Deepti Kapoor: LASTERNES TID
✮✮✮✮✮✮
‘ ……. intet mindre end en fantastisk roman ….’
– Louise Frevert, KULTURINFORMATION
Indiske romaner er ikke hverdagskost på de danske boghylder. Jeg må indrømme at jeg tænkte, om det virkelig var noget for et dansk publikum, og det kan jeg i den grad love for at det er. Deepti Kapoor er en ung indisk forfatter, som skriver om et liv i et mafia lignende kaos. Hun er uddannet journalist og social psykolog fra Delhi University. Har boet i Delhi og Goa, og er nu bosat i Lissabon.
Setup
Hendes indgangsvinkel bunder til dels i hendes eget erfaringsgrundlag, med et liv i overhalingsbanen. Hun har festet sammen med sine high-society-venner og var en del af jetset livet i Delhi. Kapoor blander bevidst sin egen baggrund sammen med en fiktion i krydsfeltet mellem krimi og thriller. Det er uhørt spændende.
I bogen bliver hovedfigurerne klædt af til skindet og viser ansigter, man aldrig har lyst til at møde på sin vej. Korruption i Indien er en velkendt ting, en tilstand der har varet i mange år og som det ikke er muligt at få dæmmet op for. Romanen handler om Wadia-familien, der ikke alene er ufattelig rig, men også bruger decideret ufine metoder, for at opnå endnu mere rigdom. Det aftalte spil, de lange tråde der bliver trukket gennem underhåndsaftaler, trusler, vold og mord, er en daglig forseelse der ikke altid bliver kommenteret, eller for den sags skyld opdaget. Simpelthen fordi ‘der er for mange der lukker øjnene’ for realiteterne.
Handlingen
En ung fattig dreng arbejder på en bar i Goa, og kommer tilfældigvis i kontakt med Sunny Wadia, som giver ham sit visitkort. Han har været meget glad for hans måde at servicere ham på. Sunny kan se at den unge mand har anlæg for opvartning og har værdier han værdsætter. Han siger til ham, at hvis han nogensinde har brug for at få et job, skal han bare gemme visitkortet og opsøge ham. Der går nogle uger og Ajay, som drengen hedder, opsøger Sunny for at få arbejde hos ham. Han opdager hvor ufattelig rig han og hans familie er, men også at han er en ensom mand der har behov for at vise sig over for sine omgivelser for at bevise at han er noget. Han lever som den store mand af familiens penge og spenderer formuer på festivitas.
Ajay viser sig at være den ideelle personlige tjener og meget hurtigt bliver han Sonys betroede medarbejder. Han kender alle hemmeligheder, men hans mund er lukket. Han er simpelthen til at stole på. Det går endda så galt at han påtager sig en bilulykke, hvor adskillige personer er blevet dræbt og går i fængsel for Sunny. Han bliver betalt ud af fængslet og fortsætter sit virke hos ham. Det viser sig dog at hans familie har andre planer med familiedynastiet, end Sunny har, og på et tidspunkt skærer de hånden af ham.
Han har igennem lang tid haft en hemmelig kærlighedsaffære med Neda, som er journalist og er blevet en del af det jetset han omgiver sig med. Deres kærlighed er nærmest dødsdømt på forhånd, men det er vanskeligt for dem begge, at slippe hinanden. Vi følger skandale efter skandale. Tingene bliver afviklet på måder, der kun kan lade sig gøre med vold eller bestikkelse. Det er en menneskelig deroute for Sunny, alt imens hans familie straffer ham. Han har været vant til at kunne tillade sig alt, troede han, indtil hans familie havde fået nok af hans udskejelser. Intet er gratis i denne verden, selvom man er født med en sølvske i munden, eller noget der ligner. Sunny får kærligheden at føle, da han bliver beordret til at gifte sig med en kvinde han ikke elsker. Men der er intet at stille op.
Drama og spænding i timevis
Det er en roman med drama og spænding og jeg kunne have læst videre i timevis, hvis den havde varet dobbelt så lang tid. Du bliver grebet at stemningen, den direkte facon du bliver konfronteret med i teksten og ikke mindst at du lærer hovedpersonerne at kende. De bliver beskrevet lyslevende og med en hudløs ærlighed. Det er intet mindre end en fantastisk roman.
Deepti Kapoor: LASTERNES TID. Udgivet på forlaget Gutkind.
Deepti Kapoor: LASTERNES TID – se mere her
Deepti Kapoor: LASTERNES TID er anmeldt af Louise Frevert, KULTURINFORMATION
Redaktion: Jesper Hillestrøm