MASQUERADE på Gl. Holtegaard
Kunst

MASQUERADE på Gl. Holtegaard

Frederik Næblerød

soloudstilling

 

MASQUERADE på Gl. Holtegaard

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

MASQUERADE på Gl. Holtegaard

Foto:  Alice Folker Gallery: Frederik Næblerød, del af serie

 

 

 

 

 

 

 

✮✮✮✮✮

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

‘ …… humoristisk, eftertænksom og flot ……’

  – Githa Schultz, KULTURINFORMATION

 

 

 

 

 

 

 

Så blev der ellers pustet liv og kunstbal i Gl. Holtegaards fine gamle adelige stuer med udsigt til barokhave og hvilket bal billedkunstneren Frederik Næblerød har skabt med sin soloudstilling MASQUERADE.

 

Til åbningsreceptionen på Gl. Holtegaards forplads bliver vi mødt af Næblerøds elleve skulpturer i en cirkel på piedestaler, lavet af træ med hoveder/masker monteret ovenpå af forgyldt ler.
Det, kombineret med en festlig velkomst fanfare ved Vedbæk Garden gjorde at man selv følte sig lidt adelig på vej til bal. Herefter blev dørene åbnet og vi blev ført videre ind i Næblerøds midlertidige kunstgemakker på Gl. Holtegaard Slot, som stedet også blev kaldt på et tidspunkt.

Gl. Holtegaard

Bygningen blev opført som en herregård i 1756 af arkitekten Lauritz de Thurah med forbillede af Ludvig 14.s Versailles. Det fungerede som bolig for adskillige adelige familier gennem årene og er et smukt eksempel på barok arkitektur. Det er omgivet af en stor park, der skaber en idyllisk ramme omkring bygningen. Slotshaven har en formel have med labyrinter, springvand og statuer.

Frederik Næblerød

Frederik Næblerød er født i 1988 og bor og arbejder i København. Han er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2018. Hans værker er repræsenteret i samlinger som bl.a. Ny Carlsbergfondet, Statens Kunstfond, Vejle Kunstmuseum, Horsens Kunstmuseum og Kastrupgårdsamlingen.

 

Han har desuden udstillet internationalt på Anat Ebgi i Los Angeles, NADA Art Fair, Canada Gallery i New York, Haverkampf Gallery i Berlin.

 

Næblerød udstillede allerede flere forskellige steder, da jeg i 2014 første gang stiftede bekendtskab med ham og det år var hans kunst også repræsenteret på Art Copenhagen i Forum.

 

Mens han gik på Det Kongelige Danske Kunstakademi, var hans kunst karriere allerede der i kometfart og han var vel nok den bedst sælgende kunstner på akademiet for sin årgang, langt før han overhovedet var færdiguddannet.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

MASQUERADE på Gl. Holtegaard

Foto: Githa Schultz. Spejlsalen

 

 

 

 

 

 

MASQUERADE

Det er et scenografisk forløb gennem de barokke stuer på Gl. Holtegaard, der fletter fortidens enevældige kultur og drømme sammen med nutiden og Næblerød er gået til opgaven med et totalinstallatorisk greb udfoldet i keramik, polyfilla-relieffer og rekvisitter. Som titlen antyder, undersøger Næblerød blandt andet maskeraden som kulturfænomen og identitetslegen, hvor man for en stund kan iklæde sig en maske og vende op og ned på hierarkier.

 

I det første rum vises en videofilm hvor Næblerød fortæller om udstillingen efterfulgt af et galleri med seks meget smukke, skarpe og fine detaljerede malerier, der portrætterer nogle af ballets gæster gemt bag øjenmasker.

 

I det tilstødende gemak sidder en mannequindukke i adeligste puds med en fuld ansigtsmaske. Yndig sådan med et lidt pudsigt udtryk ser hun ligesom væk, mens hun sidder under et maleri der viser fortællingen om Adam, Eva og slangen i Paradis.

