Louisiana:

ARKITEKTURENS FORBINDELSER – LEVENDE STRUKTURER

Louisiana: ARKITEKTURENS FORBINDELSER - LEVENDE STRUKTURER

ARKITEKTURENS FORBINDELSER – LEVENDE STRUKTURER, 8. november 2024 – 23. marts 2025. Installationsfoto fra udstillingen. Foto: Githa Schultz

✮✮✮✮✮

‘ …… en omfattende arkitekturudstilling på celleplan ……..’

– Githa Schultz, KULTURINFORMATION

LEVENDE STRUKTURER er den første udstilling i Louisianas nye serie ARKITEKTURENS FORBINDELSER. Udstillingen udforsker, hvordan nutidens arkitekter i stigende grad søger tværfagligt samarbejde med andre videnskaber for at legitimere nye byggeprojekter i en verden, hvor man overbygger.

I forbindelse med Cecil Balmond-udstillingen på Louisiana for mange år siden og den sidste række af de anmelderroste udstillinger med Arkitekturens Værksteder har man fra Louisianas side haft et intenst blik på de processer og tanker, der udfolder sig i ranzonen af det byggede miljø. (Læs Schultz’ anmeldelse af LOUISIANA: CAVE_BUREAU her)

En tænkning, der tager udgangspunkt i en ny forståelse af naturen, næret af det paradigmeskift, der præger mange af vores virksomheder i dag, en tænkning, der tager udgangspunkt i ny forståelse af natur, omgivelser, tid og tradition.

Louisiana har i den første udstilling i en række af seks, inviteret tre tegnestuer: ecoLogicStudio, Atelier LUMA og Jenny Sabin Studio. Udstillingen er en blanding af arkitektur, laboratorier, projektorienterede fællesskaber, der arbejder helt nede i DNA strukturen af materialer i arkitekturens dramatik og udtryksform med en dyb forståelse og respekt for alle levende organismer, og zoomer ind på celleniveau for at undersøge naturens unikke tilpasningsevne.

Umiddelbart kan udstillingsbeskrivelsen virke abstrakt, når nu arkitektur normalt forbindes med en model eller bygning ude i virkeligheden. Men når man bevæger sig gennem udstillingen, bliver tanke til faktuel form, der er til at forstå, hvor man bruger naturens affald og ressourcer til at skabe noget arkitektonisk nyt.

Louisiana: ARKITEKTURENS FORBINDELSER - LEVENDE STRUKTURER

8. november 2024 – 23. marts 2025. Installationsfoto fra udstillingen. Foto: Louisiana Museum of Modern Art / Kim Hansen

ecoLogicStudio – Bio-digitalitet

Arkitektstuen ecoLogicStudio viser i udstillingens første rum deres arbejder med algoritmer, der lærer af intelligente organismer i naturen som alger, mug, slimsvampe, lau og er på udstillingen repræsenteret med cyber-skov, Deep.Forest.

Et bud på, hvordan naturen for fremtiden kan og måske er afhængig af at ’blive skabt af mennesker’. Skoven er skabt ved hjælp af satellitkort og topologiske kort over Humlebæk, baseret på en slimsvamp, en intelligent organisme der kan finde den mest favorable vej mellem næringskilder, i et landskab af punkter, der har været afgørende for, hvor tegnestuen har placeret skovens 45 reagensglas med algevæske, der optager CO2 fra omgivelserne, 20 bionedbrydelige ‘stammer’ printet i biopolymer og siden indtaget mycelium-svamp og 100 birketræstammer, fældet i forbindelse med skovpleje på Sjælland.

Arkitektstuen er grundlagt af de italienske arkitekter Claudia Pasquero og Mario Poletto og de arbejder blandt andet også med cyber-haver, der med indbygget fotosyntese kan rense luften omkring sig og skabe næring i form af eksempelvis den grønne alge spirulina. De arbejder med biologi og digitalisering i undersøgelser af hvordan den biologiske forskning forbinder sig til de digitale værktøjer, som arkitekter allerede arbejder med.

Helt på celleniveau er det nok den del af udstillingen, hvor hjernecellerne er mest på arbejde som publikum, men overordnet er det en meget smuk oplevelse, at gå igennem cyber-skovens vidunderlige nye underverden, der bevæger sig i reagensglassene med algevæskerne.

Og har man først købt kataloget til udstillingen, står man med en bog af papir, skabt på algemasse og sukkerrørsrester i stedet for træmasse.

Apropos den intelligente slimsvamp, må man i den forbindelse nævne dens fætter skimmelsvampen, der trods alt er brugt i en anden banebrydende opdagelse, der har reddet millioner af mennesker, penicillin.

Louisiana: ARKITEKTURENS FORBINDELSER - LEVENDE STRUKTURER

ARKITEKTURENS FORBINDELSER – LEVENDE STRUKTURER, 8. november 2024 – 23. marts 2025.

Installationsfoto fra udstillingen. Foto: Louisiana Museum of Modern Art / Kim Hansen

Atelier LUMA – Bioregionalt

I det næste rum præsenterer Atelier LUMA arbejdet med bioregionalt design. Deres tilgang bygger på princippet om at anvende lokale materialer, da disse ofte er tunge og bedst findes i nærområdet, mens mennesker og idéer er fleksible og kan bevæge sig.
Arkitektstuen arbejder med fire begrebssøjler: Finde, forbinde, engagere, dele.

