ANMELDELSE: Henrik Saxgren – Med egne øjne

 

 

 

 

 

Erindringer i ord og billeder

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

✮✮✮✮✮

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

' …… en fyldestgørende og interessant beretning om et spændende liv og om jagten på det ideelle billede …. '

– Niels Lyksted, KULTURINFORMATION

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Fra rå dokumentarisme til sansemættede landskabsfotografier

Henrik Saxgren (f. 1953) er en af Danmarks mest markante fotografer. Han begyndte karrieren i det politiske og kunstneriske miljø i 1970'erne og 80'erne. Karakteristisk for hans fotografier dengang var et æstetisk ukompliceret og præcist fortællende billedsprog i sort/hvidt.

 

Ved årtusindskiftet skete et markant stilbrud. Saxgren begyndte at arbejde med storladne landskabsbilleder i farve, hvor naturen og kulturen spiller sammen. I dag kan man finde den prisbelønnede fotografs billeder på anerkendte museer.

 

Hvordan det er kommet så vidt, kan vi nu læse om i den skånselsløse selvbiografi “Med egne øjne. Erindringer i ord og billeder”. Her samler han personlige erindringer, kunstneriske erkendelser og historiske øjeblikke i en mosaik, hvor privatliv og samtid væves uløseligt sammen.

Med livet som indsats

Selvbiografien indledes som traditionen byder med et dramatisk øjeblik fra forfatterens liv. I 1995 var Henrik Saxgren totalt smadret efter at have brændt sit lys i begge ender. Alligevel måtte han lige tage en tur til Nicaragua trods kærestens vilde protester.

 

Målet var at tage nogle uafrystelige billeder af piger helt ned til 11-12-årsalderen, der måtte prostituere sig for at overleve. Billederne skulle være prikken over i’et på en udstilling som led i FNs Sociale Topmøde i København.

 

Det blev de, men det kostede dyrt helbredsmæssigt. Hans liv var i fare. Alligevel kom han til hægterne igen takket være en alternativ behandler med en noget tvivlsom uddannelsesmæssig baggrund. Men den var trods alt bedre end, hvad det danske sundhedsvæsen havde at tilbyde.

Barndommen

Nu venter vi så spændt på at erfare, hvordan Saxgren bliver til den berømte, internationalt feterede fotograf.

 

Desværre må vi først igennem en alenlang fortælling om, hvordan den ofte miskendte – men alligevel talentfulde – dreng fra Randers omsider ad mange omveje bliver anerkendt, takket være ukuelig selvtillid og arbejdsomhed.

 

Har Gyldendal ikke en kvalificeret redaktør, der kan sørge for at vi når målet, inden læseren er stået af?

Fotografen

Endelig er vi fremme ved det egentlige: fotografiet. Saxgren blev medlem af fotografgruppen på Avisen København, hvor fotograferne havde det svært. Dengang blev deres fotografier beskåret af redaktøren efter forgodtbefindende.

 

Det gjaldt altså om at få respekt for fotografernes arbejde. Saxgren udarbejdede derfor manifestet “Fotografens 10 Bud”. Mindre kunne ikke gøre det! Fotografiet skulle efter hans opfattelse være mere personligt, mere eksperimenterende og mere kunstnerisk. Det fik han realiseret i Fotogruppen 2. maj.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Politiet bryder igennem døren til overborgmester Weidekamps kontor. Under seancen talte Weidekamp helt roligt med bz’erne. Alligevel blev Saxgren tiltalt for at have krænket privatlivets fred som fotograf på arbejde. Højesteret idømte Saxgren 10 dagbøder af 100 kr. Foto: Henrik Saxgren.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

BZ-fotograf

Der fulgte nu nogle år, hvor Saxgren virkede som bz-fotograf på kant med politiledelsen i København og overborgmester Egon Weidekamp. Han brillerede med afslørende fotos af politibrutalitet mod helt unge teenagere, der aldrig tidligere havde deltaget i politiske aktioner.

 

Ved anvendelse af tåregas, skal de involverede personer som bekendt advares på forhånd, og der skal være beredskab, som kan yde førstehjælp til de personer, der måtte komme til at lide under gassens påvirkninger. Men det levede politiet ikke op til. Politiledelsen havde dermed skabt en kultur, hvor afstraffelse på stedet indgik som en selvfølgelig del af politiforretningen.

Kampen mod myndighederne

Politiledelsen og Justitsministeriet ønskede nu et forbud mod at der blev fotograferet i forbindelse med anholdelser. Det fik Saxgren forhindret. Han kunne i et tilfælde bevise, at en ung mand var anholdt med urette – anklaget for at have kastet brosten mod en betjent. Saxgrens fotos dokumenterede, at den anholdte ikke kunne have været gerningsmanden.

 

Bittert for myndighederne, som herefter gjorde alt for at forhindre Saxgren i at virke som fotograf.

