Den stille filantrop – Johannes Hage og hans tid
En boganmeldelse
✮✮✮✮✮
‘ ……. en interessant og spændende bog om en af landets største filantroper …….’
– Niels Lyksted, KULTURINFORMATION
Den danske museumsverden er rig på velhavende mæcener, som viede deres liv til køb af kunst for siden at skænke deres betydelige samlinger til nationen. Tænk blot på brygger Jacobsen (Ny Carlsberg Glyptotek), tobaksfabrikant Heinrich Hirschsprung (Den Hirschsprungske Samling), højesteretssagfører C.L. David (Davids Samling), forsikringsdirektør Wilhelm Hansen (Ordrupgaard) samt ikke mindst ostehandler Knud W. Jensen (Louisiana).
Og så er der lige én mere, der bør nævnes i denne kategori: godsejer Johannes Hage (1842-1923), som skænkede os Nivaagaard Malerisamling. Men hvem var han, og hvorfra stammede hans betydelige formue?
Indtil nu har de færreste formentlig hørt om Johannes Hage. Han forsøgte nemlig så vidt muligt at undgå offentlighedens søgelys. Med Heidi Lauras nyudkomne bog “Den stille filantrop – Johannes Hage og hans tid” får vi nu mulighed for at lære ham at kende og få indblik i hans samtid samt ikke mindst at forstå, hvorfor han gik så stille med dørene.
I 1863 flyttede familien Hage ind i Harsdorff Palæ på Kongens Nytorv 5. Det var byens fineste adresse, og flytningen markerede, at familien herefter slet ikke var til at komme uden om. Det blev her, at datidens high society mødtes. Foto: Niels Lyksted.
Familien Hage
Johannes Hage stammede fra en stenrig familie, der havde en prægtig bolig, Harsdorff Palæ, på Kgs. Nytorv lige i hjertet af København. Familien Hage var naboer til Kunstakademiet til venstre for palæet. I Brønnums Hus til højre boede familierne Henriques og Hirschsprung, som også hørte til byens markante mæcener for kunsten.
Interessen for kunst havde Johannes Hage ikke fra fremmede. Hans far, storkøbmanden Alfred Hage, tilhørte det nye dynamiske borgerskab og var et billede på succes, politisk handlekraft og dannelse samt interesse for samtidskunsten.
På den tid var det guldalderkunsten, der agerede politisk og blev en bærer af nye idealer, som skulle indpodes i alle. Centrale temaer var det noble, men mådeholdende og fornuftige borgerskab, den romantiske natur og den nordiske og nationale mytologi.
Johannes Hage som ældre
Krigen i 1864
Nationalfølelsen var baggrunden for, at Johannes og hans bror Christoffer som en selvfølge meldte sig til krigstjeneste i 1863. Men det var ikke uden omkostninger for familien Hage. Året efter blev Christoffer såret under kampe ved Dybbøl og døde få dage senere, mens Johannes slap med et skuldersår.
I lære som godsejer
Efter krigen trak Johannes Hage sig tilbage fra det imposante liv på Kongens Nytorv og slog sig ned på familieejendommen Kallehave Færgegaard, hvor han lærte at drive et mindre gods helt fra bunden. Ejendommen omfattede avlsgård, gæstgiveri, færgedrift og butik. Ikke en stor bedrift, men et godt sted at prøve sig selv af som forvalter og som kommende storgodsejer.
Salonen
Johannes Hages tid var visionernes tid. Det nye borgerskabs ideologiske træningshal var salonen: et kultiveret rum, hvor underholdning, dannelse, debat og social positionering flød sammen. Og ideer var der nok af.
Det dygtige borgerskab skulle også løfte og forbedre de øvrige samfundsklasser. Målene var bl.a. oplysning, social retfærdighed og selvforfinelse gennem kunsten. Jo, borgerskabet vidste nok, hvad der var godt for arbejdere og bønder.
Madonna og barnet af Bernardino Luinis – et af samlingens mest følsomme billeder fra renæssancen. Foto: David Kahr.
Kvindernes rolle
At samle en stor omgangskreds af ligesindede og inspirerede fæller fra politik og kunst var en enorm opgave. Man måtte åbne sit hjem for de rette mennesker og knytte de bedste af dem til sig som svigersønner og -døtre. Det lykkedes for Alfred og Mine Hage – måske i allerhøjeste grad for sidstnævnte og de øvrige kvinder i familien.
Nivaagaard
Efter Alfred Hages død i 1872 blev der vendt op og ned på forholdene i familien. Hage-imperiet blev nu splittet op. Johannes overtog det afsondrede, men lukrative gods Nivaagaard, som han i de første otte år styrede fra familiens hjem i København. Han boede nemlig stadig hjemme hos sin mor.
Dengang hørte Nivå i høj grad til udkants-Danmark. Fra København var den nærmeste togstation Hillerød. Alternativt kunne man sejle til Humlebæk og derfra transporteres de sidste fem kilometer i hestevogn eller tage turen til fods.
Nivaagaard Malerisamling set udefra. Foto: David Kahr.
Teglværk og renæssanceslot
Selv om Nivaagaard både rådede over jord og en avlsgård, var det teglværket, der gav det største afkast. Takket være cutting edge- teknologi, var det muligt at producere 20.000 mursten om dagen. Og det var lige hvad man havde brug for i forbindelse med industrialiseringen af Nordsjælland.
