Litteratur

SKIBET FRA HELVEDE – boganmeldelse✮✮✮✮✮

SKIBET FRA HELVEDE

 

 

 

 

SKIBET FRA HELVEDE

 

 

✮✮✮✮✮

 

 

Bogen SKIBET FRA HELVEDE handler om 345 fanger fra koncentrationslejren Stutthof i det nordlige Polen. De ankommer til Møn i en flodpram den 5. maj 1945 og er i en forfærdelig forfatning. De er udsultede kun skind og ben, lusebefængte, har tyfus, tuberkulose, dysenteri og er helt udmattede.

 

Her er bønder, ingeniører, sygeplejersker, en arkæolog, en urmager, arbejdsmænd, en flådeofficer, husmødre, mekanikere, en fodboldspiller fra den polske liga, soldater, en højgravid, en fysiker, smede, kontorfolk og fiskere. Katolikker og protestanter, en jøde, en muslim, Jehovas Vidner og ateister. Der er kommunister, konservative, socialdemokrater og apolitiske. Mange nationaliteter, men flest polske og en del russere.

 

 

 

SKIBET FRA HELVEDE

Credit: Imperial War Museum

 

 

 

 

Freden og kaos

I Klintholm havn på Møn hersker der nærmest kaotiske tilstande. Der er tyske flygtninge og soldater. Aldrig har Klintholm Havn haft så mange skibe liggende og fremmede mennesker myldrende rundt.Ved alle kajpladser, langs molen og ved bådebroerne er der fyldt op. I dette kaos er flodprammen med de 345 fanger ankommet.

 

Det lille samfund er slet ikke forberedt på det hjælpearbejde, der forestår dem. De har ingen forberedelsestid haft overhovedet. Pludselig ligger der en pram med 345 mennesker, der har stærkt behov for hjælp. Mønboerne bliver trukket ud af deres hverdag og sejrsrusen oven på de fem forbandede år og hævet med ind i en krig, de mente var overstået. Og det gør de med bemærkelsesværdig stor hjælpsomhed.

 

 

 

 

 

 

SKIBET FRA HELVEDE

Modstandsfolk bevogter prammen. Møns Lokalarkiv.

 

 

 

Den første der tilser flygtningene er en lokal læge doktor Fenger. Stanken af urin, opkast, afføring og sved er gennemtrængende i flodprammens lastrum, hvor de levende døde ligger. Langt de fleste af de befriede fanger er underernærede og syge. Han ser det, han frygter allermest, som er lus, inficerede lus, der netop kan sprede plettyfus, der er så alvorlig, at det kan betyde døden.

 

Oppe på kajen beslutter doktor Fenger sammen med sin hustru at skaffe ca. 125 rugbrød fra den nærliggende by samt en masse mælk. Derefter sender han bud efter et par hjælpere. En gruppe lokale mænd bliver sat i gang med at bygge primitive lokummer på havnen. Det er lederen af den lokale Røde Kors afdeling Helene Mortensen, der kommer til at stå for hjælpearbejdet, som i 1947 bliver tildelt en medalje af den polske ambassade for sin indsats under den store redningsaktion på Møn. Dette er et eksempel på, hvor grundige forfatterne er i deres beretning om mønboernes villighed til at hjælpe.

Dødsmarchen

Fangerne har været sendt på en dødsmarch og over Østersøen fra Stutthoflejren i en flodpram, der ikke var beregnet til havsejlads. Fangerne blev sendt af sted fra lejren, så de ikke faldt i hænderne på den fremrykkende Røde Hær. Nazisterne ville ikke lade russerne se beviserne på deres brutalitet og sataniske regime (s. 228). Fangerne vidste ikke, hvad der ventede dem. Undervejs på deres rejse gik der også rygter blandt fangerne om, at tyskerne havde tænkt sig at sænke prammen.

 

I koncentrationslejren havde de levet under de samme kummerlige forhold, som vi kender beskrevet med sygeafdelinger, der mangler medicin, rent vand og mad, der består af tynd suppe, der er blevet kogt på rådne grønsager.

 

De har haft en frygtelig 11 dages sejlads. For at slukke deres tørst undervejs drikker fangerne urin og også saltvand fra de pytter, der har dannet sig, hvilket kun forværrer dehydreringen. Op mod 40.000 mennesker mistede livet under flugten over Østersøen. Mange druknede, blev skudt af tyske soldater eller blev sænket af ubåde, hvilket ca. 20.000 personer døde af. Ca. 6.500 døde som følge af, at Royal Air Force fejlagtigt bombede koncentrationslejrfangernes skibe. Mange andre fanger bukkede under på grund af de kummerlige forhold, sygdom og mangel på vand og mad. Igen ser vi her forfatternes grundige beskrivelse.

Fangernes tilstand

En journalist Gert Munch rapporterer om fangernes tilstand. Et eksempel: En voksen mand stirrer på Munch med sine udslukte øjne og trækker sit højre bukseben op til midt på låret for at vise, hvor tynde hans ben er. De er ikke større end overarmene på en yngre skolepige, og hans knæ er blødende sår. Ved siden af ligger en mand, som ikke har formået at spise noget af det udleverede rugbrød. Manden har lukkede øjne, hans mund er lidt åben. Huden i ansigtet ser hård og læderaftigt ud. Kun sveden i panden afslører, at han ikke er død endnu (s.61).

