AKTUELT

Dansk Arkitektur Center: GENBRUG

Dansk Arkitektur Center: GENBRUG

 

 

 

 

 

 

 

Dansk Arkitektur Center: GENBRUG

Foto: © Benni Johansson – all rights reserved

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

✮✮✮✮✮

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

' ….. hvis vi skal skabe den nødvendige forandring, kræver det en indsats fra os alle ….. '

– Louise Frevert, KULTURINFORMATION

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Dansk Arkitekt Center, DAC, har taget hul på den anden udstilling ud af tre, der giver den besøgende nye ideer til, hvordan vi som forbruger, menneske og borger, kan gøre mere for at forbedre vores globale situation. Den første udstilling var: ’Vandet kommer’, nummer to er GENBRUG og den sidste i rækken kommer til efteråret.

 

Vi har alle en holdning til arkitektur. Det kan være skønheden i en smuk bygning eller et nyt grimt hus som er blevet smækket op hos naboen, men dét der er interessant er, at modtageren af et arkitektonisk værk har sin egen mening om bygningen, sagt på en anden måde, vi vurderer differentieret. Derfor er det også vigtigt at vi prøver at revurdere, hvad vi subjektivt synes er smukt, for skønhed og funktionalitet kan meget nemt følges hånd i hånd.

Genanvendelse

Der er en figur der vil følge de besøgende hele udstillingen igennem, så man kan orientere sig om hvilket slags genbrug man står og kigger på. Der er utrolig mange måder at genanvende på og udtryk af metode og skala, er en af de ting udstillingen ønsker at gøre opmærksom på. Det handler om bygnings- og modulskala, komponenter, der består af flere former for materialer, samt smulder. Det viser at jo større en ting du genbruger, jo større værdi har den.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

GENBRUG i DAC

Affotografi: Benni Johansson

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vi bliver nød til at tænke 'nyt' – med det vi har

Det er vigtigt at forstå nødvendigheden i en nedsættelse af ressourceforbruget. Vi er blevet ca. fire gange så mange mennesker i de sidste hundrede år og vores forbrug af alle mulige byggeråstoffer er steget 34 gange. I Danmark står byggemineraler, sand grus og småsten, for over halvdelen af de ressourcer vi bruger årligt og byggeindustrien er ansvarlig for 40 % af al det byggemateriale vi skiller os af med. Vi er blevet vant til, at hvis vi vil have en ny garage, udhus, nyt køkken, hvad som helst, går vi ned i det lokale byggemarked og får f.eks. skåret brædder til i metermål eller plader, så de lige kan blive smækket op. Men vi er nød til at forandre vores tankegang. Byggeriet er en af de største klimasyndere på verdensplan. Vi bygger, river ned og smider væk, som om ressourcerne aldrig slipper op.

 

Alt, hvad vi bygger, har en værdi – også efter det er brugt. Er det muligt at genfinde skønheden i genbrug og skabe fremtidige bygningsværker, hvor det brugte får nyt liv og nye cirkulære materialer giver ny mening, både økonomisk og miljømæssigt? Vil det være muligt at kunne bevare arkitektonisk æstetik, hvis man har givne materialer, som SKAL bruges? Er arkitekterne nødt til at gå på kompromis i deres kreative processer eller er der simpelthen kommet nye veje at gå? Udstillingen giver faktisk svar på nogle af de spørgsmål. Bl.a. at vi begynder at bygge cirkulært. Flere steder gentænkes design og byggeri for at udnytte det, vi allerede har skabt.

Eksempler på mangeartet genbrug

Det mest bæredygtige hus er faktisk det vi ikke river ned og erstatter med et nyt. Vi ser et eksempel på et helt almindelig typehus, hvor der er blevet bygget en etage ovenpå og indmaden er blevet renoveret. I mange tilfælde ville man have revet det ned, fordi kvaliteten som helhed var for ringe. Nu fremstår det som nyt, moderne og funktionelt.

 

Der er efterhånden et voksende forsvar mod nedrivning, både folkeligt og politisk. Hvis vi skal bevare mere, skal vi også til at værdsætte de bygninger vi plejer at rive ned.

 

Vi er vant til at se en tegning af noget der skal bygges, og derefter vælge materialerne, men vi er nødt til at starte i omvendt rækkefølge og se på hvilke materialer vi har og så tegne huset. Det vil altid være mere besværligt og dyrere at genbruge, men en af intentionerne med udstillingen er, at de besøgene lader sig inspirere af de muligheder de ser. Man kan jo altid starte i det små.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

GENBRUG i DAC

Affotografi: Benni Johansson

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Tre forskellige typer genbrug

Der er tre grupper på udstillingen. Den ene er den type genbrug der er ’en til en’, altså hvor eksempelvis vinduer er blevet genbrugt på en anden måde, en facade er pillet ned og opsat igen, så det bliver i en helt anden kontekst.

 

Så er der det man kunne kalde ’alkymistisk genbrug’. Man tager smulder og affald og et nyt materiale opstår.

 

’Det beskidte genbrug’ er, hvor de udsendte medarbejdere står på byggepladsen og sorterer mursten eller andet og får så meget ud af de brugte materialer som muligt. Der er et eksempel på et hus i Nordvest, som er blevet revet ned og gentænkt, og de fleste af de originale materialer er blevet genbrugt. I den forbindelse skal nævnes, at de nedrivningskugler, som før flittigt blev brugt i nedrivningsproceduren, selvfølgelig nu er en saga blot. De er til salg på internettet. Hvad man så end vil bruge en sådan kugle til!

GENBRUG i DAC

I Europa er der mere end 40 millioner boliger der skal renoveres. Ikke alene er det en bekostelig affære, man skal også sørge for, at borgerne bliver hørt. Det springende punkt er, hvordan man får bygget bæredygtige boliger til så mange mennesker uden at udhule klodens ressourcer. Svaret er genbrug.

 

Arkitekter, ingeniører og kunstnere skaber løsninger, der både er funktionelle og æstetiske. Men hvis vi skal skabe den nødvendige forandring, kræver det en indsats fra os alle. Vi skal kunne se værdien i genbrug som en global nødvendighedsmarkør. Vi må ikke stikke os selv blår i øjnene og tro at genbrug kan blive en stor besparelse for det gør det ikke. Man skal tænke det ind i dagligdagen som en fremtidssikring. Genbrug er nødvendigt.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Louise Frevert

KULTURINFORMATIONs anmelder og redaktionsmedarbejder Louise ‘All Over’ Frevert. Foto: © Benni Johansson – all rights reserved

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Dansk Arkitektur Center: GENBRUG. Udstillingen slutter 10. september 2025 – se mere her

 

 

 

 

 

 

 

Dansk Arkitektur Center: GENBRUG er anmeldt af Louise Frevert, KULTURINFORMATION

Redaktion: Jesper Hillestrøm