Randers Kunstmuseum | KUNSTKRITIK: William Scharff

 

 

 

 

Scharffs koloristiske kubisme er magisk

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

”Sporvognene”, 1909. Olie på lærred. 91 x 73 cm. Tilhører Vejle Kunstmuseum. Foto: Lars Svanholm

 

 

 

 

 

 

 

 

 

✮✮✮✮✮✮

 

 

 

 

 

 

 

 

 

'Randers Kunstmuseum sender William Scharff på turné i Danmark med en mesterlig præsentation, der smukt revitaliserer kunstneren ….. '

– Lars Svanholm, KULTURINFORMATION

 

 

 

 

 

 

 

 

 

For et års tid siden sad jeg, som så ofte før, og fulgte en auktion online hos Bruun Rasmussen Kunstauktioner, og på et tidspunkt ramte min opmærksomhed et maleri af William Scharff (1886-1959), som var vurderet til 200.000-250.000 kr. Inden jeg så mig om, var værket budt op til en tredobling af estimeringen og hammerslaget nåede 750.000 kr.

 

På daværende tidspunkt var det fuldstændig forbigået min opmærksomhed, at et William Scharff-maleri allerede i 2023 var blevet solgt i samme auktionshus for hele 1,6 millioner, hvilket dengang var rekord for et værk af Scharff solgt på auktion.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

”Kvinder på stranden”, 1935. Olie på lærred. 237 x 334 cm. Tilhører Randers Kunstmuseum. Pressefoto

 

 

 

 

 

 

 

 

 

En anelse under modernismens radar

Jeg vil lige afslutte fortællingen vedrørende dette kapitel om William Scharff med at fortælle, at det førstnævnte værk af kunstneren blev erhvervet af Ribe Kunstmuseum og at det nu kan ses som en del af udstillingen ”William Scharff – Den poetiske rebel”, som netop er åbnet på Randers Kunstmuseum.

 

Man kan naturligvis altid sætte en diskussion i gang vedrørende en kunstners værks potentialer i auktionsverdenen, men William Scharff har muligvis befundet sig en anelse under modernismens radar, hvis man iagttager hans rolle i et kunsthistorisk perspektiv; men det bliver der efter min ydmyge mening heldigvis ændret på i kraft af den aktuelle udstilling.

 

Da jeg kort inden den officielle åbning bliver begavet med et preview på udstillingen, overrumples jeg i første omgang over, hvor kompositorisk og koloristisk vitale de udstillede malerier fungerer. Jeg var i forvejen klar over, Scharffs betydning som modernistisk kunstner, men at hans produktion set i et samlet koncentrat ville være så kraftfuld, som tilfældet er, kom faktisk en smule bag på mig.

 

Udstillingens kurator Inge Lise Mogensen Bech beskrev i sin introduktion ved åbningen af udstillingen William Scharff som »en mangefacetteret modernist og en hovedfigur i den første halvdel af det 20. århundredes danske kunst«. Det er også korrekt, at Scharff er repræsenteret i rigt mål i nationale museumssamlinger og samtidig ansvarlig for adskillige offentlige udsmykninger.

 

Således kan det forekomme besynderligt, at Scharff indtil nu har befundet sig i periferien af den modernistiske, nationale kreds af samtidige kunstnere. Han fungerede aktivt samtidigt med koryfæer som Vilhelm Lundstrøm (1893-1950), Edvard Weie (1879-1943), Harald Giersing (1881-1927) samt Olaf Rude (1886-1957), som Scharff i en periode delte atelier med. Der knytter sig en fortælling til dette venskab i udstillingen, hvor et maleri af Scharff er malet på bagsiden af et – formentligt – kasseret maleri af Rude.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

”Maleren (Selvportræt)”, 1919. Olie på lærred. 172 x 117 cm. Tilhører Vejle Kunstmuseum. Foto: Lars Svanholm

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den toneangivende kubisme

Personligt overrumples jeg af et par tunge og let dystre malerier af sporvogne gengivet i en form for fugleperspektiv. Der er tilsyneladende tale om samme motiv skildret i forskellige årstider i 1909, da William Scharff er omkring 23 år gammel.

 

10 år senere skaber Scharff et selvportræt, hvor han mystisk lader sig illuminere i et næsten artificielt skær. Maleriet måler 172 x 117 cm. og bærer et vidnesbyrd om, at kunstneren gennemgår en modningsproces, der samtidigt skaber et behov for at gå opad i format. Nu er der lagt i kakkelovnen til en formidabel, visuel opremsning af et kunstnerliv, der er præget af en kolossal nysgerrighed relateret til maleriets muligheder.

 

Det synes som William Scharff på et tidspunkt så at sige ”opdager” kubismen; men det er der for så vidt ikke noget usædvanligt i, da genren er toneangivende i begyndelsen af 1900-tallet. Et langt stykke frem i fortællingen holder Scharff dog fast i de stramme kompositoriske aspekter, der præger formen, og i et mesterligt værk fra 1926-28 med titlen ”Mosekonen brygger” er kompositionen til stadighed sammenfattet i en form for geometri.

 

Jeg nævner til en indledning et værk, der har høns som tema, og disse velkendte fjerkræ har han ganske glimrende skildret i flere versioner. Man kan opleve hønsene placeret i kubiske landskaber og altid i et perspektiv, der sætter dyrene ind i et ofte næsten abstrakt miljø.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

”Hønsebillede”, 1917. Olie på lærred. 66 x 75 cm. Tilhører Ribe Kunstmuseum. Foto: Torben E. Meyer

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Fire temaer

Det er vigtigt i forlængelse af denne introduktion at fremhæve udstillingens fire hovedtemaer: ”Excentricitet” er som første tema vigtigt, da Scharff og hans samtidige i forbindelse med deres debuter som kunstnere bliver sat i en psykologisk bås som »en sygelig trang til det hæslige og vanskabte«. Her er vi ude i en diagnose stillet af lægen Carl Julius Salomonsen. I hans verden er intet til forhandling.

