DESIGNMUSEUM DANMARK: I krig & kærlighed

Japanske træsnit fra Designmuseum Danmarks samling

Ukendt kunstner, Uden for Seoul, Korea. Den russisk-japanske krig, 1904. Designmuseum Danmark. Foto: Luka Hesselberg

✮✮✮✮✮

‘ …… træsnittene er detaljerede og du kan bruge timer på at gå på opdagelse …..’

– Louise Frevert, KULTURINFORMATION

Udstillingen er et vidunderligt afstik til en verden, vi ofte glemmer har eksisteret. 64 træsnit danner rammen om udstillingen. De er smukt sat op på japansk inspirerede træpaneler. Lyset er lettere dunkelt, det skyldes dog at værkerne ikke tåler for meget lys, men det giver den helt rigtige stemning. Udstillingen er delt op i to dele: De smukke kvinder og krigen.

Træsnittene er tilvirket over en periode på mere end 400 år. Teknikkerne var vanskelige og tidskrævende. Ofte var flere personer involveret i proceduren. Alle værkerne er fra Designmuseum Danmarks egen samling. Det er lidt pudsigt at tænke sig, at samtlige krigstryk er blevet købt hos Vilhelm Trydes Bog-og Kunsthandel i Østergade 3. I 1890’erne var Trydes forretning blandt de største i Norden og havde specialiseret sig i billeder og kunstblade. Forretningen er selvfølgelig for længst lukket, men krigstrykkene består i bedste velgående.

Kvinderne

Første del handler om de smukke kvinder og træsnittene er fra Edo perioden, 1603-1868. Edo var det oprindelige navn for Japans hovedstad, Tokyo. Edo lå godt placeret på øen Honshu. Dens historie kan føres tilbage til 1000-tallet. Under Tokugawa-shogunatet i 1600-tallet, blev byen landets centrum. Kulturlivet havde kronede dage. Da den japanske kejserfamilie flyttede fra Kyoto til Edo i 1868, fik byen navnet Tokyo. I Edo epoken var Japan relativt isoleret, da det kun var Kina og Holland, man handlede med og som kunne komme ind i landet.

Prostitution har eksisteret siden tidernes morgen, sikkert også i Japan. I Edo-perioden etablerede man, med regeringens støtte, i 1618 forlystelseskvarteret Yoshiwara. Det første legaliserede område med prostitution. Det var en hel industri. 10.000 arbejdede på stederne, hvoraf de 2.000 var prostituerede. Det lå udenfor byen og der var kun én hovedindgang.

På udstillingen vises et perspektivtryk af Det nye Yoshiwara, fra ca. 1760. Det tegner et fint billede af det pulserende liv der var på stedet. Vi står ved indgangen til Yoshiwara og to kvinder står i midten iført kostbare kimonoer, med bælterne bundet foran. De er nok yūjo, som ikke er det samme som en geisha. En geisha skulle kun underholde, en yūjo tog sig af den mere håndgribelige del af akten. På begge sider i billedet er der bordeller og tehuse.

Det har ikke været en dans på roser, selvom kvinderne på billederne, er fremstillet som personificeringen af kvindelighed, med kunstfærdige og fantasifulde frisurer, sat med hårnåle, kamme og iført kostbart tøj. De var trendsættere og berømtheder og blandt landets højest uddannede kvinder. De er fremstillet med et idylliseret syn på kvinderne. I virkeligheden skulle de tjene penge til deres fattige familier. Mange døde af kønssygdomme andre af selvmord. Man kan ikke undgå at blive fascineret af disse billeder, hvor skønhed og tristesse går hånd i hånd. Denne del af udstillingen er kurateret af Asato Ikeda.

Krig og krigere

Anden del af udstillingen omhandler Meiji-perioden, 1868- 1912, svarende til den tid kejser Meiji regerede. Japan var ved at komme væk fra et isoleret feudalt samfund og få en helt anden verdensanskuelse. Det forandrede landet totalt med en anden moderne vinkel på tingene. Industrialiseringen trængte sig på og Japan var ved at blive en stormagt, stærkt påvirket af vestlige ideer, både politiske, videnskabelige og juridiske. Det var en radikal ændring, som selvfølgelig påvirkede politiske-, økonomiske- og ikke mindst udenrigsrelationer.

Denne del af udstillingen har koncentreret sig om samlingens forskellige træsnit omhandlende de historiske krigere, samuraier, samt Japans moderne soldater i krig. Gunhild Ravn Berggreen, der er kurator for denne del af udstillingen, fortæller blandt andet, at i løbet af Meiji-perioden blev den moderne nationalstat Japan dannet som et konstitutionelt monarki. Samuraiklassen forsvandt, og i stedet blev der indført national militærtjeneste for alle fysisk egnede unge mænd.

Træsnit fra Meiji-perioden er meget anderledes end dem fra Edo-perioden. Billederne består ofte af tre ark, der sættes sammen til en stor komposition. Mange af dem var sat sammen på den måde. Jeg spurgte om, hvorfor det ikke var hele stykker papir man havde brugt. Specielt set i lyset af, at deres både farve- og papir teknik var højt udviklet. Svaret var simpelt: Det var en form for standardstørrelse. Det var nemmere at klistre de tre ark sammen, også selvom der fandtes andre papirformater.

Tintin stilen

På grund af nye typer kunstige farvepigmenter fremstod trykkene med livlige og stærke farver. Jeg fik associationer til Tintin og Kaptajn Haddock. Det er super flot. Farveindtrykkene bombarderer dine sanser. Eksplosioner, voldsomme bølger og mandskabet der står på dækket og følger med i de intense krigshandlinger, som udspiller sig foran dem. Det er dramatiske og heftige skildringer af krig, selvom der ikke er en dråbe blod. Krigstrykkene fra denne periode fremstiller motiver og mennesker meget virkelighedstro. Det får billederne til at fremstå realistiske. Udstillingen indeholder også tryk af den første kinesisk-japanske krig (1894-1895) og den russisk-japanske krig (1904-1905).

rōnin

Gunhild Borggreen fortalte endvidere en god historie om, at en del af træsnittene præsenterer fortællingen om de 47 rōnin (samuraier uden herre). Det var en historisk begivenhed fra 1703, hvor en lensherre, Asano, under et besøg i shogunens palads, blev provokeret af shogunens ceremonimester og trak sit sværd. Det var forbudt at trække våben i shogunens palads og Asano blev idømt den hårdeste straf: at tage sit eget liv ved at sprætte sin mave op (seppuku). Efter hans død var hans samuraier uden herre. 47 af disse rōnin planlagde hævn over deres afdøde herre. De brugte to år på forberedelserne og en januarnat i 1703, udførte de et angreb på shogunens bolig og skar hovedet af ham. De 47 mænd meldte sig selv og blev dømt til at begå seppuku. De 47 rōnin kom til at symbolisere den romantiserede samuraiånd: Loyalitet, engagement og villighed til at dø for sin herre eller for sagen.

Grebet af en anden verden

Indrømmet, ja, jeg er blevet grebet af, lad os bare kalde det, den japanske træsnits ånd. Det er spændende historier der bliver rullet frem og endnu en gang lærer virkeligheden én, at tingene ikke altid er det de giver sig ud for. Det er en interessant udstilling på mange måder. Træsnittene er detaljerede og du kan bruge timer på at gå på opdagelse i nogle ukendte og begivenhedsrige universer. Det er en udstilling der bør ses.