Anmeldelse: OREST

Dramatisk opera. Det kongelige Teater, Gamle scene

✮✮✮✮

‘ ….. du bliver grebet af librettoen …..’

– Louise Frevert, KULTURINFORMATION

Vi sidder i komplet mørke i salen og hører lyde. Et hjerteskærende kvindeskrig gennemflænser mørket. Det kan næsten ikke blive mere dramatisk. Scenen er sat. Operaen er delt op i seks scener, hvor vi i princippet følger en dysfunktionel familie. Det handler om magt, hævn, jalousi, kærlighed, begær, had, løgn m.m.

Orest, den tyske baryton Christoph Pohl, sidder i en rød sofa med blod smurt ud over sig selv og væggene. Christoph Pohl synger dramatisk og indfølende som Orest. Hans stemme er fyldig og hans fremtoning giver et tydeligt indtryk af en desperat mand. Han har myrdet sin mor og martres af skyld og skam. Han elskede hende.

Handlingen i OREST starter hvor Richard Strauss’ Elektra slutter og vi følger fortællingen om Orests skæbne, efter at han slog sin mor og hendes elsker ihjel. Han plages af skyldfølelse. Apollon dukker op og husker Orest på, hvorfor han myrdede sin mor, hun havde tidligere slået Orests far ihjel. Apollon vil slutte galskaben og han bruger Orest som stik i rend dreng. Orest er bange for at blive arresteret og Apollon siger, at Orest skal søge hjælp hos sin onkel Menelaos. Apollon skifter ham, og forvandler sig til den dyriske Dionysos. Han vil have den smukke Helena, som er Menelaos’ hustru. Thomas Blondelle er Apollon/Dionysos og hvilken Apollon. Han er fræk og indtagende. Desuden besidder han lige netop den charme og fremfærd, der skal til for ikke at overspille partiet. Tillige har han en god stemme.

Scene 2

Helena er søster til Orests myrdede mor. Hun blev årsag til den trojanske krig, da hun flygtede fra Menelaos og tog til Troja med prins Paris. Helena blev anset for verdens smukkeste kvinde, men Elektra, Orests søster, hader hende. Hun beskylder Helena for alle ulykkerne i familien. Helena beder om forsoning og hendes datter Hermione tilbyder at hjælpe. Caroline Wettergreen synger Hermione med en klokkeren stemme, grænsende til det krystalklare. Ida Falk Winland som Helena er brilliant. Hun er smuk og iskold med en voluminøs stemme. Hun har format. Elisabeth Janssons Elektra er svær. Hun er søsteren der hele tiden skubber Orest længere og længere ud på kanten, mens hun selv er ved at gå i opløsning. Hun er lidt vanskelig at aflæse og hendes gestikuleren bliver for meget. Hun har en fremragende stemme og den burde stå lidt mere for sig selv.

Scene 3

Menelaos ankommer. Han beder Orest og Elektra om at flygte fra byen, ellers vil folkets dom over dem blive stening til døden. Han hverken kan eller vil hjælpe dem, selvom Apollon havde lovet det. Menelaos vil selv være konge. Ud med dem, de er en belastning for ham. Gert Henning-Jensen bliver bedre og bedre. Hans Menelaos er nok noget af det bedste jeg har set ham i, og jeg har set ham i rigtig mange partier igennem årene. Der er en hel speciel selvsikkerhed over ham som Menelaos. En fornøjelse.

Scene 4

Elektra prøver at overtale Orest til at slå Helena og hendes datter Hermione ihjel. Væk med det onde. Orest siger nej, han vil ud af den voldsspiral han er fanget i.

Scene 5

Alt ånder af ondskab. Orest tager alligevel imod kniven, som Elektra giver ham. Hermione forsøger at beskytte Helena, men forgæves. Orest myrder hende så blodet sprøjter. Da han skal til at slå Hermione ihjel, ser han på hende. Det kan han ikke.

Scene 6

Menelaos kommer med en gruppe mænd for at føre Orest bort. Så er Apollon på pletten (i skikkelse af den dyriske Dionysos). Han er ellevild over at Helena er død. Nu ejer han hende fuldstændigt. Apollon vil udnævne Orest til byens nye leder, men Orest siger nej. Han har fået nok og bryder med systemet. Han og Hermione vil finde andre veje i livet end hævnens.

En handling med sang

Operaen gav mig en følelse af et slags makabert syngespil. Du lytter mere til teksten end til musikken. Den kommer ofte i baggrunden og du bliver grebet af librettoen. Eller snarere spændingen i handlingen. Du bliver bombarderet med ord, lyde, toner og musik. Det er forfriskende. Det er sikkert ikke en opera alle musisk umiddelbart kan forholde sig, men giv den en chance. Det er ny moderne musik, så hvorfor ikke? Det er fascinerende.

Selv om handlingen er blodig og dramatisk, så ender det hele alligevel med, at der altid kan være en vej ud af selv de værste situationer, hvis man tør stå ved sine valg. Det kan virke som en lidt fortærsket morale, men er det i virkeligheden ikke sådan livet hænger sammen? Vi behøver ikke altid gøre tingene så komplicerede.

Scenografien er simpel og effektiv. Der er intet overladt til fantasien. Det er råt og brutalt. Baggrunden skifter med sindsstemningerne. Det virker.

OREST er siden urpremieren i Amsterdam i 2011 blevet opført på flere af verdens førende operascener.

Manfred Trojahn (f. 1949) er en tysk komponist. Uddannet på Hochschule für Musik und Theater Hamburg, både som fløjtenist og komponist. Hans kompositioner er meget nuancerede. Trojahns musik har et ekspressionistisk og til tider voldsomt tonesprog, der også er lyrisk udtryksfuldt. Som sagt er det ikke en opera, hvor du går nynnende ud ad døren, med en ørehænger som Triumfmarchen fra Aida. I stedet får du dig en total musikalsk oplevelse du sent vil glemme. Et flot initiativ og instruktion fra Kasper Holten.

Anmeldelse: OREST. Medvirkende: Christoph Pohl-Orest. Gert Henning-Jensen-Menelaos. Thomas Blondelle-Apollon/Dionysos. Caroline Wettergreen-Hermione. Ida Falk Winland-Helena. Elisabeth Jansson-Elektra. Det Kongelige Operakor. Det Kongelige Kapel. Musik og librettist: Manfred Trojahn. Dirigent: Marie Jacquot. Instruktør: Kasper Holten. Scenografi og kostumedesign: Steffen Aarfing. Video design: Steffen Aarfing. Lysdesigner: Ulrik Gad. Kor mester: Matthew Scott Rogers. Operaen synges på tysk med danske overtekster. Oversat af Ida Elling Magnus.

Anmeldelse: OREST – se mere her

Anmeldelse: OREST er skrevet af Louise Frevert, KULTURINFORMATION

Redaktion: Jesper Hillestrøm