 

Fra 1911 og frem får tema nummer to ”spiritualitet” en naturlig og væsentlig rolle i William Scharffs kunstneriske livsforløb. Stærkt inspireret af den russiske maler Wassily Kandinsky udvikler Scharff et billedsprog af symbolsk karakter, hvilket eksemplificeres i en serie såkaldte ”legendebilleder”. Der forekommer et mylder af liv i disse værker, men det hele holdes sammen ved hjælp af det af kunstneren udviklede kubistiske grundsyn.

 

Som hos andre kunstnere kunne naturen i sig selv ses som brændstof til stadig større værker. ”Vitalitet” er et tema, der helt eminent bringes i spil, hvor fire store malerier med skovpartier skaber et rum, som Scharff selv benævnte som ”skovens katedral”. Udsagnet kan synes overdrevent, men sættes der ord på følelsen, der rammer kunstneren, når han bevæger sig rundt i skoven omkring Tisvildeleje, som blev hans hjemsted, er der intet fordækt ved ytringen.

 

Der forekommer nogle klare overgange mellem vitalitetens kraft og ”monumentalitet”, som udgør udstillingens fjerde tema. Allerede i tredje runde kan man opleve maleriet ”Kvinder ved stranden”, hvor vitalismens grundvilkår optræder helt åbenlyst i kraft af fire nøgne kvinder, der skarpt komponeret befinder sig ved stranden på det 237 x 334 cm. store maleri.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

”Legende IV, version II”, 1920. Olie på lærred. 200 x 250 cm. Tilhører Museum Salling, Skive Kunstmuseum. Foto: Lars Svanholm

 

 

 

 

 

 

 

 

 

”Komposition i blåt (høns)”, 1918. Olie på lærred 132 x 174,5 cm. Tilhører Randers Kunstmuseum. Pressefoto

 

 

 

 

 

 

 

Store ambitioner, store billeder

Den nøgne krop er et permanent og tilbagevendende tema hos Scharff, og det kan især iagttages i en udsmykning, som Scharff skabte til Vinterbølle Børnesanatorium i Vordingborg i årene 1939-42. Her kommer betegnelsen monumentalitet klart til sin ret alene i kraft af udsmykningens omfang. Kunsthistorikeren Tom Hermansen skriver om Scharffs monumentale udsmykninger i udstillingens katalog i et kapitel med titlen ”Store ambitioner, store billeder”.

 

Jeg nævner tidligere i denne anmeldelse William Scharff i en marginal position blandt danske modernister; men denne iagttagelse bør naturligvis læses med forbehold, og især nu, hvor Scharff i bogstavelig forstand i en grad revitaliseres, da han efter udstillingen bliver sendt på turné med denne mesterlige præsentation af den modernistiske kunstner.

 

Jeg vil dog antyde, at på trods af, at Scharff er indskrevet i historiebøgerne som en af dansk modernismes sværvægtere, lykkes det ikke desto mindre Randers Kunstmuseum I nogen grad at befri ham for denne akademiske spændetrøje. Ved i stedet at introducere ham som ”poetisk rebel” revitaliserer udstillingen derimod kunstneren og minder os om, at modernisme i Scharffs verden ikke var ensbetydende med tør teori, men et levende og vitalt, farvemættet oprør.

 

Således står udstillingen i Randers som et veldisponeret skudsmål over en kunstner, hvor den kubistiske kolorisme fremstår som magisk.

 

 

 

 

 

 

 

Det store maleri ”Mosekonen brygger” fra 1926-28, der tilhører Statens Museum for Kunst, dominerer dette installationsfoto. Foto: Lars Svanholm

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Niels William Scharff er født i København I 1886, og bliver elev hos maleren Kristian Zahrtmann I 1907. Han rejser til Paris med vennen og kollegaen Olaf Rude I 1911, og rejsen får en afgørende betydning for Scharff, der tidligere er blevet afvist på Kunstakademiet I København. Bliver dog professor samme sted i 1950. Han har en massiv udstillings- udsmyknings- og rejsevirksomhed de efterfølgende år. Han dør d. 20. september 1959.

 

Udstillingen ’William Scharff – Den poetiske rebel’ kan ses på Randers Kunstmuseum, Stemannsgde 2, Randers, indtil d, 3. januar 2027 hvorefter den kan opleves på Sorø Kunstmuseum og Ribe Kunstmuseum i løbet af 2027. Til udstillingen er udgivet et rigt illustreret katalog på 250 sider.

 

 

 

 

 

 

Randers Kunstmuseum | KUNSTKRITIK: William Scharff – se mere om udstillingen

 

 

 

 

Randers Kunstmuseum | KUNSTKRITIK: William Scharff. Coverfoto: Installationsfoto med fire store malerier af skovpartier, der skaber et rum, som Scharff selv benævnte som ”skovens katedral”. Foto: Lars Svanholm

 

 

 

 

 

 

Randers Kunstmuseum | KUNSTKRITIK: William Scharff er skrevet af kunstkritiker Lars Svanholm, KULTURINFORMATION. Se mere om Lars Svanholm her. Redaktion: Jesper Hillestrøm