Louisiana | KUNSTKRITIK: Tracey Emin – A Second Life

Tracey tilbragte tre uger nøgen i et rum, hvor hun malede på livet løs. Tracey Emin, Exorcism of the last painting I ever made, 1996. Performance, Room dimensions variable. Courtesy of Schroeder Collection and Faurschou Collection © Tracey Emin, All rights reserved, DACS 2026. På udstillingen kan vi se direkte ind i rummet uden brug af fiskeøjeperspektiv.

✮✮✮✮✮✮

'… Louisianas version af udstillingen forekommer mere livsbekræftende og dermed i overensstemmelse med udstillingens hovedbudskab …. '

– journalist (DJ) Niels Lyksted, KULTURINFORMATION

Et nyt liv med lidenskab, smerte og helbredelse

Den er her: Sengen, der i slutningen af 1990'erne med et gjorde Tracey Emin til et ikon. Sengen, der chokerede Storbritannien og gjorde op med, hvad kunst kan være.

Stedet er Louisiana og anledningen er den nye udstilling “Tracey Emin: A Second Life” med den britiske kunstner. Udstillingen er ikke blot retrospektiv, men samtidig helt aktuel. Den fortæller nemlig om kunstnerens andet liv med lidenskab, smerte og helbredelse efter alvorlig og livstruende sygdom.

“My Bed”

“My Bed” var Tracey Emins bidrag til 1999 Turner Prize. Den viser situationen efter et mentalt sammenbrud. Et ægte sammenbrud eller blot et billede på et sammenbrud? Eller viste den blot unge kvinders udsvævende liv i 1990'erne? Meningerne var delte.

I hvert fald blev værkets fortælling opfattet som særdeles provokerende. Ikke mindst fordi sengen tillige var en ready made helt i Duchamps ånd. Visse anmeldere og dele af kultureliten gav udtryk for, at det ikke var kunst. Men det kvindelige publikum på Traceys egen alder eller under var af en helt anden opfattelse. Den sagde dem noget væsentligt om det at være kvinde! For dem var Tracey blot forud for sin tid.

I dag er det nøjagtigt den samme seng, vi ser på. Alligevel fremstår den ikke længere som den seng, Tracey sygnede hen i. I hendes andet liv opfattes den helt anderledes. Den er fortid og noget ganske harmløst.

Installationsfoto. Til højre: Tracey Emin, I watched Myself die and come alive, 2023. Til venstre: Tracey Emin, You Should have Saved me, 2023. Foto: Niels Lyksted.

Barndom

Udstillingen går kronologisk frem. Tracey og tvillingebroren Paul blev født i London i 1963. Faren var en mørklødet tyrkisk-cypriot, og moren var en lyshåret englænder. Forældrene skilte sig dermed ud i gadebilledet i 1960'erne. Folk spyttede på moren, som de kaldte en “nigger lover”. Tracey viser racismen på “Remembering”, 2002, – et applikationstæppe med broderi.

I 1965 flyttede familien til Margate på Kent-kysten i England, hvor faren åbnede Hotel International. Da han nogle år senere gik fallit, flyttede han tilbage til Cypern. Tracy voksede nu op med en enlig mor på samfundets bund præget af ekstrem fattigdom i et miljø præget af stoffer og alkohol. Tracey mistede dog ikke helt kontakten til faren, som hun lejlighedsvis besøgte på Cypern og i Tyrkiet.

Teenage-årene

I teenage-årene oplevede Tracey abort, voldtægt, teenage sex, utroskab og hjertesorg. Alligevel havde hun drømme for fremtiden: hun ønskede at blive danser.

De unge mænd i Margate hånede hende for denne ambition. Men Tracey svarede igen med videoen “Why I never became a dancer”,1995, hvor hun i sin danseglæde viser afsky for de unge mænd, der forhindrede hende i at realisere sit mål. Hun fortæller endvidere gribende om denne tidlige, hårrejsende periode fra ungdommen i det håndskrevne værk “Tracey Emin C.V.”, 1995.

Abort

I endnu et håndskrevet værk “My Abortion”, 1990, fortæller Tracey om følelserne efter en abort. Det var smertefuldt. Men hun havde aldrig ønsket at få børn. Og hun hadede ideen om at skulle besøge nogen, der netop havde fået en baby. Tre katte var det, der kom tættest på moderskab. De medvirker endda på nogle af hendes malerier fx “The End of Love”, 2024.