 

Således udmarvede og udmattede ankommer fangerne til Klintholm Havn på Møn og bliver taget kærligt imod. Men de må vente lidt med at gå i land, da de bærer på smitsomme sygdomme. Men efterhånden bliver de installeret på Stege Sygehus og Blegdamshospitalet i København samt i forsamlingshuse, der bliver lavet om til forplejningsanstalter. Igen her eksempler på, hvor grundige forfatterne har været i deres udarbejdelse af værket.

 

Af disse 345 fanger dør en på flodprammen straks efter ankomsten, seks i Stege, fem på lazarettet og syv på Blegdamshospitalet. Men resten af de 326 fanger nyder godt af den kærlige pleje de får på diverse steder og kommer sig. Der bliver fra lokalsamfundet samlet tøj ind til fangerne, som jo ikke har andet end deres fangedragter. Men også på dette felt bliver der sørget godt for dem. Dansk Røde Kors anvender 5.000 kr. alene på medicinalvarer til de syge mennesker fra kulprammen. Det er et ganske betragteligt beløb og det oplyses, at det svarer nogenlunde til to års løn for en fisker i Klintholm Havn. Tingene bliver sat i relief i bogen.

 

 

 

 

 

SKIBET FRA HELVEDE

Helene Mortensen er ildsjælen bag beværtningen af fangerne. Møns Lokalarkiv.

 

 

 

 

Tilbage til livet

Efterhånden kan flere af de raske sluses ud i lokalsamfundet – de fleste i roemarkerne. Fangernes rekreationsophold på Møn slutter definitivt den 27. december 1945, hvor næsten alle tidligere fanger får mulighed for at komme tilbage til deres hjemstavn. De tager tilbage til fortrinsvis Polen, Letland, Litauen og Rusland.

 

Den 24. og 25. december er der i Nationaltidende og Møns Dagblad indrykket et rørende takkebrev fra de tidligere kz-fanger til danskerne og især til mønboerne (s. 265 i bogen).

 

SKIBET FRA HELVEDE beskriver en fantastisk historie, hvor fremmede mennesker træder i aktion for at hjælpe mennesker, der befinder sig i en frygtelig tilstand. En hel ø træder i karakter. Det er en skildring af medmennesket, der træder til, når nøden/behovet er størst.

 

Det er en meget omfangsrig og grundig research de to forfattere Jesper Clemmensen og Thomas Albrektsen har foretaget med undersøgelse og granskning af litteratur og kilder samt interviews med efterkommere, som det fremgår bagerst i værket. Efterkommerne har skullet opspores, så det har der været brugt tid og energi på.

 

 

 

 

SKIBET FRA HELVEDE

Møns Lokalarkiv.

 

 

 

 

 

Bogen er også underbygget med billedmateriale fra dengang. SKIBET FRA HELVEDE fortæller, hvordan det gik nogle af fangerne efter deres hjemkomst. Hermine Koschmieder (et af Jehovas Vidner) vender f.eks. tilbage til det østlige Tyskland. Her bliver hun genforenet med sine forældre og sin ungdomskæreste. Det unge par vælger senere at flytte til det vestlige Tyskland.

Historien der ikke må glemmes

SKIBET FRA HELVEDE skildrer også uddybende, hvilke specielle evner en fange har f.eks. violinspil eller uddyber den pågældende persons politiske eller religiøse overbevisning. Fortæller også hvorfor en del af fangerne kom i koncentrationslejr. Der var f.eks. en der bare ikke arbejdede godt nok for tyskerne, derfor skulle han interneres.

 

Helene Mortensens utrættelige arbejde beskrives. Hun og hendes mand tager endda en af fangerne hjem til sig, så han bor hos dem og de bliver også venner med nogle af fangerne, som er blevet i Danmark og ses med dem de følgende år.

 

Jesper Clemmensen og Thomas AlbrektsenSKIBET FRA HELVEDE sætter fokus på en storslået national redningsaktion, der ikke er så kendt lige som redningsaktionen med De Hvide Busser, som vi også har anmeldt på KULTURINFORMATION. Det er det eksempelvis Bo Lidegaard sætter fokus på i bogen REDNINGSMÆND. Witold Pilecki fra værket DEN FRIVILLIGE af Jack Fairweather er også omtalt i bogen for sin heltemodige indsats om frivilligt at lade sig internere i Auschwitz som frihedskæmper.

 

 

 

Fotomaterialet fra bogen er velvilligt stillet til rådighed af Lindhardt & Ringhofs forlag, samt forfatterne med særlig tilladelse til KULTURINFORMATION.

 

 

Læs vores anmeldelse af bogen DEN FRIVILLIGE her.

 

 

 

 

Indlægget er skrevet af G.Boeholt, KULTURINFORMATION