anmeldelse: Små blå sko er skrevet af Louise Frevert, KULTURINFORMATION
Redaktion: Jesper Hillestrøm
