PROVOKUNST – foredrag af Niels Frid-Nielsen

Uden provokunst går samfundet i stå

‘Det er i dag lige så relevant at kæmpe for kunstnerisk ytringsfrihed, som det var dengang i 1960’erne, da Cæsar blev anholdt for at synge på Strøget’

– Niels Frid-Nielsen om bogen PROVOKUNST

I efteråret 2022 fortalte kunstneren Jens Galschiøt i radioen, ingen danske kunstmuseer rører hans værker med en ildtang, selv om hans skulptur Skamstøtten har skabt international kontrovers i 25 år. Hvor stor er berøringsangsten i kulturmiljøet? Samtidig har Bjørn Nørgaard taget den helt store rejse fra hesteslagter og provokatør i 1960’erne til statsanerkendt kunstner og kongelig hofleverandør i dag. Hvordan går det lige til, at den ene skrives ud af kunsthistorien, mens den anden forgyldes med kors og bånd og stjerner på? Går der en lige linje fra Bjørn Nørgaards aktioner i 1960’erne til Galschiøt og andres provokationer i dag? Hvad gør alle de provokationer og udfordrende aktioner ved os som mennesker og samfund.

For mig personligt begyndte det, da jeg som dreng i 1967 læste i avisen, at Bo Dan Andersen og Søren Hansen havde smidt et læs gamle brædder på Korsager skole i Brønshøj. Det skete med en opfordring til eleverne om at indrette en skrammellegeplads i skolegården. Aktionen fik stor mediebevågenhed og de to lærere blev landskendte som provolærerne. Blandt unge pædagoger førte aktionen til diskussioner – og efterhånden til, at der opstod skrammellegepladser over hele landet.

Dengang var Jørgen Nash det store dyr i åbenbaringen og provokunstner af Guds nåde. I 1964 fik Den lille Havfrue på Langelinie hugget hovedet af. I erindringsbogen En havfruemorder krydser sit spor påstår Nash, at det var ham, der gjorde det. Det er dog aldrig blevet bevist, at Nash rent faktisk var havfruemorderen. At det lykkedes ham at gøre havfruemordet til en årelang mediebegivenhed, er der derimod ingen tvivl om. Selv kalder han det en medieroman.

Sammen med makkeren Jens Jørgen Thorsen udførte Nash en række løsslupne happenings i protest mod indspistheden i det danske kulturmiljø. De afbrød opførelsen af Madame Butterfly på Det Kongelige med knaldperler. Thorsen mødte op til fest i Det danske Akademi splitternøgen i en kiste med 100 hvide mus omkring sig.

– Fryser du om røven? spurgte en kontorchef fra Kulturministeriet.

– Bare rolig, der brænder en evig ild, svarede Thorsen.

Og så malede Thorsen og Nash videre på byens stakitter, plankeværk og husmure.

I 1962 var Strøget i København blevet gågade og de unge samledes ved Storkespringvandet midt i gågaden. De lod håret gro, røg sjov tobak og lyttede til de unge folkesangere, der tjente til dagen og vejen ved at optræde på Strøget. En af dem var Cæsar. Han fik stjernestatus, da han i 1965 blev anholdt af politiet for at synge på Strøget. Året efter fik han et hit med sin sang om det store stygge Storkespringvand. Ugen efter anholdelsen demonstrerede han sammen med Nash og Thorsen for kunstnerisk ytringsfrihed på Strøget.

“Den kunstneriske ytringsfrihed har ingen moralske grænser” lød det.

“Gør gågaden festlig!” foreslog et andet slogan.

Bjørn Nørgaard og Lene Adler Petersen udførte i 1969 og 1970 to happenings, der siden er blevet stående som moderne mesterværker. Nemlig, Den kvindelige Kristus i 1969, og Hesteofringen i 1970.

Den 29. maj 1969 kl. 15.30 ankom Lene Adler Petersen og Bjørn Nørgaard til Børsen i København. Her gik Adler Petersen nøgen gennem Børssalen, bærende på et kors, mens mæglerne måbende så til.

Nørgaard og Adler så Den kvindelige Kristus som en politisk aktion, der handlede om Jesus, der drev kræmmerne ud af templet. Og så var Kristus jo en nøgen kvinde, der selvbevidst førte sig frem overfor storkapitalen. Det var en aktion, kvindebevægelsen og mange danskere tog til sig og værdsatte for sin poesi og humor.