 

Det varede ikke længe, før Saxgren blev arresteret på Københavns Rådhus, hvor han havde fotograferet nogle bz’ere, som var trængt ind på overborgmester Weidekamps kontor. Aktionen forløb fredeligt, og under hele seancen stod borgmesteren helt roligt midt i sit kontor og talte med bz’erne.

 

Alligevel blev Saxgren anklaget for krænkelse af privatlivets fred (overborgmesterens) til trods for, at hans fotos klart dokumenterede, at Weidekamp på intet tidspunkt havde gjort indsigelse mod hans tilstedeværelse.

 

Det endte med, at Saxgren blev dømt for at passe sit arbejde. Iflg. Højesteret måtte Saxgren gerne fotografere, men det var ikke tilladt at gå med bz’erne ind på kontoret.

 

Saxgren blev idømt ti dagbøder af 100 kroner. Sagsomkostningerne på svimlende 22.000 kroner blev dækket af Journalistforbundet.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Portræt af supermodellen Renée Toft Simonsen, som var begyndt at læse psykologi efter at have afsluttet en enestående modelkarriere. Billedet indgik i en serie på 25 portrætter af markante danskere til Det Nationalhistoriske Museum. Billedet inddrager på elegant vis modemagasinet VOGUE i fortællingen. Foto: Henrik Saxgren.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

25 portrætter

I 1993 fik Saxgren til opgave at lave en portrætserie af 25 markante danskere født efter 2. verdenskrig til Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot. Det gav en enestående mulighed for at prøve kræfter med en ny genre.

 

Et sådant portræt skal iflg. Saxgren ikke blot være vellignende. Det skal også fortælle noget om den tid, den portrætterede lever i, og hvad den pågældende beskæftiger sig med.

 

Fodboldspilleren Peter Schmeichel blev således fotograferet sammen med en række engelske minearbejdere. Han var nemlig blevet mangemillionær på grund af den engelske arbejderklasses uforbeholdne kærlighed til fodbold.

 

Seriens bedste portræt blev dog af supermodellen Renée Toft Simonsen. Hun var begyndt at læse psykologi efter at have afsluttet en enestående modelkarriere, hvor hun flere gange havde prydet forsiden af modemagasinet VOGUE. Billedet inddrager på elegant vis magasinet i fortællingen.

Nicaragua

Vi vender nu tilbage til projektet fra indledningen om Nicaraguas børn og deres rædsomme tilværelse i landet.

 

En af historierne i bogen “Landet uden fædre” (2000) handler om tvillingeparret Maria og Caroline, som begge var blevet gravide med den samme ældre mand, da de var 13 år og mødre som 14-årige. Nu slæbte de rundt med deres babyer på markedet om natten med et spædbarn i den ene hånd og en limpose i den anden. Det var hvad livet havde at tilbyde dem.

 

En dag mødte Saxgren den ene tvilling, som fortalte, at den anden stod lænket til et træ hjemme hos deres mor. Og ganske rigtigt moren havde forsynet Caroline med en fodlænke. Ikke som en straf, men som et desperat forsøg på at få datteren til at tage sig af sin baby, der var helt afkræftet.

 

Saxgren havde håbet på, at bogen ville kunne skabe debat i Amerika, fordi den viste konsekvensen af landets udenrigspolitik. USA finansierede nemlig contraerne, så de kunne undergrave den igangværende revolution, der skulle sikre børn uddannelse og dermed undgå fattigdom og prostitution. Alligevel udeblev debatten. Trods fine anmeldelser blev bogen næsten udelukkende købt af folk, der interesserede sig for fotografi.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Fra bogen “Landet uden fædre” (2000). Moren havde lænket datteren Caroline til et træ. Ikke som straf,

men som et desperat forsøg på at holde hende hjemme, så hun kunne tage sig af sit spædbarn. Foto: Henrik Saxgren.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

100 nationaliteter

Saxgren ønskede nu at dokumentere 100 forskellige nationaliteter, der havde bosat sig i Norden inden for de sidste 25 år. Ideen udsprang fra en skærpet udlændingedebat i Folketinget, hvor indvandrerfjendske partier bagatelliserede de ulykker, som mange var flygtet fra. Saxgren vidste bedre. Han havde selv oplevet de umenneskelige forhold, folk levede under i fx Rwanda, Haiti og Gaza. Titlen blev “Krig og kærlighed”.

 

Bogen skulle være en antropologisk dokumentation for eftertiden og vise, hvordan de nye immigranter så ud. Inspirationen kom bl.a. fra den tyske fotograf August Sander, der i 1920'erne dokumenterede diversiteten i den tyske befolkning.

 

Som led i projektet kom Saxgren vidt omkring. Fx besøgte han verdens nordligste bygd kun 1.200 kilometer fra Nordpolen. Her mødte han japanske Ikou Oshima (f. 1947), som ikke kunne forlige sig med tanken om at skulle arbejde i den hierarkiske, japanske virksomhedskultur. I stedet blev han fanger i bygden Siorapaluk, der rummede ca. 70 indbyggere. Med ham kom Saxgren på en udfordrende, iskold sneharejagt med mere.

