ARBEJDERMUSEET: Vi er arbejderne

 

ny permanent udstilling

 

 

 

 

 

 

 

Fotograf: Malthe Ivarsson, et-værelses i et arbejderkvarter.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

✮✮✮✮✮

 

 

 

 

 

 

 

 

‘ ….. en hyldest til vandbærerne og de mennesker, der skabte grobunden for det liv de fleste af os trods alt kan leve i dag i Danmark …..’

– Githa Schultz, KULTURINFORMATION

 

 

 

 

 

 

 

 

Den 17. maj 2024 åbnede udstillingen ‘Vi er arbejderne’ på Arbejdermuseet. En ny omfattende permanent udstilling, der skildrer arbejdernes historie i tidsperioden 1871-1939.

 

 

Udstillingen handler om mennesker og et nyt fællesskab, arbejderklassen. Den omfatter tjenestepiger og landarbejdere, maskinarbejdere og funktionærer, faglærte og ufaglærte. Disse sårbare grupper finder styrke i at stå sammen og fra at være en klasse uden rettigheder, udvikler de sig til en stærk bevægelse med medbestemmelse på arbejdspladsen og i demokratiet.

Madpakken

Det første der møder publikum i udstillingen er en klemme eller en madpakke. En madpakke der på en eller anden måde er gensynets glæde, når man selv er barn af arbejderkvarteret Vesterbro i 1960/1970’erne, selvom levevilkårene selvfølgelig var langt bedre end for arbejderklassen i slutningen af 1800-tallet.

 

Den udstillede madpakke er også Danmarks ældste madpakke, en rugbrødsklemme med fedt. Det var en billig spise, men den gav også energi til en lang arbejdsdag, indpakket i en avisside fra Social-Demokraten (1874).

 

Madpakken blev fundet bag et glaspanel på Rosenborg Slot omkring 1986. Man går ud fra at den er gemt eller glemt af en arbejder i august 1886, som sikkert restaurerede slottet.

 

Madpakken giver indsigt i levevilkårene for den store arbejderskare. Man spiste ikke længere varm mad hjemme til frokost, men rugbrødsklemmer på arbejdspladsen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Fotograf:  Malthe Ivarsson, madpakken fra 1886.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

En et-værelses med retirade i gården

Udstillingens autentiske interiører og detaljerede scenografi giver en 100 % virkelighedsoplevelse af hvor kummerligt arbejderfamiliernes livsvilkår var både privat og arbejdsmæssigt.

 

Fra 1880-1901 steg befolkningstallet i byerne med det dobbelte, fra en halv til en hel million. I samme periode udvandrer 140.000 til USA og i 1901 boede der 2,5 millioner mennesker i Danmark, hvoraf 80.000 af dem var født i udlandet.

 

Et smukt og rørende, men faldefærdigt fattigt lille hummer med skråvægge. Et rum der også ligner mit nuværende loftsrum i den arbejderbolig fra 1880’erne på Vesterbro, hvor jeg bor. Og mærkeligt nok lugter der lidt på samme måde, sådan lidt støvet, eller også er jeg så grebet af udstillingen og stemningen, at jeg lugter syner.

 

Vasketøj hænger på en snor i rummet, potte, pande og vaskebalje hænger side om side på væggen og et støbejernskomfur, står der også.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Foto: Githa Schultz. Receptionsbillede fra d. 16. maj 2024 med sangerinden Signe Marie Bang i brusende rødt hjerte sang akkompagneret af Ulrik Schelde.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Måske har der boet voksne og børn i rummet

Statistisk set hang børnedødeligheden sådan sammen i København at når 10 arbejderbørn døde i en tre-eller fireværelseslejlighed, døde 14 i en to-værelses og 18 i en et-værelseslejlighed. Og i 1880 var halvdelen af lejlighederne i København et eller to værelses lejligheder.

 

Jeppe Aakjærs arbejdersang og ord fra 1902 hænger på udstillingen og spørger poetisk: ‘Hvem har givet solen til de rige for at svøbe mørket om de små’; et stærkt virkemiddel til kigget ind i fortidens kummerlige tilværelse i arbejderkvartererne.

Andreas Fritzner fortæller om stormen på Børsen i 1918

Apropos den frygtelige brand på Børsen i år, hvor kulturens gyldne indramninger blev reddet af blandt andet Dansk Erhvervs’ direktør med hovedsæde i Børsen, og i skarpt løb med tårerne ud af øjnene og malerier under armen.

