WILLUMSENS MUSEUM: Willumsen & Bigum
Som et møl mod flammen
Naturskræk – Efter stormen, J.F. Willumsen, 1916. J.F. Willumsens Museum. Foto: Anders Sune Berg
✮✮✮✮✮✮
‘ ……. en fantastisk udstilling med værker af to af dansk malerkunsts største personligheder …..’
– Louise Frevert, KULTURINFORMATION
Man bliver slået helt og aldeles bagover når man træder ind i udstillingslokalerne. Indgangsvæggen er udsmykket med udstillingstitlen: ‘Som et møl mod flammen’, i alle farver, så er vi startet. Udstillingen er kurateret i samarbejde med kunsthistoriker Merete Sandehoff, der igennem mange år har haft et tæt samarbejde med Bigum. Det startede helt tilbage i 2005 og siden da har Merete skrevet både forord til kataloger og kurateret udstillinger, hvor Bigum har været involveret. Som hun siger: Man ved aldrig hvad der kommer ud af puppen. Her må siges, at der er kommet et stort smukt og velvoksent møl ud, til et brag af en udstilling.
Ens?
Vi har at gøre med to meget forskellige kunstnere og alligevel ikke. Pudsigt nok har de mere tilfælles end man lige umiddelbart skulle tro. Martin Bigum er en af vor tids mest alsidige kunstnere. Han kan det hele: tegne, male, skulpturere, komponere og meget mere. På udstillingen får vi et bredt kig ind i hans kunstneriske verden og bevæggrunde for det han kreerer. Martin Bigum fortalte mig, at udstillingen var blevet til ved, at han tilfældigt havde opdaget at mange af hans malerier og tegninger, var som et parallelunivers til Jens Ferdinand Willumsens kunstneriske virke. Bigum viste mig et foto af et bord, hvorpå der ligger 14-15 kataloger både af hans egne og Willumsens kataloger og de sammenfald, der er mellem deres billeder er meget sigende. Strandmotiver, farverne, billedernes kompositioner osv. Det var overraskende for ham, for når Bigum maler er han i sin egen motivverden. Dog viste det sig af mange af deres arbejdsprocesser var mere eller mindre identiske.
Foto: © Benni Johansson – all rights reserved
Foto: © Benni Johansson – all rights reserved
Willumsen var drevet af sin kreativitet og nysgerrighed og eksperimenterede hele sit liv med nye materialer og fandt nye veje at arbejde på. Willumsen har sagt: ”Hele livet igennem udvider man sit syn og tager erfaringer ind, og det er netop deri at udvikling eller evig ungdom består”. Det er faktisk også hvad Martin Bigum gør. Han fortalte mig, at han på en eller anden facon genopfinder sig selv, hver gang han tilvirker et kunstværk. Hans ideer opstår i et slags ‘artistisk-autistisk’ rum, hvor han oplever at være ‘ved siden af sig selv’, og bagefter have svært ved at huske overhovedet at have sat pennen til papiret. Men tegningen er opstået. Hvem skaber kunsten? Er det kunsten eller omvendt? Bigum har kun et svar på det, man er sin kunst og man er som sin kunst.
En detaljerigdom træder frem
På udstillingen er hele museet taget i brug og det er med glæde, at man også har ladet næsten alle Willumsens værker blive hængende. Det gik op for mig, hvor meget større museet virker, når alt er tilgængeligt på denne måde. Du går virkelig på opdagelse og selvom jeg har set Willumsens værker mange gange, må jeg indrømme at jeg opdagede nye forbavsende detaljer. Kunstnernes værker er sat sammen, så du hele tiden overraskes over både store og små ligheder.
Sammenfaldet i Bigums og Willumsens værker, ligger i farver, farvetoner, motiver og ideer og bevæger sig ud og ind mellem hinanden på tværs af tid og sted. Disse hændelser, der i udstillingen vises side om side, gør i sig selv en sammenstilling mellem de to kunstnere interessant. Selvfølgelig er der anseelige forskelle i billedernes tidsånd, men det usædvanlige er, at to kunstnere, født i hvert deres århundrede og som aldrig har mødt hinanden, har så mange ting tilfælles. Det viser kun, at kunst er uafhængig af tid og sted. Kunst opstår af en umiskendelig trang hos et menneske til at skabe noget. Det har været kendt siden menneskets oprindelse, og vil til stadighed fortsætte.
Mange husker med glade minder punkeren og Ishøj-drengen Martin Bigum fra magasinet MAD. Foto: © Benni Johansson – all rights reserved
En proces – en formidling
Den kunstneriske proces, set fra den skabende kunstners perspektiv, er udstillingens omdrejningspunkt. Fra begge kunstnere vises malerier, litografier, skulpturer, fotografier, tegninger og skitser, fra deres aktive perioder. Martin Bigums sangdigtsamling ‘Overmorgen’ og klaverimprovisationer indgår også i udstillingen.
Bigum har en særegen charmerende formidlingsevne og hans personlige tilgang til såvel egne værker som den bredere kunsthistorie, bringer han med sin fotografiske evne, med ind i udstillingen. Vi kommer på en rejse rundt i Bigums egen og Willumsens kunstneriske praksis. Det er en kompleks, krævende verden, hvor aspekterne af den kunstneriske proces er primær. Det er blevet til en personlig og nærværende fortælling om Willumsens og Bigums artistiske løbebane.
Foto: © Benni Johansson – all rights reserved
Indblik i en ny ‘verden’
Martin Bigum & J.F. Willumsen viser sider af kunstnerlivet, der ikke ofte præsenteres offentligt, men som Bigum af gode grunde har adgang til. Det at være skabende kunstner indebærer altid en risiko for at brænde ud eller helt op. Bigum har en helt personlige indgang til den kunstneriske proces. Vi får lov til at komme ind i den både synlige og usynlige verden, der hvor vi aldrig får lov til at komme. Vi får vores nysgerrighed stillet, og får indblik i en verden vi ikke ville være foruden.
Bigum har skrevet den bedste formulering af at bevæge sig fra en tanke, skitse, til det færdige værk: Nuet er altid konkret som at sætte pennen på papiret og tegne den perfekte tegning. Som at opblande den præcise farve i oliemalingen, at mærke livet strømme gennem hånden, ud i penslen og ind i maleriet, som et møl mod flammen. Man laver sin kunst, uden at nogen beder én om det. Den indtræffer, når møllet lokkes af vægens dansende flamme og flyver ind i den. Dét at lave kunst, kan vist ikke siges mere præcist. Det er en fantastisk udstilling med værker af to af dansk malerkunsts største personligheder. Rigtig god fornøjelse.
KULTURINFORMATIONs anmelder og redaktionsmedarbejder Louise ‘All Over’ Frevert fik en god snak med kunstneren Martin Bigum. Foto: © Benni Johansson – all rights reserved
WILLUMSENS MUSEUM: Willumsen & Bigum – Som et møl mod flammen. Udstillingen slutter 28. juli 2024. Herefter sendes den videre til Randers Kunstmuseum, fra d. 10. august til den 10. november 2024. Udstillingen er den sidste på Willumsens Museum, inden museet i august 2024 lukker for ombygning.
WILLUMSENS MUSEUM: Willumsen & Bigum – se mere her
WILLUMSENS MUSEUM: Willumsen & Bigum er anmeldt af Louise Frevert, KULTURINFORMATION
Redaktion: Jesper Hillestrøm