Det Kongelige Teater: SOM I HIMLEN - musical
Teater

Det Kongelige Teater: SOM I HIMLEN – musical

Det Kongelige Teater: SOM I HIMLEN

 

musical

 

 

 

 

 

Det Kongelige Teater: SOM I HIMLEN - musical

© Foto: Camilla Winther – all rights reserved

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

✮✮✮✮✮✮

 

 

 

 

 

 

 

 

‘ …….. strålende at blive husket på, at livet er forgængeligt og at vi skal nyde hvert sekund …..’

– Louise Frevert, KULTURINFORMATION

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det er en livsbekræftende historie, om hvordan musik og sang kan bygge broer mellem mennesker, der ellers aldrig kunne forestille sig at have noget tilfælles. Enhver fugl synger med sit næb, er der et gammelt ordsprog der siger, og det er måske derfor korsang er blevet populært i mange lande, også i Danmark. Du behøver ikke have en stemme som Maria Callas, men du kan bidrage til fællessangen og fællesskabet. Man mødes og har sangen tilfælles. Stykket handler også om, hvordan mennesker hver især forsøger at leve det liv de har fået.

 

Medmenneskelighed, hvor vi støtter hinanden i svære situationer, er også et centralt punkt i historien. Det er vigtigt at kunne opbygge og ikke nedgøre og ødelægge vores menneskelige relationer. Der er mange facetter i historien. Endvidere berøres situationer vi ikke har lyst til at tale om. Død, ensomhed, sygdom, afsavn, tab og sorg, er alle emner der ikke ligefrem er muntre, men en stor del af vores allesammens eksistens. Det falder helt naturligt i denne sammenhæng at strejfe lidt af det hele.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det Kongelige Teater: SOM I HIMLEN - musical

© Foto: Camilla Winther – all rights reserved

 

 

 

 

 

 

 

 

På intet tidspunkt virker det kunstigt, tværtimod. Jeg tror det er derfor denne musical er så god. Vi kan nikke genkendende til mange af de personer og episoder vi møder undervejs. Manuskriptet er baseret på Carin og Kay Pollaks prisbelønnede film af samme navn fra 2004.

Handlingen

Daniel Daréus, Carsten Svendsen, er en international succesfuld dirigent fra Sverige. Arbejdsmæssigt har han stor succes og er en fremragende musiker. Som dreng vokser han op uden en far i Ljusåker, en landsby i det nordlige Sverige. I løbet af sin skoletid bliver han drillet og tævet af sine klassekammerater. Som otteårig flytter han til storbyen med sin mor, hvor en talentspejder opdager, at han har usædvanlige musikalske evner som violinist. Han ser sin mor dø i en bilulykke, lige før han skal til at deltage i en international ungdomsmusikkonkurrence.

 

Han skifter navn som voksen, hans impresarioer mener ikke at Olsen er et særligt kunstnerisk navn. Under en koncert får han en blodprop. Den slår ham næsten ihjel og han stopper sin karriere. Han er kun 45 år. Musikken og berømmelsen giver ham ikke længere samme glæde som tidligere. Uden helt at vide hvorfor, vender han herefter hjem til sin barndomsby. Da Daniel Daréus er hans kunstnernavn, er der ingen der genkender ham. Det er stor omvæltning for ham. Han er sky og ved ikke helt hvordan han skal gebærde sig sammen med personer, der er så vidt forskellige fra dem som var i det miljø han plejede at færdes i.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det Kongelige Teater: SOM I HIMLEN - musical

© Foto: Camilla Winther – all rights reserved

 

 

 

 

 

 

 

De almindelige mennesker

Daniel møder, om man så kan sige, helt almindelige mennesker der går op i deres daglige liv og færden. I den lokale dagligvareforretning møder han Lena, Sicilia Gadborg. Han er nærmest skræmt af hendes ligefremhed. Alle omkring ham er også nysgerrige, for de har hørt om denne kendis der har slået sig ned i deres undseelige flække, hvorfor? I kirken er der etableret et lille kor og man foreslår Daniel, som en selvfølge, at han skal dirigere og undervise det. Han er betænkelig, men overgiver sig.