I udstillingen udfolder Atelier LUMA essensen af disse fire søjler anskueliggjort gennem arbejdet med materialer og produktionsmetoder som ‘salt’, ‘solsikker’, ‘det lokale lag’, ’uønskede træsorter’ og ‘bioplast’.

Der vises et nytænkende bud på den danske klassiker stikkontakten, skabt af blandt andet ålegræs og melasse fra sukkerroer fra fabrikker på Sjælland.

Udover murstensmasse baseret på papiraffald fra Louisiana, der to gange dagligt som Humlebæk-murstenen bliver printet på en 3D-printer i udstillingen. Atelier LUMA har tillige arbejdet på en finér i den invasive træsort Skyrækker og i samarbejde med Fritz Hansen fået fremstillet Arne Jacobsens klassiske 7er stol som et bud på, hvordan invasive træsorter kan erstatte de mere konventionelle – og mere sparsomme – træsorter.

Kulturinformation

Foto: Uschi Du

Solsikken fra Arles

Atelier LUMA holder til i Arles, området vi kender som solsikkens kunstneriske højborg, takket være van Gogh. Her har tegnestuen renoveret en gammel fabriksbygning i et tværfagligt samarbejde af arkitekter, designere, ingeniører og biologer og bygget og indrettet med materialer som solsikker, ris, ler og salt fra havet. Bygningen, der også kan ses som model på Louisiana, stod færdigt i 2023 med plads til laboratorier, atelierer, værksteder og fællesarealer samlet om en central agora (græsk for åben plads) og hvor der løbende udvikles nye designstrategier, kortlægningsværktøjer og produktionskæder.

Arkitekten fra Atelier LUMA Daniel Bell, fortæller at man eksempelvis bruger marven og barken fra solsikkens stængler til at bygge akustiske solsikkepaneler og at den kombination giver flammehæmmende paneler, der samtidig forbedrer et rums akustik.

Eksempler på marven og barken fra solsikkestænglerne, kan man se i skuffe 6 på Louisiana ved modellen af bygningen i Arles.
Man bruger kun de dele af naturen, der ikke kan spises, det vil sige, man bruger aldrig selve solsikkehovedet, da det går til landbrug- og madindustri. Så man kan også sige at arkitekterne er en slags naturens skraldemænd, der skaber nye produkter af det affald, naturen kaster af sig.

Bell kommer ind på, at de er inspireret af en praksis i San Franciscos 1960’ere og 1970’ere; en måde at gentænke, genbebo og få en større forståelse for måden at leve i pagt med sit nærmiljø og naturen. Det lyder lidt som mit hippie- og kolonihaveliv, så det lyder godt.

Jenny Sabin Studio – Feedback fra naturen

Den amerikanske arkitekt Jenny Sabins projekter starter alle som forskningsprojekter, og ofte i udveksling mellem hendes studio og Jenny Sabin Lab, biologer, matematikere og dataloger. Med bæredygtighed og klimakrise for øje forsker Sabin i, hvordan vi kan lære af naturens feedback-processer, der gør alt levende i stand til at tilpasse sig forandringer i omgivelserne. Alt fra kyllingehjerter, blomster og kræftceller udforskes på celleniveau for at se, hvordan vi kan omsætte viden om naturens formgivning til nye intelligente materialer og former.

Sabin fremviser en række af sine projekter, som alle udspringer af et eller flere af hendes forskningsområder. Projekterne illustreres gennem eksempler fra hendes omfattende samling af tests og prototyper. Installationen PolyThread, er baseret på forskning i responsive tekstiler og præsenteres som en fuldskala installation. Scenografien i denne del af udstillingen er udviklet med en ’celleautomat-algoritme’, der tager højde for besøgendes bevægelsesmønstre, rummets karakter og de udstillede objekters dimensioner.

I et andet udstillingsværk har Sabin undersøgt solsikken og stenfrugten og deres biologiske adfærd, hormoner og døgnrytmer, der er endt som en meget smuk form, enhver gerne vil have i baghaven som solcelle.

Det er en omfattende arkitekturudstilling på celleplan og spændende ikke mindst. Den kræver tid, og at man går i dybden med udstillingen.

Det er ikke nytænkning at bruge de omkringliggende ressourcer af naturligt materiale. Ålegræs eksempelvis tilbage i 1600-tallet på Læsø, blev snoet og brugt til tanghuse, og med tiden til en sammenfiltret tæt masse, der skærmede for regn, blæst og støj, en teknik, der ikke, kendes nogle andre steder i verden. Undergrundens ler brugte man til at bygge huse med. Andre steder i Danmark blev stråtagene oftest lavet af rughalm, siv og mere sjældent med lyng. Og lidt længere sydpå lavede man papyrus til at skrive på, fra sumpplanten Cyperus Papyrus.

Men det handler også om at gå helt tilbage fra begyndelsen og starte fra nul, hvis man skal skabe nye fuldstændige bæredygtige materialer og der må man sige at arkitektstuerne i udstillingen virkelig viser gode bud på, hvordan det er muligt.

Kulturinformation