Mere kontroversiel var Hesteofringen året efter. Her slagtede Bjørn Nørgaard en hest på en sjællandsk mark. Nørgaard opfattede aktionen som en protest mod Vietnam-krigen, men jo også som en aktion, der viste mediernes mangel på proportioner: Mens vi passivt så til, at amerikanerne dræbte tusinder af vietnamesere, lod vi os chokere af, at en hest blev slagtet på en mark i Kirke Hyllinge. Hesteofringen skabte så stor opstandelse, at Bjørn Nørgaard måtte gemme sig på grund af trusler.

Med de to aktioner viste kunstnerparret, at man kan samle nationen med kunst. At man kan skabe mytologiske scenarier, der både kan udløse kærlighed og had. Kunsten sætter gang i noget mere, når den forlader kunstens hellige haller og indtager det offentlige rum. “Kunsten er gået ud på gaden – og vi går ikke hjem igen”, som Bjørn Nørgaard har sagt.

I julen 1974 opfører teatergruppen Solvognen Julemandshæren. Udklædt som julemænd deler gruppen gaver ud til børn. Gaverne er taget fra Magasins hylder – og aktionen udvikler sig til et sammenstød mellem Julemandshæren og politiet. 32 år senere, i 2006, blåstemples Julemandshæren i Kulturministeriets Kulturkanon.

Også i 1974 udgiver forfatteren Dan Turèll digtsamlingen Karma Cowboy. Turèll får gode anmeldelser, men kun kollegerne kender ham, når han strejfer rundt på Vesterbro i København. Så får hans kæreste den idé at klippe ham skaldet. For at sætte prikken over i’et maler han selv sine negle sorte. Og så bliver undergrundsdigteren Dan Turèll til vores alle sammens Onkel Danny. Ham med hjemstavnshistorierne i Vangede Billeder, krimierne om den navnløse helt på Vesterbro, der blev filmatiseret med Michael Falch i hovedrollen.

Filminstruktøren Lars von Trier har også brugt provokationer som motor, fra han gik på filmskolen til han blev bortvist fra filmfestivalen i Cannes. Da han blev optaget på Filmskolen, hed han bare Lars Trier, og ingen lagde mærke til den lille lort fra Nordsjælland. Men da han tilføjede det lille “von” til sit navn, kan det nok være han fik opmærksomhed. Opmærksomhed fik Lars von Trier også, da han i 2011 udtalte sin forståelse for nazismen på et pressemøde i Cannes. I hele sin karriere har Lars von Trier leget med tabuer, forbud og grænseoverskridende provokationer – og nydt at overskride det alt sammen.

I 1997 opstiller Jens Galschiøt Skamstøtten i University of Hong Kong til minde om ofrene for massakren på Den himmelske freds Plads i Beijing. I dag har politiet i Hong Kong gemt den væk i en container.

Er tiden løbet fra provokunst? Lad mig svare med nogle eksempler:

I 2021 udstiller Jens Haaning Take the Money and Run på Kunsten i Aalborg. Værket består af en tom ramme – og den halve million, kunstneren får for at skabe værket.

I 2022 klistrer Ibi-Pippi Orup Hedegaard et billede af sig selv på Asger Jorns Den foruroligende Ælling og signerer det derefter. Det sker på Museum Jorn i Silkeborg.

I 2023 opfører Firoozeh Bazrafkan Woman, Life, Freedom foran den iranske ambassade. I forestillingen river hun Koranen i stykker med et rivejern. Det sker i protest mod kvindeundertrykkelse i Iran og SMV-regeringens koranlov.

Nej, tiden er ikke løbet fra provokunst. Det er i dag lige så relevant at kæmpe for kunstnerisk ytringsfrihed, som det var dengang i 60’erne, da Cæsar blev anholdt for at synge på Strøget.

Selvfølgelig er det ikke alt sammen kunst. Noget er skidt, andet er kanel. Noget er mere for opmærksomhedens skyld, end for kunstens.

Vi har brug for kunst, der rykker ved vores grænser, tabuer og fortrængninger. Kunst der provokerer og udfordrer vores måde at se verden på. Provolærerne tog ved lære af provokunstnerne.

Da BZ’erne i Allotria forsvandt ned i en tunnel under jorden, mens politiet stormede deres kollektiv, var de inspireret af Julemandshæren. Både Julemandshæren og BZ’erne udfordrede lov og orden med humor.

Provokationer, udfordringer og konfrontationer er kunstens bidrag til samfundsdebatten. Uden provokunst ville samfundet gå i stå.