CISTERNERNE: KIMSOOJA
Weaving the light
Foto: Torben Eskerod
✮✮✮✮✮
‘ ……… du fanget ind i en skønhed af nydelse, farver, lys og skygge ……’
– Louise Frevert, KULTURINFORMATION
Når man er nået ned for enden af trappen fra indgangen til Cisternerne, træder du ind i et andet univers. De halvmørke lidt fugtige rum omkranser dig, du er i en anden verden, i bogstaveligste forstand, i en underverden hvor virkeligheden ophører.
Langsom bliver du opslugt af et farveorgie i alle regnbuens farver. Du befinder dig i de gamle cisterner, der tidligere var et drikkevandreservoir bygget i perioden 1856-1859, der forsynede byen med vand.
Cisternerne består af tre lige store rum på i alt 4.320 m2. Højden er 4.2 meter og med en maksimal vandstand på 3,7 meter, kan reservoiret rumme 16 millioner liter vand. Cisternerne blev tømt i 1981, men det var først i 2001, at Cisterne genåbnede, denne gang som et museum for moderne glaskunst. Temperaturen kan svinge mellem 4-16 grader, så det er lige stedet du kan blive afkølet en glohed sommerdag.
Kimsooja – Weaving the light
Cisternerne er blevet en af Danmarks mest interessante kunsthaller. Du bliver suget ind i drypstenshulens stille mystik, alt imens Kimsoojas installationer fører dig til enden af regnbuen.
Kimsooja (f. 1957), er en sydkoreansk kunstner, der står for dette års udstilling i Cisternerne. Hun er en international anerkendt kunstner, der har udstillet over det meste af verden. Hun har base både i Paris, New York og Seoul. Kimsooja er en multidisciplinær koncept kunstner, som har været banebrydende på den internationale kunstscene siden 1990’erne. Hun er meget alsidig og arbejder med foto, film, performance, lyd og lys samt meget andet.
Hun har valgt kun at have et navn. Hun beskriver det som et anarkistnavn. Ligeledes anser hun det for vigtigt at sammenkæde sit navn med specifikke budskaber og beskriver det som, ”Et et ords navn”. Et sådant navn nægter kønsidentitet, civilstand, socio-politisk eller kulturel geografisk identitet, ved ikke at skille fornavn og efternavn.
Kimsooja arbejder med at undersøge spørgsmål om menneskets vilkår, alt imens hun inddrager æstetik, kultur, politik og miljø. Det er første gang Kimsooja sætter denne installation op i kunstigt lys, det vil sige i et rum, hvor der intet dagslys er. Tidligere har der været lignende installationer udendørs bl.a. i Madrid.
Foto: Torben Eskerod
En underjordisk lyssætning
Cisternerne er et ideelt sted at installere Kimsoojas værker. Der er masser af plads og kontrasten mellem de rå vægge, og alle regnbuens farver er intet mindre end forrygende. På en sindrig måde er der opstillet plexiglaspaneler beklædt med en særlig type lysbrydende film. Den består af mikroskopiske riller, der omdanner dem til store optiske instrumenter, som spalter det synlige lys. Lyssætningen gør, at panelerne fremtræder som en slags levende malerier, hvor lyset både bølger og væver sig ind i hinanden.
I virkeligheden er det jo bare lysets brydning. Når lys brydes, vil de forskellige stråler (farver) i det hvide lys ændre retning. Når du oplever det i denne kontekst, får det en anden værdi. Lyset er sat op i alternative vinkler, og når du begynder at bevæger dig rundt om installationerne, opleves de som billeder i bevægelse. Du ser det som en samlet scenografi og i samspil med rummet bliver du fanget ind i en skønhed af nydelse, farver, lys og skygge.
Danmark sidder med ved bordet
Det er vidunderligt, at vi kan sidde med om det store kunstbord, sammen med alle hovedstæderne i verden. Gang på gang viser vi, at Danmark på kunst- og kulturfronten er med helt i front.
Der var dog en lille detalje der manglede: Vi måtte desværre gå glip af James Bond der kom susende i en speedbåd, som han gjorde i filmen ”From Russia with Love” (1963), med Sean Connery, optaget i Cisternerne i Istanbul. Til gengæld fik vi lov til (næsten), at finde skatten for enden af regnbuen.
Foto: Torben Eskerod
CISTERNERNE: KIMSOOJA – Weaving the light. Søndermarken. Udstillingen slutter 30. november 2023.
Se mere om CISTERNERNE: KIMSOOJA her
CISTERNERNE: KIMSOOJA er anmeldt af Louise Frevert, KULTURINFORMATION