Selv frygten for at blive gravid red hende som en mare. Det fremgår af “Feeling Pregnant II”, 1999. Louisiana har tilegnet et helt rum til dette tema.

Installationsfoto fra indgangspartiet. Tracey Emin, Mad Tracey from Margate. Everyone's been there, 1997. Applikation, 267 x 215 cm. Til venstre My Major Retrospective, 1982-1992. Foto: Niels Lyksted.

Sexualitet og vold

I det håndskrevne værk “Exploration of the Soul”, 1994, beskriver Tracey gode og mindre gode barndomsoplevelser med broren Paul og ikke mindst unge mænds voldtægt af hende fra hun var 13 år. Seksuelle overgreb er ikke underligt blevet et gennemgående tema i hendes kunst.

Maleriet med den sigende titel “Rape”, 2018, viser ikke selve handlingen, men de intense følelser, der går igennem Tracey under handlingen. Hun viser her sin trods over det skete. Desværre er seksuel vold et universelt problem. Motivet fremstår derfor stærkt, selv for personer, der ikke har oplevet denne form for vold.

Tracey i fiskeøjeperspektiv

I 1996 ville Tracey gøre op med sin angst for at male. Det skete i en periode på tre uger i et galleri i Stockholm. Hun låste sig inde i et rum, hvor hun boede og malede – nøgen. Galleriets besøgende kunne følge hendes arbejde gennem et fiskeøjeobjektiv i den væg, der adskilte hende fra publikum.

Her malede Tracey med store bevægelser, som de amerikanske abstrakte ekspressionister havde gjort. Et af malerierne fik titlen “Exorcism of the last Painting I ever made”, 1996. Maleriet kan minde om “Skrig” af Edvard Munch – en af hendes idoler. Louisiana har genskabt dette rum.

Tracey Emin, I am The Last of my Kind, 2019. Akryl på lærred, 182,3 x 120 cm. Kunstneren,

Stomi-operationen

Herpå følger en række selvportrætter taget med et polaroid kamera, da Tracey var omkring de 40. På det tidspunkt holdt hun meget af sin krop. Som skarp kontrast hertil får vi en serie fotos fra hendes stomi-operation, hvor vi ser hende på sygestuen med plasticslanger, der er forbundet til hendes krop samt blodige beviser på den netop overståede operation. Disse fotos skal med, fordi de er nøglen til at forstå hendes andet liv.

Tilbage til sengen

“My Bed” bryder med tabuer i kvinders liv: det plettede undertøj, tamponer, kondomer, graviditetstests, hjemlig elendighed og emotionelle behov. Og her er vi ved det centrale i Traceys kunst: hun laver primært kunst med udgangspunkt i hende selv, hvilket giver ekstra styrke, påvirkning og værdi, fordi det giver ærlighed, umiddelbarhed og dygtighed.

I samme rum som sengen hænger et mere nutidigt maleri “I never Asked to Fall in Love – You made me Feel like This”, 2018. En tilbageskuende kommentar til rodet i sengen og i privatlivet.

Tracey Emin, My Bed, 1998. Box frame, mattress, linens, pillows and various objects. Dimensions variable. Tate, udlånt fra The Duerckheim Collection 2025, deponering. Foto: © Tate © Tracey Emin, All rights reserved, DACS 2026.

Fra trauma til heling

Et af de sidste værker på udstillingen er et lærred med titlen “I Watched Myself die and come alive”, 2023. Det er først her, at døden tager form: som en spøgelsesagtig figur, der svæver over Traceys krop, som ligger vandret på spisebordet i hendes hjem, hvor hun kom sig efter operationen. Stærke sager!

Himmelfart

Tracey er ikke religiøs, men alligevel interesseret i religiøs ikonografi – især byzantinske værker og værker fra renæssancen. Særligt himmelfarten er hun fascineret af. Den handler om en plaget og tortureret figur, der forløses fra sin smerte.