Sideløbende hermed fortsatte Johannes i mange år i Folketing og amtsråd. Desuden fastholdt han familiens grundlæggende ideer og idealer: de bedststillede er forpligtet til at gøre en både social og kulturel indsats for resten af befolkningen.
Da den gamle hovedbygning på Nivaagaard brændte ned i 1879, fik Johannes lyst til at opføre en bolig til sig selv i Nivå. Det blev til det lille renæssanceslot, vi kender som nabo til Nivaagaard Malerisamling.
En plaget mand
Heidi Laura har gjort sig stor umage med at sætte sig ind i Johannes Hages særprægede personlighed. Hun mener, at det er umuligt at føre bevis for, at Johannes var homoseksuel.
Det er også umuligt at fastslå, om der var en romantisk forbindelse mellem Johannes og hans ven Frederik Grünwaldt; eller alternativt, om der måske var en romantisk interesse fra Johannes side, som aldrig blev gengældt.
Indskriften på bagsiden af hans gravsten (et citat af digteren Henrik Hertz) lader i hvert fald ingen tvivl om, at han en plaget mand.
Den omsorgsfulde
Tilsyneladende blev kunstsamlingen den familie, Johanns aldrig fik. Værkerne kræver omsorg og pleje for at vokse ligesom børn.
I denne forbindelse bør også nævnes hans store engagement for befolkningen i Nivå. Han forærede dem såvel en skole og en kirke. Hertil kom særlig interesse for de dårligst stillede – for slet ikke at tale om de psykisk syge.
Johannes Hage havde et ekstremt konservativt livssyn, der dikterede, at folk skal klare sig selv og staten bidrage med mindst muligt. Men hans filosofi var også, at samfundet kun skal træde til, når den private velgørenhed ikke slår til.
Giovanni Bellini portræt af en ung mand. En ægte perle i samlingen. Foto: David Kahr.
Renæssance og guldalder
Kunstsamlingen blev til i parløb med vennen Frederik Grünwaldt med følgende rollefordeling: Frederik var den ægte kunstbegejstrede, mens Johannes havde midlerne til at skabe en markant samling. Til at begynde med var deres utallige kunstekspeditioner i Europa primært fornøjelsesrejser med kulturelle indslag. Senere blev rejserne decideret målrettede.
Modsat forældrene var det ikke samtidskunsten, der interesserede Johannes Hage. Han søgte længere tilbage i tiden til den italienske renæssance og den hollandske guldalder.
Sofonisba
En af de første og væsentligste erhvervelser stammer interessant nok ikke fra en af de mange kunstrejser. Johannes Hage erhvervede i 1873 et familiebillede af Sofonisba Anguissola – en af renæssancens bedste kvindelige kunstnere. Det skete på en dødsboauktion efter maleren Wilhelm Marstrand. Interessant nok kendte Hage ikke kunstneren.
Netop dette billede sikrede sidste år en fornem udstilling af Sofonisbas værker på Nivaagaard Malerisamling – formentlig den bedste nogen sinde – med udlån fra en række førende europæiske museer.
Sofonisba Anguissolas familiebillede. Johannes Hage kendte ikke ophavskvinden til dette maleri, da han købte det på
en auktion over boet efter maleren Wilhelm Marstrand. Foto: David Kahr.
Doneret til nationen
Johannes Hages fortsatte med indkøb af værdifulde værker skabt af bl.a. Veronese, Bellini og Rembrandt. Og det gik ikke ubemærket hen. Direktøren for Statens Museum for Kunst, Karl Madsen, registrerede værker fra landets bedste private samlinger, så de fineste måske med tiden kunne flyde videre til museet. Det skete imidlertid ikke i dette tilfælde, da Johannes Hage i 1908 donerede hele sin kunstsamling til offentligheden.
Vurdering
“Den stille filantrop – Johannes Hage og hans tid” er en interessant og spændende bog om en af landets største filantroper, som kun få indtil nu har stiftet nærmere bekendtskab med.
At vi først nu kan lære ham at kende skyldes først og fremmest ham selv. Han værnede i høj grad om sit privatliv, hvilket han havde gode grunde til. Han levede ikke op til samtidens forventninger om at stifte familie. Denne del af biografien beskriver Laura med stor nænsomhed.
Heidi Laura kaster også et fremragende blik på andre af samtidens emner både politisk og socialt. Hendes beskrivelser af datidens København står lyslevende for én, hvilket i høj grad skyldes de mange citater fra utallige private breve.
Jeg havde håbet på en mere detaljeret redegørelse for Johannes Hages mange indkøb af kunst, men det har der formentlig ikke været dokumentation for. Kunstsamlingen får alligevel en central rolle, da bogen er rigt illustreret med fotos i stort format af centrale værker fra Nivaagaard Malerisamling.
Endelig skal nævnes de utallige illustrationer fra Johannes Hages tid, samt ikke mindst aktuelle fotos af museet, renæssanceslottet og den dertil hørende fornemme park.
Nivaagaard Malerisamling – interiør. Til venstre ses Johannes Hages stolthed: Rembrandts portræt af en from mennonitisk kristen kvinde, malet i clairobscur-teknik. Foto: David Kahr.
Gads Forlag. Heidi Laura: “Den stille filantrop – Johannes Hage og hans tid”. 288 sider, rigt illustreret. Pris: 349,95 kr.
Den stille filantrop – Johannes Hage og hans tid – se mere her
Den stille filantrop – Johannes Hage og hans tid er anmeldt af Niels Lyksted, KULTURINFORMATION.
Redaktion: Jesper Hillestrøm