 

Er der en optagelse på udstillingen ’Vi er arbejderne´ fra de arbejdsløses storm på Børsen i 1918, hvor en af demonstrationens anførere Andreas Fritzner fortæller om, hvorfor de stormede Børsen.

 

På det tidspunkt var der 38.000 arbejdsløse, der sultede og frøs for den understøttelse de fik. Andreas Fritzner fortæller eksempelvis, at der blandt de arbejdsløse var rejst en voldsom harme om hele den lille dans om guldkalven, der fandt sted på Børsen, med en klike af børshajer, skibsredere, aktiehavere, vekselerere, som tjente tykt på krigen. Meningen var at jage dem ud og hænge et skilt på døren, hvorpå der stod: ”Spillebulen er lukket af de arbejdsløse”.

 

Man kan ikke lade være med både at trække lidt på smilebåndet, men også at tænke på, at der dengang virkelig var grund til kamp. Hvor arbejderklassekampen i dagens Danmark eksempelvis d. 1. maj er blevet en fesen lunken øl fest i Fællesparken og kampen nok lidt mere død end rød og til tider pakket ind i vat og velfærd, i forhold til dengang.

 

 

 

 

 

 

 

 

Fotograf: Malthe Ivarsson, lyttestation og et foto i venstre øverste hjørne af Ellen V. Jensen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Fru Ellen V. Jensen

På udstillingen tages emner op som skruebrækkeri, agitatorer, stærke frontfigurer i arbejderbevægelsen, nederlag og sejre, nok nogle af arbejderbevægelsens største sejre, nemlig en 8-timers arbejdsdag, Septemberforliget, valgret for kvinder, retten til ferie og fritid, og en løn, man kan leve for. Vi kommer ind i Social-Demokratens redaktionslokaler i Nørregade og igennem højskolens etablering. Der er lyttestationer rundt omkring i udstillingen med spændende beretninger.

 

Der er et særligt rørende emne om en arbejdsindsats så trofast, at den nittehammer fru Ellen V. Jensen siden ansættelsen i 1913 havde arbejdet med i montageafdelingen i 33 år på Laurits Knudsens fabrik, var så slidt og hendes fingre formet som grebet om hammerens træskaft.

 

Hammeren ligger på et ligeså slidt og solidt værktøjsbord, hvorpå der står: HER STOD HENRY SOV I 32 ÅR!

 

En meget fin udstilling på Arbejdermuseet, kærlig og ikke uden en vis humor i en meget hård og svær tid. ’Vi er arbejderne’ er en hyldest til vandbærerne og de mennesker, der skabte grobunden for det liv de fleste af os trods alt kan leve i dag i Danmark, nemlig i et velfærdssamfund, hvor alle har adgang til velfærdsgoder.

 

Arbejdermuseet er et af de vigtigste museer i Danmark, hvor man har respekt for de mennesker, der banede velfærdsvejen for mange generationer efter. Og vi anno 2024 stadig er en form for slavehær flest som lønmodtagere, men trods alt ikke en sultehær, som vores forfædre.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Foto: Githa Schultz, Indgangen til Arbejdermuseet.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Arbejdermuseet byder også på mange andre gode oplevelser i forskellige udstillinger altid med arbejderklassen i hånden, både skiftende og faste udstillinger.

 

Man kan eksempelvis også lige smutte ud i baggården og sanse opleve, hvordan det var at sidde på retirader med rotter i hullet. En baggård, der også ligner min barndoms baggård, selvom vi til en start havde toilet på køkkentrappen, en opgradering af toilet i gården.

 

Og i bedste arbejderklassestil er priserne i Arbejdermuseets cafe billigere end på andre museer, men absolut bedre og hyggeligere, hvor man også kan købe sig et dejligt stykke kiksekage blandt andet.

 

Når man alligevel skal ind og se den nye udstilling ’Vi er arbejderne’ skal man også kigge forbi særudstillingen ’Kvindeliv’ i kælderniveau, der netop er blevet forlænget til ind i 2025 grundet popularitet, udover en rørende og personlig udstilling om vores tidligere statsminister Anker Jørgensen. Læs Schultz’ anmeldelse af tv-serien om Anker Jørgensen her

 

 

 

ARBEJDERMUSEET: Vi er arbejderne – se mere her

 

 

 

 

 

 

ARBEJDERMUSEET: Vi er arbejderne er en anmeldelse af Githa Schultz, KULTURINFORMATION

Se mere om Githa Schultz her Redaktion: Jesper Hillestrøm