Ultima Thule

Selvbiografien slutter med bogen “Ultima Thule”. Den rummer billeder og beretninger fra syv rejser i Nordøstgrønland fra april 2014 til september 2016.

 

Bogen skulle iflg. Saxgren rumme sansemættede landskabsbilleder af eviggyldig karakter. Det betød, at fotografen måtte vente tålmodigt på, at det magiske øjeblik indfandt sig.

 

Efter en periode med tæt tåge indtraf et næsten guddommeligt lys, der åbenbarede en åndeløs skønhed. Den formåede Saxgren at fastholde, da han fotograferede en kajakroer på det blikstille hav ved Herbert Ø i Thule-regionen.

 

Bogen rummer også dramatiske billeder af hvalrosser og hvaler, der nedlægges på snedig vis. Inden disse højdepunkter indfinder sig, har fangerne og fotografen som oftest tilbagelagt lange, udmattende slædeture og overnatninger under særdeles primitive forhold. Ikke sjældent med livet som indsats.

 

Heldigvis lykkedes projektet til fulde med en imponerende bog og velbesøgte udstillinger landet over. Første udstilling fandt meget passende sted i 2018 på Randers Kunstmuseum – i Saxgrens fødeby, hvor det hele begyndte. Efter næsten 50 års kamp for at finde den rette balance mellem politisk engagement og kunstneriske ambitioner.

 

Vurdering

Vi kommer vidt omkring i Henrik Saxgrens selvbiografi “Med egne øjne. Erindringer i ord og billeder” – både geografisk og tematisk. Saxgren har bl.a. lavet fotoreportager fra Sovjet, USA, Nicaragua, Sydkorea, Filippinerne, Israel, Vestbredden, Gaza, Tjekkoslovakiet, Rumænien og det nordlige Grønland. Og temaerne kunne ikke være mere forskellige.

 

Vi følger fx bz’ere og deres kamp mod myndighederne i 1980’ernes København, tiden som Tvind-aktivist, Lech Wałęsas opgør mod det kommunistiske regime i Polen samt Nicolae Ceaușescus afsættelse og henrettelse i Rumænien.

 

Læg hertil børneprostituerede i Nicaragua, en selvmordsbomber i Gaza, supermodellen Renée Toft Simonsen, der læste psykologi, samt en japaner, som havde slået sig ned i en lille bygd i den nordligste del af Grønland og levede som fanger.

 

Tiden i bz-miljøet, årene som revolutionsromantiker i Tvind og kampen med overborgmester Weidekamp er fint fortalt med bagklogskab tilsat en god portion selvironi.

 

Det hele er kombineret med private erfaringer med datteren Ivalos livstruende sygdom samt hustruens langvarige sygdomsforløb og død. Gribende historier fint fortalt. Men heldigvis er også inkluderet beretninger, der rummer lykkelige studer.

 

Jeg havde umiddelbart forestillet mig, at billederne ville være mere dominerende i bogen. Undertitlen er trods alt “Erindringer i ord og billeder”. Men billederne er blot et supplement. Vil man for alvor nyde dem, er man henvist til Saxgrens utallige bøger.

 

Alligevel vil jeg konkludere, at bogen er særdeles anbefalelsesværdig. Den giver en fyldestgørende og interessant beretning om et spændende liv og om jagten på det ideelle billede, der kan skabe en relevant samfundsdebat eller bidrage til velgørende meditation. Begge dele har vi brug for i en foruroligende verden domineret af globale interessekonflikter.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Stormen på Byggeren den 29. april 1980. På forsiden af Socialistisk Dagblad. Billedet blev ikke kåret til årets pressefoto, da konkurrencen var forbeholdt medlemmer af Pressefotografforbundet. Til gengæld fik det en spontan folkelig distribution – iflg. Saxgren et ridderslag. Foto: Henrik Saxgren.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

ANMELDELSE: Henrik Saxgren – Med egne øjne. Erindringer i ord og billeder. 496 sider, ledsaget af ca. 150 af hans fotografier. Udgivet på forlaget Gyldendal.

 

 

 

 

ANMELDELSE: Henrik Saxgren – Med egne øjne – se mere her

 

 

 

 

ANMELDELSE: Henrik Saxgren – Med egne øjne. Coverfoto: Det lykkedes Saxgren at fastholde en kajakroer på det blikstille hav ved Herbert Ø i Thule-regionen efter en dag med tæt tåge. En meditativ arbejdsmetode, hvor man tager plads og afventer, hvad naturen har at byde på. Foto: Henrik Saxgren.

 

 

 

 

 

ANMELDELSE: Henrik Saxgren – Med egne øjne, er begået af journalist  Niels Lyksted, KULTURINFORMATION

Redaktion: Jesper Hillestrøm