MIN MÆGTIGE MOR

En mormor – En mor – En datter

High Noon Teaterproduktion

MIN MÆGTIGE MOR

Fotograf: Robin Skjoldborg

✮✮✮✮✮

' ….. Tag i galop til den Sorte Hest, hvis du under dig selv intimteater, der går tæt på og håndteres af nogle af landets dygtigste skuespillere …. '

– chefredaktør Jesper Hillestrøm, KULTURINFORMATION

Mangt en skuespiller har skullet trælles med at levere skuespil på fortænkte plots fra mere eller mindre succesfulde dramatikere, der tror, de ved hvordan kagen skal skæres, men ikke har det fjerneste forstand på skuespilkunst.

Og i øvrigt hvis noget skal gøres ordentligt, er det så ikke nemmest selv at gøre det? Det gør Rikke Wölck i hvert fald. Hun er ikke blot skuespiller, men skriver også sine egne stykker. Det gjorde hun blandt andet i Maddiker (læs Hillestrøms anmeldelse her) og senest i forestillingen MIN MÆGTIGE MOR, som kan opleves den næste måneds tid på Sorte Hest – og ja, der er allerede udsolgt før premieren og ekstra forestillinger er taget til hjælp – Wölck er lig med kvalitet og det ved publikum med al tydelighed.

At Wölck samtidig smækker skønne Laura Bro på plakaten og grand old lady Karen-Lise Mynster giver en cocktail, der er værd at gå efter.

MIN MÆGTIGE MOR

MIN MÆGTIGE MOR – er imponerende dramatik. Vi kommer tæt på tre generationer og ser de umiddelbare problemer og udfordringer, vi møder på familieplan. Wölck pointerer i de forskellige tekster, der forklarer forestillingen, at hun kender meget af det fra sig selv. Moderskabsfølelsen er én af de stærkeste drifter, der findes – den ene dag skifter man madpakker og smører bleer for sin datter – den næste dag skal hun giftes, eller måske ikke giftes eller måske er datteren blevet over 40 og er barnløs og hvad skal moren så sige til veninderne? – og så videre og så videre….

Karen-Lise Mynster lægger ud med en lang monolog som 'moderen', der banker på sin datters dør – det er en fysisk dør, men naturligvis i overført betydning hjertets dør. Og døren er lukket. Monologen er lang, men ikke for lang. Her ser vi Karen-Lise Mynsters skuespil, som fremvises så topprofessionelt, at publikum tryllebindes. Mynster tager os med i en rutschebanetur i følelsesregistret – snart ler hun, snart er hun sur, fortvivlet, glad, vred, overstadig, grædefærdig og alt derimellem. Hun mestrer kunsten UDEN at falde i de teatralske fælder, men holder os fastlåst – og husk på Sorte Hest sidder vi få meter fra scenen, så Karen-Lise er næsten på skødet af os i denne bærende rolle.

Mynster er måske nok en god mor, men samtidig den overpyldrede og manipulerende og topstyrende pavinde, der er så trættende i længen, at man så udmærket kan save en meter af og stadig have nok til et boldtræ. Tillid er godt – kontrol er bedre bitcheri.

Datteren, ses i Laura Bros skikkelse, og er sin mors modsætning – datteren påtager sig klodens problemer og er sig bevidst om grøn omstilling, bæredygtighed, økologi og alt det der. Hun har en vrede i sig! Måske også en skam – og en art depression osv. Dybest set kan moderen ikke lide datteren og omvendt. Anderledes er det med datterens forhold til sin hippieagtige mormor – de ligner nemlig meget mere hinanden. Bro brænder igennem, og man føler med hende!

Mormoren spilles af Rikke Wölck selv. Igen ypperligt skuespil. En troværdighed præger figuren, der som sagt ligger tættere på sit barnebarn end sin datter. Mormoren forstår at læse og se sit barnebarn og forsøger ikke at lave hende om, men at støtte hende i den rigtige retning på barnebarnets præmisser.

Vi spejler os og bager boller

Alle kan i større eller mindre grad spejle sig i dette univers af misforståelser, overruling og 'historie omskrivning', som så mange er så dygtige til – ikke at mit eksempel på de næste par linjer nævnes i stykket, men her er mit bud på at jamme videre, og min refleksion over, hvordan nogle forældre, måske endda mødre som fædre er dygtige til at huske 'skævt' og pludselig hænger man på én eller anden egenskab eller historie, man ikke selv kan genkende:

– lad os sige, at vi som barn blev jaget op tidligt hver søndag morgen for at skulle hjælpe mor med at bage boller – vi hadede det og det var under mild tvang, men senere i livet ved forskellige mærkedage pointerer ens mor igen og igen, at man som barn 'plagede' – 'Mor skal vi ikke nok bage boller?' eller 'Mor jeg vil bage boller!' og så var mor nødt til at stå ud af sengen og bage boller med 'det lille pus' ('Trolden' eller 'Fisenpigen' eller hvad de nu ellers kaldte en) – erindringsforskydelserne længe leve.

Bollebagning er én ting, men det kunne være så mange andre alvorlige ting, der presser afkommet ned i en skal af morens eller forældrenes vilje og pådutteri. Utvivlsomt har Wölcks medspillere fået lov til at give deres besyv til deres roller på forskellig vis, og det gør det hele endnu mere autentisk.

Scenografien kommer vi ikke uden om – den har Kisser Rosenquist forløst på aller smukkeste og symbolske vis, og måske endda for få midler. Tag i galop til den Sorte Hest, hvis du under dig selv intimteater, der går tæt på og håndteres af nogle af landets dygtigste skuespillere.

MIN MÆGTIGE MOR

Fotograf: Robin Skjoldborg

MIN MÆGTIGE MOR – se mere her

MIN MÆGTIGE MOR:

Medvirkende:
KAREN-LISE MYNSTER
RIKKE WÖLCK
LAURA BRO

Dramatiker: Rikke Wölck
Instruktør: Madeleine Røn Juul
Scenograf: Kisser Rosenquist
Lys- og lyddesigner: Mikkel Magnus Olsen
Scenebygger: Claus Arrildt
Teatermalere: Lone Pedersen, Ferdinand Fleischer (Effektfabrikken) og Hans Erik Olsen
Rekvisitør: Theresa Bro
Kostumier: Pille Behrendt og Lone Friis
Instruktørassistent og sufflør: Josephine Grandfeldt Larsen
Tekniske afviklere: Carl Emil Svarre Carlson og Emma Bhiku Lørup
PR og presse: Lotte Undén
Foto: Robin Skjoldborg
Produktionsleder: Clara Victoria Wölck
Producent: Lisbeth Sjölin
Produktion: High Noon Teaterproduktion