En misundelig præst

Daniel drømmer om en musik, som åbner og forbinder menneskernes hjerter. Daniels undervisningsmetoder bevirker, at kormedlemmerne bliver mere frie og finder en bedre tilgang til musikken. Daniel finder selv en ny og ærlig mening med sit liv. Han er blevet forelsket, noget han aldrig har prøvet. Det falder præsten for brystet, at Daniel har skabt mirakler med koret. Selvom han er gift med et af kormedlemmerne, føler han sin status og autoritet bliver taget fra ham og fyrer Daniel. Koret skal deltage i en sangkonkurrence i Østrig og de tager afsted på trods af den ballade der opstår.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Louise Frevert

© Foto: Camilla Winther – all rights reserved

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Tre timer

Det er sjælden flot musik Fredrik Kempe har skabt til ”Som i himlen”. Musikken er iørefaldende og til tider pompøs med flotte korsatser. Forestillingen varer tre timer og er ikke et eneste minut for lang. Carsten Svendsen viser et stort skuespilformat. Ikke alene brager hans stemme igennem, hans teknik er strålende og hans spil nuanceret. Man tror på ham. Hans medspillere er af samme kalibre. Sicilia Gadborg, Lena, har en bedårende stemme og supplerer Carsten fint. Sicilia har lige den sødme der skal til, det er hverken for lidt eller for meget. Hendes tilgang til Daniels situation, møder hun med ligefrem naturlighed.

 

Inger, Cecilie Stenspil-præstens kone, byder manden trods og bliver frigjort. Stærk stemme og fin præstation. Jesper Lundgaard er den forsmåede, vrede præst, der næsten får salen til at bæve. Han er usædvanlig god. I det hele taget er alle medvirkende formidable. Blot for at nævne nogle: Troels Mallings Arne, er vidunderlig. Den typisk snakkende, bedrevidende og skrupirriterende fyr. Lars Arvads mobbeoffer, Holger, er rørende. Ham der altid bager kager til kaffepausen og er glad, men i virkeligheden dybt ulykkelig. Betty Glosteds Olga, er den søde midaldrende dame, der gerne vil have en mand, men ikke rigtig tør.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Louise Frevert

© Foto: Camilla Winther – all rights reserved

 

 

 

 

 

 

 

Og så skal Det Kongelige Kapel have en cadeau. De spillede så englene sang (Som i himlen). De var blevet løftet op fra orkestergraven og placeret højt bagud på scenen. Vi så dem kort i begyndelsen og til sidst.

 

Som i himlen er en af de forestillinger du ikke må gå glip af. Den rammer dig som en hammer, hvor du bliver behagelig svimmel. Det er sådan set hverdagens almindeligheder vi bliver konfronteret med, dem vi helst fortrænger, hvis de bliver for ubehagelige. Og derfor er det strålende at blive husket på, at livet er forgængeligt og at vi skal nyde hvert sekund vi har sammen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Carsten Svendsen

© Foto: Camilla Winther – all rights reserved

 

 

 

 

 

 

Det Kongelige Teater: SOM I HIMLEN. Musical. Operaen. Medvirkende: Daniel-Carsten Svendsen, Lena-Sicilia Gadborg, Stig-Jesper Lundgaard, Inger-Cecilie Stenspil, Silke Biranell-Gabriella, Ronnie-Kristian Rossen, Arne- Troels Malling, Olga-Betty Glosted, Holger-Lars Arvad. Børnemobber-Villads Nielsen mfl. Iscenesættelse: Edward af Sillén. Genopsætningsinstruktør: Johanna Hybinette. Dirigent: Lars Kvensler. Scenografi: Kim Witzel. Kostumedesign: Annsofi Österbergh Nyberg. Koreografi: Per Magnus Andersson. Genopsætningskoreograf: Tommy Englund. Lysdesign: Mikael Kratt. Lyddesign: Jonas Peter Vest. Oversætter: Mads Æbeløe. Manuskript: Kay & Carin Pollak. Musik: Fredrik Kempe. Sangtekster: Carin Pollak & Fredrik Kempe. Manuskriptmedvirkende: Edward af Sillén. Orkester. Det Kongelige Kapel. Originalopsætningen af Som i Himmelen havde premiere 13. september 2018 på Oscarsteatern i Stockholm. Som i himlen synges på dansk med danske og engelske overtekster til sangene.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det Kongelige Teater: SOM I HIMLEN – musical,  se mere her

 

 

 

 

 

 

 

Det Kongelige Teater: SOM I HIMLEN – musical, er anmeldt af Louise Frevert, KULTURINFORMATION

Redaktion: Jesper Hillestrøm