 

I Næblerøds udgave af skabelsesberetningen er det en hofnar, der sidder med æblet. Man ved ikke helt om det er hofnarren, der frister slangen eller omvendt. Eller mannequindukken, som måske hedder Eva og som har sin egen lille fest over maleriets beretning. Et maleri i pragtfulde farver og en opmuntring på enhver væg.

 

Vi går igennem det stolte rum jagtstuen med jagttrofæerne og våbenskjold lavet af ler, træ og horn fra råvildt, der komplementerer den fine gamle brændeovn i keramik på Gl. Holtegaard. Jagttrofæerne og våbenskjoldene er transformeret til væsener med røde munde og hvide ansigter med udtryk der får beskueren til absolut at trække på smilebåndet. Ballet er i fuld gang, og man kan næsten ikke vente med at se hvad der sker i næste rum.

 

I det allerhelligste en kombination af sovegemak og spejlsal er der et hav af ansigtsportrætter. I Næblerøds udgave er det guldindrammede spejle påført hvide ansigter der også ligner sælsomme og morsomme væsener. I rummet står en seng, ovenover sengen svæver et skellet.

 

Nu er det rigtigt svært selv at holde masken, så at sige. For man ved ikke om man skal skrige af grin, sige til Frederik Næblerød: Jeg elsker dit kunstgreb på barok og adelsklassen! Eller dåne i benovelse over hans kunstneriske alsidighed gennem årene med en altid underfundig strøm af målrettethed, leg og morskab.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Frederik Næblerød & Poul Nyrup Rasmussen

Foto: Githa Schultz. Poul Nyrup Rasmussen er en glad ejer og beundrer af Frederik Næblerøds

kunst og her ses han med Næblerød til åbningen af MASQUERADE

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I sidste rum er vi til middagstaffel med to festklædte mannequindukker med ansigtsgevir af ægte herkomst – kronvildt fra Dyrehaven. Det lange bord er dækket med et overflødighedshorn af frugt. På væggene hænger to malerier, det ene viser bordets glæder hvor to skeletter spiser af overdådighedens frugtbord. Det andet maleri forestiller urner med smilende ansigter, der ligesom også er med til bords.

 

Det der virkelig giver liv i det rum – en slags ekstradimension der udtrykker udfordring og behersket rastløshed mellem de to menneskestore mannequindukker, er at de er udstyret med uendelighedsloop af et hejseværk, så de skiftevis hæver og sænker en fornem hånd med henholdsvis et æble og en klase druer og skåler på den måde med hinanden.

 

Frederik Næblerøds MASQUERADE er sammenhængende, humoristisk, eftertænksom og flot. En udstilling med knald på farverne og alligevel er der en anden ro på Næblerød i denne her udstilling i forhold til den kunst speedfart vi ellers kender ham som i blandt andet DR- udsendelserne Ufortyndet og Kunstnerkolonien.

 

Næblerød er i forvejen en yderst populær kunstner og også et meget sympatisk menneske i godt humør, morsom, med et til tider flabet næb og ekstrem talentfuld.

 

Mon ikke MoMa og Tate før eller siden får øje på hans kunst og inviterer.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Githa Schultz

Foto: Githa Schultz. Vedbæk Garden

 

 

 

 

 

 

 

MASQUERADE på Gl. Holtegaard. Udstillingsperioden løber til og med søndag 29. oktober 2023.

 

 

 

 

MASQUERADE på Gl. Holtegaard – se mere her om forskellige arrangementer med Næblerød under udstillingsperioden.

 

 

 

Af andre udstillinger på Gl. Holtegaard vises Lilibeth Cuenca Rasmussens ‘LOOPING THE HOOP’, til og med søndag. 29. oktober 2023. Se anmeldelsen her

 

 

 

 

 

 

 

 

MASQUERADE på Gl. Holtegaard er en anmeldelse af Githa Schultz, KULTURINFORMATION

se mere om Githa Schultz her Redaktion: Jesper Hillestrøm