KRIMI: Den morderiske macaron
✮✮✮✮
‘ …… det gælder om at holde tungen lige i munden …….’
– Louise Frevert, KULTURINFORMATION
Handlingen kort fortalt: Julie Cavallo har boet i Paris i 15 år og er nu flyttet tilbage til sin fødeby Beldoc i Provence. Hun har investeret alle sine sparepenge i en bagerbutik, med speciale i macarons. Glutenfri produkter er populære i Paris og Julie mener, at det er på tide at indbyggerne i byen motiveres til også at spise glutenfri. Spørgsmålet er bare, om hun er for tidligt ude. Er byens beboere klar til en nichebutik som denne? For at skabe omtale og udbrede sit budskab, afholder hun et bagekursus. Deltagerne skal bage macarons. Hvad hun ikke kan forudse er, at en af deltagerne, Maurice Sauve, falder død om i begyndelsen af kurset.
Persongalleriet
Julies søster Flo er kunststuderende og hjælper Julie i konditoriet. Eric er vel det man kan kalde chefkonditoren, som bager lækkerierne med nidkærhed. Rose er Julie og Flos bedstemor. En dame man hverken kan eller skal løbe om hjørner med. Hun er 74 år, smuk og i super god form. Hun underviser i yoga og lever et overdådigt liv. Ganske vist uden at være i stand til at finansiere det. Hendes lille hund Lady, er en væsentlig del af hendes og yogakursisternes tilværelse. De tre kvinder har flere fælles interesser, bl.a. kunst og konspirationsteorier. Efter at stakkels Maurice døde, har det ikke skortet på alle mulige og umulige formodninger omkring dødsårsagen.
Capitaine Adinian, den lokale politichef, dukker ustandseligt op i butikken. Han har mange spørgsmål angående Maurice. Han påpeger at han ikke mistænker at der skulle være tale om mord, men……. Julie fortæller sig selv at hun overhovedet ikke kan se noget attraktivt ved ham, men kan ikke lade være med at sende ham mange tanker.
Mistanker
Julie er helt sikker på, at der må være noget mystisk ved dødsfaldet. Manden var jo glad og i godt humør, havde en yngre kæreste, alt var i den skønneste orden. Her var en mand, der bare ville realisere sig selv. Eller? Mistanken bliver ved med at nage Julie og hun går i gang med sin egen efterforskning af sagen, godt hjulpet på vej af den forunderlige bedstemor, bedrevidende søster og eftertænksomme chefkonditor. Capitaine Adinian synes det er en dårlig idé, for han mener, at der måske alligevel kan være tegn, der peger i retning af en forbrydelse.
Efterhånden som de får afdækket Maurices eksistens, dukker der flere og flere mærkelige ting frem. Maurice havde en ganske almindelig ydmyg stilling ved det lokale postvæsen. Hvor kom pengene fra så han kunne rejse til steder, der lå på den anden side af jorden? Dyre restaurations besøg etc.? De fire snushaner forfølger hvert et spor, men det er ikke nemt. Ikke alle i den lille by er villige til at hjælpe dem, men de giver ikke op.
En ny serie
Privatdetektiv Julie Cavallo skulle lige sparkes i gang, men efter nogle sider, sker der noget. Vi får etableret scenen og med de mange beskrivelser af persongalleriet, lærer vi hurtigt alle personerne indgående at kende. Krimien er annonceret til at være den første i en serie. Det må være på dansk, for Ana T. Drew har allerede udgivet nogle stykker på engelsk. Det er en rigtig cosykrimi, denne gang er handlingen henlagt til det smukke Provence. Det er et godt og anderledes greb, at hovedpersonen har udgangspunkt i et konditori, det er i tidens trend med bagedyster, som vises på samtlige Tv-kanaler verden over.
Sceneriet er meget fransk, i sagens natur, og er for det meste præget af et kvindeunivers. Jeg hyggede mig med, at der foregår mange små historier i historien og i bogstaveligste forstand kommer de ustandseligt ind og ud ad (butiks)døren. Der sker kolossalt meget og det gælder om at holde tungen lige i munden, men det gør romanen levende. Jeg glæder mig til at læse den næste og finde ud af, hvordan Julie vil løse endnu en mystisk mordgåde. For denne var umulig at gennemskue.
KRIMI: Den morderiske macaron. Forfatter: Ana T. Drew. Oversættelse: Jeanette Sigtenborg. Udgivet på forlaget Straarup og Co.
KRIMI: Den morderiske macaron – se mere her
KRIMI: Den morderiske macaron er en anmeldelse af Louise Frevert, KULTURINFORMATION
Redaktion: Jesper Hillestrøm