KUNSTEN: Berit Heggenhougen-Jensen
– Fra 80'er-punk til Schlagermusik
Berit Heggenhougen-Jensen, Ashokas drøm (1983)
✮✮✮✮✮✮
' ….. Nysgerrigheden pirres: ser man det, man tror, man ser – eller er det noget helt andet? ….. '
– Pia Haupt, KULTURINFORMATION
KUNSTEN har rullet den sorte, nittebesatte løber ud til udstillingen "Kniven på hovedet". Det er en retrospektiv udstilling, der præsenterer Berit Heggenhougen-Jensens kunst gennem mere end 40 år og samtidig markerer, at hun senere på året fylder 70 år. Kunsten viser 64 af hendes værker, der primært kommer fra deres egen samling.
Titlen er ikke tilfældigt valgt. I 1980'erne var hun en del af De unge vilde, som fik deres gennembrud med udstillingen "Kniven på hovedet" i 1982. Man kan derfor næsten sige, at den rebelske cirkel nu er sluttet ved at genbruge den samme titel.
Antikapitalisme og punk
Grimhedens æstetik var nærmest deres kodeord. Det var køb-og-smid-væk-tiden, og den tog de konsekvent på sig – som et tegn på antikapitalisme og som en klar fuck finger til den etablerede kunstverden. Malerierne blev skabt af billige materialer, på lagenlærreder, der knap nok var gjort klar, før penslen ramte dem. Flere gange blev bagsiden også taget i brug. Så eet værk pludselig blev til to.
Dengang havde Berit næppe forestillet sig, at disse værker godt 40 år senere ville blive nænsomt restaureret og hængt op på et Kunstmuseum.
Titlen på udstillingen er i alle henseender velvalgt. Motiverne flår og river i sjælen. Dæmonlignende figurer træder dramatisk frem fra skyggerne. Skarpe knive, pistoler, ildsprøjtende ildstave og skærebrændere der nærmest flænser lærredet i smadder. Seksualiteten antydes – næsten hadefuldt – og punken er umiskendeligt til stede i både hanekammene og en gennemgående no future-attitude.
Berit Heggenhougen-Jensen, Uden titel (1982)
En kunstnerisk livsrejse
Alligevel væmmes man ikke. Man drages og fascineres. For selv om motiverne er voldsomme, rummer de også en sanselighed. Ikke mindst fordi Berit arbejder med nedtonede primærfarver, som kaster et særligt lys over det dystre.
Når man træder ind i udstillingen, bliver man blæst bagover. WOW. Et kraftfelt af energi rammer en og løfter en videre ind i værkerne. Undervejs oplever man en kunstnerisk livsrejse, der bevæger sig op og ned af bakke, gennem land og storby, gennem hjerte og smerte.
Hendes udvikling er imponerende. Man følger, hvordan vildskaben gradvist tæmmes, i hvert fald på overfladen. De store penselstrøg forfines, de rebelske figurer træder i baggrunden og naturen får i stedet en mere fremtrædende plads i værkerne.
Den tidligere vildhed bliver næsten til mildhed i hendes første naturmalerier. Den tidligere råhed forvandles. Naturens urkraft mærkes og suger beskueren ind mellem bjergformationer, som måske alligevel ikke helt lader sig aflæse som bjerge.
Hen over dem svæver ufolignende elementer. Nysgerrigheden pirres: ser man det, man tror, man ser – eller er det noget helt andet? Der findes ingen facitliste. Kun fantasien kender svaret.
I Berits seneste landskabsmalerier træder en markant anderledes stil frem. Den leder tankerne mod japansk kunst, med de hårdt optegnede konturer og næsten monokrome farveflader. Berit går helt tæt på naturen og maler stubbe – måske rester af majsplanter. Naturen er tilstede, men den fremstår vissen, samtidig med at farverne udstråler liv.
Der er en udtalt stoflighed i værkerne – helt bogstaveligt. I et par af malerierne er lærredet omviklet med gardinlignende stof, med blandt andet rester af reklamebannere. Det skaber en skarp kontrast til de ellers næsten sofistikerede billedflader og kan læses som en kommentar til kunstindustrien: Alt har en pris!
Berit Heggenhougen-Jensen, Uden titel (1983)
Men to reflekterer bedre end een, så jeg vil hermed overlade ordet til min medanmelder Susan:
”Som Pia her så rammende beskriver, er Berit Heggenhougen-Jensens udstilling "Kniven på hovedet" en udstilling på KUNSTEN, langt ud over det sædvanlige. En tidsrejse fra 80'er punk til Schlagermusik. Et kunstnerskab der har været både eksperimenterende, insisterende og uomgængeligt i dansk samtidskunst.
På udstillingen er der også repræsenteret keramiske værker. Værker som Berit blev opfordret til at lave i 1985, selv om det var et medie, hun slet ikke havde beskæftiget sig med tidligere. Trods hendes manglende kendskab til materialet, og manglende interesse herfor, da det ikke passede til hendes temperament – en alt for langsom og omstændig proces, er jeg imponeret over værkerne.
Andre værker, som jeg også ønsker at fremhæve, er "Schlager-billederne", hvor Berit klistrede singleplader, fotografier og andre objekter på maleriernes flader.-Skrækkelige schlager singler. Som ironiske kommentarer til etablerede visuelle eller kulturelle konventioner. I værkerne fra 1991, "Gastronomiens indetermination", er den lilla velour med vinyl og blik (indpakkede kondomer udformet som guldmønter) så stoflige, at jeg fik lyst til at røre. Det må man ikke, hvorfor der var sat "afstandsmarkering" op. Andre kunne nok også få lysten?
Alt i alt en meget anderledes udstilling som fortjener at komme ud og leve mange andre steder end 'kun' på KUNSTEN.”– Susan Olesen
Dette er en udstilling, der bogstaveligt sprænger alle Kunstens rammer. No future, ender med at blive til Yes future.
Men ingen anmeldelse fra mig, uden et afsluttende citat. Denne gang bliver det fra den afdøde sanger og guitarist fra The Clash:
"Punk is not a sound, it's an attitude" – Joe Strumner
Berit Heggenhougen-Jensen, Gastronomiens indetermination, 1991, Randers Kunstmuseum
KUNSTEN: Berit Heggenhougen-Jensen. Redaktionen retter en særlig tak til kurator Morten la Cour, for rundvisningen. Udstillingen kan opleves frem til 9. august 2026. Se mere om udstillingen her
KUNSTEN: Berit Heggenhougen-Jensen. Coverfoto: Berit Heggenhougen-Jensen, Uden titel (1982)
KUNSTEN: Berit Heggenhougen-Jensen er anmeldt af Pia Haupt, KULTURINFORMATION
Se mere om Pia Haupt her. Redaktion: Jesper Hillestrøm