“Det sidste gidsel” – en boganmeldelse

 

 

 

 

✮✮✮

 

 

 

“Forfatterne har gjort et grundigt forarbejde for at få begivenhederne på plads …”

– Festus Steinmeier, KULTURINFORMATION

 

 

Hvad var det nu, der skete for 30 år siden, da Irak invaderede Kuwait? Afstedkom begivenhederne lidt overarbejde i Udenrigsministeriet? Og hvorfor havnede to danskere i Kuwaits lufthavn med ruteflyet BA149, selv om invasionen på det tidspunkt allerede var indledt?
Svarene på disse og mange andre spørgsmål har to journalister besluttet sig for at besvare gennem nogle af de godt 100 danskere, der pludselig befandt sig som gidsler i Kuwait og i Irak som følge af Iraks invasion af Kuwait i 1990. De har interviewet en god håndfuld af de danskere, som dengang blev fanget i krigen og har derigennem fået deres førstehåndsberetninger. Nogle af danskerne har endda ført dagbøger dengang, som bidrager til at gøre historien mere personlig. Også den daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen har ladet sig interviewe til bogen.

Historien

Kort fortalt dækker bogen de begivenheder, som strækker sig over fem måneder fra øjeblikket den 2. august 1990, hvor Saddam Hussein (eller Søren Hansen som danskerne dernede kaldte ham) invaderer Kuwait til den 28. februar året efter, hvor den amerikansk ledede koalition atter har befriet Kuwait. Under hele forløbet er der danskere både i Kuwait og i Irak, og af hensyn til kronologien skifter fortællingen løbende mellem Kuwait City og Bagdad.

 

Det er på ingen måde ufarligt at befinde sig som udlænding i Kuwait under den irakiske invasion. Værst går det ud over de amerikanske og britiske statsborgere, der forsøges indfanget for derefter at blive holdt som gidsler og bombeskjold i nærheden af taktiske bombemål. Det irakiske militær plyndrer og ransager igen og igen de samme lejligheder og huse for at finde udlændinge, der skjuler sig og for at stjæle alt af værdi. Der går rygter om voldtægter og mord på civile begået af det irakiske militær. En af danskerne overværer og dokumenterer endda en henrettelse. Danmark involverer sig i den internationale koalition med et symbolsk bidrag, hvilket ikke provokerer Irak synderligt. Derfor er danskere ikke særligt interessante for irakerne – hverken i Irak eller i Kuwait – og de får lov til at passe sig selv. Enkelte undtagelser herfra er dog fortællingens hovedperson Mogens Pedersen samt et par handlekraftige danske kvinder, der hurtigt involverer sig i modstandsgrupper i Kuwait.

 

Efter den irakiske invasion af Kuwait ønsker næsten alle danskerne i Kuwait og i Irak at komme hjem. Det viser sig dog at blive en opslidende ventetid for de fleste. Irakerne bryder sig naturligvis ikke om modstandsfolk i Kuwait, og de handlekraftige danske kvinder lever da også livet særdeles farligt. Endnu værre er det dog med Mogens Pedersen, der på trods af diplomatstatus alligevel involverer sig i modstandsarbejde. Dette finder den irakiske efterretningstjeneste sandsynligvis ud af, hvorfor Mogens Pedersen aldrig får en officiel tilladelse til at forlade Irak. Så hvordan får man den sidste dansker ud? Den internationale koalitions medlemmer sendte på skift tidligere regeringsledere ned til Irak for personligt at bede Saddam Hussein om løsladelse af deres egne borgere. I Danmark meldte tidligere statsminister Anker Jørgensen sig frivilligt og tog derned for, som privatperson at forhandle sig frem til en udrejsetilladelse for alle danskere. Det er denne vilje til bare at komme væk, der både på regeringsplan og på det personlige plan, driver bogens fortælling.

Fortællingen

Set i et internationalt perspektiv har irakerne været involveret i flere krige, der koster mange menneskeliv. Bogen nævner blandt andre krigen mellem Iran og Irak fra 1980 til 1988, der i følge forfatterne kostede en halv million soldater livet. Under modoffensiven af Kuwait, ledet af den internationale koalition i februar 1991, oplyser bogen, at ca. 100.000 irakiske soldater må lade livet. Invasionen af Kuwait er den første spæde begyndelse på den danske aktivistiske udenrigspolitik, og derfor anser den irakiske regering på daværende tidspunkt fortsat ikke de danske borgere som nogle, der giver værdi som gidsler og bombeskjold. Set i dette lys slipper de danskere, der fanges i Kuwait og Irak, særdeles billigt.

 

Begivenhederne genfortælles i en dokumentarisk og kronologisk form. Forfatterne har gjort et grundigt forarbejde for at få begivenhederne på plads. Læseren kan opleve, hvad danskerne gør og en sjælden gang, hvad de tænker. Men hvordan føles det at være fanget i et land uden at vide, om man overlever, og i fald man gør , hvornår man så slipper væk? For at gøre historien mere personlig, oplyser forfatterne os jævnligt om menuen, når danskerne midt i alle fortrædelighederne forsøger at opretholde lidt dansk hyggestemning ved spisebordet.

Sproget

Som læser bliver jeg hurtigt forpustet af at følge med i fortællingen. Situationen taget i betragtning er danskerne privilegerede i forhold til så mange andre nationers borgere. Det gør det svært for mig som læser at involvere mig i historien. Sproget er ujævnt med mange korte sætninger, der kun rummer information eller fakta. Jeg har en alder, hvor sproglige forbistringer, såsom ’trukket en linje i sandet’ kaster selvsamme sand op på mine læsebriller. Det hedder vist ’trukket en streg i sandet’. Og så vidt jeg ved, kan man endnu ikke substantivere ordet ’snakke’, hvorfor det i stedet stadig bør hedde ’samtaler’.

 

Bogens handling er på sine strækninger spændende, selv om ordet måske ikke er passende at benytte, hvis man spørger nogle af de danskere, der dengang var fanget i uvished. Men nu har vi i Danmark en veldokumenteret beskrivelse af en periode på fem måneder, hvor internationale begivenheder med ét slag giver en flok danskere ét eneste ønske: at komme væk i en fart. Der bliver også bundet en fin sløjfe på, hvorfor BA149, som det absolut sidste rutefly absolut skulle sætte hjulene i asfalten på landingsbanen i Kuwait.

 

’Søren Hansen’ slipper væk fra offensiven, selv om Norman Schwartzkopf snildt kunne have hentet ham under tilbagetrækningen til Bagdad, hvis George H.W. Bush havde givet ham lov. Den irakiske leder får lov til at regere sit eget land i yderligere 12 år, før det slutter, men det er en helt anden historie.

 

 

 

Indlægget er skrevet af Festus Steinmeier, KULTURINFORMATION