Efter operationen følte Tracey, at der manglede noget af hendes krop. Det var i høj grad også tilfældet, idet såvel hendes blære som dele af hendes tarme var blevet fjernet. I himmelfarten bliver en figur befriet fra smerte og løftet op til ekstase. Ånden er befriet fra legemet. Og hermed slutter Louisianas version af udstillingen.

Tracey Emin, I followed you to the end, 2024. Akryl på lærred, 182,2 x 120,1 cm. Yale Center for British Art.

Vurdering

Udstillingen “Tracey Emin: A Second Life” er bestemt ikke en højpoleret hyldest til “Dame” Tracey Emin, som hun har kunnet kalde sig siden 2024, da hun fik udmærkelsen af Kong Charles III for sin indsats inden for kunsten.

Den er snarere intim, mørk og klaustrofobisk. Blandt temaerne er voldtægt, abort, lidelse, afsavn og en meget alvorlig kræftsygdom. Vi præsenteres således for lærreder, der viser blod, som løber ud af hende, mens andre viser hendes krop faldet sammen på gulvet eller naglet til korset. Tilsammen viser de nemlig, hvordan Tracy følger kærligheden til det yderste.

Og jo, jeg har valgt at præsentere hende som Tracey anmeldelsen igennem (efter introduktionen) – ikke Emin som traditionen byder. Vi kommer nemlig ekstremt tæt på kunstneren og kan ikke skelne mellem kunsten og personen. Det er vores Tracey – hun lever, hun føler, hun elsker og hun lider, og så forvandler hun det hele til kunst.

En livsbekræftende udstilling. Det er imponerende, hvordan Tracey har overvundet en så alvorlig kræftsygdom og tillige er kommet så styrket ud af den, at hun har formået at skabe endnu stærkere og medrivende kunstværker. Og så har hun tillige haft overskud til at etablere en kunstskole med mere i Margate, hvor hun voksede op.

Tracey Emins genopstandelse. Tracey Emin, Ascension, 2024, afslutter udstillingen.

Tate / Louisiana

Bemærk, at det engelsksprogede katalog følger udstillingen, som den blev vist på Tate. Værkerne vises ikke altid i samme rækkefølge på Louisiana. Tracey oplyste i øvrigt, at hun syntes bedst om den danske udgave.

Da jeg havde læst kataloget på forhånd bemærkede jeg specielt, at man i London havde kombineret “My Bed” med skulpturen “Ascension”, 2024, og afsluttet med maleriet “I watched Myself die and come alive”, 2023. Effektfuldt, men Louisianas version af udstillingen forekommer mere livsbekræftende og dermed i overensstemmelse med udstillingens hovedbudskab.

Kort sagt

“Tracey Emin: A Second Life” er vild og voldsom, selvudleverende og hudløst ærlig, men også skrøbeligt og sart. Årets absolut mest vedkommende udstilling!

Installationsfoto. Til venstre: Tracey Emin, My Bed og (th) I never asked to Fall in Love – You made me Feel like this, 2018. Foto: Niels Lyksted.

Louisiana: Tracey Emin: A Second Life. Udstillingen vises frem til den 28. februar 2027. Tate Modern, London står bag udstillingens fremragende katalog. Sider: 271. Mål: H: 28 cm x B: 25 cm. Sprog: Engelsk. Bemærk, at Louisiana Channel byder på en helt nyproduceret film “I Am Doing What I Think is Right”. Den handler om hendes liv, karriere og ubrudte vilje til at gøre en forskel. Kan absolut anbefales.

Louisiana | KUNSTKRITIK: Tracey Emin – A Second Life – besøg udstillingen

Louisiana | KUNSTKRITIK: Tracey Emin – A Second Life. Coverfoto: Ved ankomsten til Louisiana møder vi Tracey Emins skulptur “I Will Not Be Alone”, 2025, side om side med en af Henry Moores liggende kvinder. De klæder hinanden! Foto: Niels Lyksted

LÆS OGSÅ:

LOUISIANA: Sophie Calle – Something Missing?

LOUISIANA: Nye værker i samlingen 2022-2025

SMK | kunstkritik: PARTERAPI

ARoS: Step Inside

KUNSTEN: Per Kirkeby

Louisiana | KUNSTKRITIK: Tracey Emin – A Second Life er anmeldt af journalist (DJ) Niels Lyksted, KULTURINFORMATION.

Redaktion: Jesper Hillestrøm