Litteratur

Anmeldelse: ALVERDENS VIKINGER

Anmeldelse: ALVERDENS VIKINGER

– DRAGT, MAGT OG PRAGT

 

 

 

 

 

 

Anmeldelse: ALVERDENS VIKINGER

 

 

 

 

✮✮✮✮✮

 

 

 

 

 

 

 

‘ ……. denne Coffee Tablebook bliver du ikke færdig med lige med det samme …..’

– Louise Frevert, KULTURINFORMATION

 

 

 

 

 

 

Når man taler om Jim Lyngvild, er publikum som regel delt i 2 lejre. Enten er man vild med ham, eller også synes man han er alt for meget i den store sammenhæng. Jeg hører til dem der synes, at Jim Lyngvild er helt fantastisk, fordi han er i stand til at sætte tingene i perspektiv og har et kolossalt kreativt talent, som få besidder. Hans nyeste bog om vikinger er lidt af et mesterværk. Han har selv taget fotografierne og de er intet mindre end betagende.

 

Jim Lyngvild har formået som ingen anden i Danmark at sætte fokus på vikingetiden. Det skete blandt andet i 2018, da dørene blev åbnet til nationalmuseets store udstilling om vikingetiden. Det kan godt være at der var delte meninger om, hvad der var rigtigt og forkert omkring udlægningen af vikingetidens påklædning. Det Jim Lyngvild gør er at sammenkæde nogle gange 2 eller 3 århundreder på et portræt og det kan hos nogle skabe en stilforvirring. Men som museumsdirektør Jeanette Varberg udtaler det gør ikke så meget, fordi der bliver sat fokus på klædedragten og vikingetiden i det hele taget. Læs vores anmeldelse her

Et nyt billede af vikingerne

Jim Lyngvild lægger sig ikke altid helt tæt op ad virkeligheden, men i denne kontekst gør det faktisk ikke så meget. Han formår at skabe en større forståelse for hvordan vikingerne har set ud for mere end 1000 år siden, end det billede vi tidligere har haft af dem. Vi ved nemlig ikke meget om hvordan datidens vikinger egentlig så ud. Der er sorte pletter i vores arkæologiske viden, men Jim Lyngvild evner at sætte flere klædedragter sammen, så vi får et levende og kreativt billede af, hvordan vikingerne både har set ud og har kunnet se ud.

 

Lyngvild bevæger sig i en verden, hvor fiktion og fakta ophører og det er netop det der gør hans kreativitet befriende. Det ses med al tydelighed i denne bog, hvor meget der er kælet for detaljerne, intet er overladt til tilfældighederne. Lyngvild har den store force, at han kan kreere nær sagt alt. Han kan selv sy en model op, brodere det mønster han vil have og designe det. Bogen er utrolig smukt forarbejdet med en systematisering, der som sagt, er meget kendetegnende for Lyngvild.

Vikingernes hverdag

Hvordan var Danmark i vikingetiden? Konger og dronninger fra vikingetiden bliver pludselig gjort lyslevende. Vi bevæger os fra at få indblik i vikingernes forfængelighed, til hvordan de fik deres internationale inspiration. Vi bevæger os også ud på vikingernes rejser og får forståelse for på hvilken måde deres samfund var bygget op. Vi hører om trælle, kvinders ret i samfundet, mandlig magi og et sjovt afsnit om, hvad bersærker i virkeligheden var. Troen i vikingetiden har sået dybe spor både på vikingernes egen tid, men også senere hen. Der er festlige afsnit om svundne skatte og drikkeritualer, ja, man kunne blive ved.

 

Det er Jim Lyngvilds fotografiske iscenesættelser af vikingetidens folk, der fascinerer og som giver et sigende indtryk af, hvordan både høj og lav gik klædt på det tidspunkt. Eftersom stil betyder meget for Lyngvild, er det også det der præger hans billeder og han har i hvert afsnit om de forskellige lande, en beskrivelse om det pågældende områdes stil. F.eks. er Danmark det eneste land hvor man har bygget ringborge og det var særligt Harald Blåtands fortjeneste.

Smykker og mode

Den danske smykkestil lignede meget den, der var i de slaviske og kontinentale lande med karneolperler sat i fatninger. Nordmændene var strålende sejlere og fik derved større handelsforbindelser til verden. De var nogle af de første der tog mod vest og plyndrede de britiske kyster. Man har stjålet fra klostrene og genbrugt og omdannet genstandene til norsk mode. Det samme gælder for de tekstiler der blev broderet på, hvor cirkelmønstre fra vest går igen. Den svenske stil er anderledes end dansk og norsk. Den læner sig op ad Baltikums mere pyntede stil, med silkebesatte jakker, fletværk som pynt på en kjole og broderede hjorte efter russisk forbillede. I Gardariget slog mange vikinger sig ned. Det var et stort område i Ukraine og det vestlige Rusland. Har var stilen mere farvestrålende og ekstravagant. Smykkerne var store og kunne være heste eller guldsmede. Der er også fundet pandebånd og diademer i metal.

 

England var tidligt præget af den romerske kultur og kristendommen. Englænderne brugte kroner langt tidligere end de nordiske vikinger og var mere polerede i deres stil. De nordiske vikinger drog på erobringstogter gennem flere hundrede år og stjal hvad de kunne få fat i. Selv landet blev erobret af Knud den Store 1016, men den sejrsrus sluttede hurtigt.

Underholdning og fordybelse

Lyngvilds portrætter viser mennesker fra Danmark, Norge, Sverige, Gardariget og England, og her ses tydeligt forskellen på stilen i de pågældende lande. Nok er portrætterne det primære i bogen, men informationsniveauet er generelt højt. Denne Coffee Tablebook bliver du ikke færdig med lige med det samme. Det behøver du heller ikke, for bogen er bygget op med selvstændige sidetekster og billeder. Der er masser af stof til både fordybelse og underholdning. Hvis du ikke tidligere har været på et vikingemarked, vil det måske være en god idé at besøge et i efteråret. De er spændende for både børn og voksne.

 

Portrætteksterne om vikingetidens konger og dronninger er skrevet af stud.mag. I forhistorisk arkæologi Mads Kildegaard Nielsen. Teksterne under overskriften Vikingernes verden, er for størstedelen stillet til rådighed af Nationalmuseet.

 

Jeanette Varberg, museumsinspektør Danmarks og Middelhavslandenes Oldtid, Nationalmuseet, har skrevet forordet

 

Anmeldelse: ALVERDENS VIKINGER. AF JIM LYNGVILD. Fotos og billedredaktion: Jim Lyngvild. Udgivet på forlaget FRYDENLUND.

 

 

Læs også Freverts anmeldelse af Jeanette Varbergs første krimi: Enkernes land – her

 

 

 

 

Anmeldelse: ALVERDENS VIKINGER – se mere her

 

 

 

 

Anmeldelse: ALVERDENS VIKINGER er skrevet af Louise Frevert, KULTURINFORMATION

Redaktion: Jesper Hillestrøm