Det Kongelige Teater: PEER GYNT

 

 

Skuespilhuset

 

 

 

 

 

 

 

Foto: Emilia Therese

 

 

 

 

 

 

 

✮✮✮✮✮

 

 

 

 

 

 

 

 

 

‘ ….. vi bliver fastholdt i en mørk traumatisk stemning …..’

– Louise Frevert, KULTURINFORMATION

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Henrik Ibsen (1828-1906), var en norsk forfatter. Han er i særdeleshed kendt for sit skuespil ’Et dukkehjem’, hvor Ibsen gjorde op med de borgerlige konventioner, kvindens rolle i hjemmet. Stykket blev opført første gang i 1879, I Danmark på Det Kongelige Teater. Det skabte stor furore. Han videreførte sit indirekte kvindeoprør i dramaet ’Gengangerne’. Han står for at være grundlæggeren af det moderne drama, hvor hans personer bliver fremstillet med hemmeligheder, en fortid de ikke kan flygte fra og psykologiske kræfter.

 

Det ser man tydeligt i hans tidlige stykke Peer Gynt, 1867. Det handler om et menneske der søger efter sin identitet. Stykket var på vers og det er det også i denne opsætning. Den oprindelige Peer er en antihelt. På trods af det, er skuespillet fantasifuldt og til tider overdrevent romantiserende. Historien er inspireret af norske folkesagn og eventyr. Ibsen begejstrede Edvard Grieg, (1843-1907), til at komponere musik til hans digtning og i 1876 fandt en uropførelse sted i Christiania, Norge. Peer Gynt-suite nr. 1 op. 46, og nr. 2 op. 55, er nok den mest kendte musik Grieg har skrevet.

En NY opsætning

En ting er sikkert, hvis publikum tror de skal ind og se en Peer Gynt som de kender den, kan de godt tro om igen. De fleste ligheder fra tidligere senromantiske opsætninger er ikke eksisterende her, og der er helt ny musik. Det er et vildt eksperiment at gendigte en udødelig klassiker som Peer Gynt, men det er ikke mindre end det, der sker i denne opsætning.

 

Anja Behrens har valgt at lade den egocentrerede Peer blive konfronteret med sit liv i et slags dødsridt. Fra han er en glad og fro ungersvend, som springer rundt i de norske fjelde, til han bliver en beregnende, selvoptaget og følelseskold person. I Søren R. Fauths oversættelse og tekst er der det man vil kalde mange nye takter. Teksten er blevet komprimeret, den er tydelig og forståelig, resten er omsat til bevægelse.

 

Peer har en stærk relation til Mor Åse, men hun har svært ved at vise sine følelser og har stået et liv igennem med en mand der drak. Det kan umiddelbart virke som om de har en slags fælles forståelse, alligevel angler Peer efter anerkendelse både hos hende og andre. ’Du lyver’ bliver gentaget gang på gang, og Peer reagerer ikke. Han ønsker at frigøre sig, men kan ikke og hans selvoptagethed forstærkes mere og mere, som han ser døden i øjnene, en slags skygge i tåspidssko sniger sig rundt. Et slags krybende alterego, som hele tiden følger ham på hans sidste rejse. Peer er på evig flugt fra sig selv. Amancio Gonzalez giver denne person et næsten slimet udtryk. Gonzalez er formidabel. Peer kan ikke komme af med ham, men han kan heller ikke få Peer til fornuft, han fortsætter sin livsløgn og ser tilbage på sit liv, hvor løgnen har været et livsdrive. Selv når han erindrer sit møde med sin kærlighed Solveig, kan han ikke give slip på sig selv. Han ignorerer hende.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Foto: Emilia Therese

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Dansk Danseteater er med

De fire dansere fra Dansk Danseteater er naturligt integreret i forestillingen. Koreografien er spændende og vanskelig. I en af Peers mareridtsscener kan jeg godt se ideen med, at de tre dansere har lange troldeagtige fletninger, så de kan være både hans fængslende mareridt og en bevarelse af en del af de norske folkesagn. Men jeg vil nu snarere tage det som en visuel oplevelse, end en del af handlingen. Bevægelsesdelen i stykket spiller en stor rolle og skuespillerne bevæger sig med elegance.

Karen-Lise Mynster

Rollen som Mor Åse, spillet af Karen-Lise Mynster, viser moderen som stærk og dominerende. Karen-Lise Mynster er agil og viser en sjælden styrke i den lettere reducerede rolle. Hun er strålende.

Patrick Baurichter – intet mindre end brillant

Patrick Baurichter spiller Peer Gynt med hud og hår. Der er ingen tvivl om at Patrick Baurichter er det helt rigtige valg til rollen. Han er overbevisende stærk, i momenter er han næsten psykopatisk. Du mærker hvordan Peer glider mere og mere ind i sig selv og viser, hvorfor han ikke er i stand til at kunne have en ordentlig tilknytning til andre mennesker. Han er fortabt i sin egen selvdestruktive egocentriske verden, med storhedsvanviddet som katalysator. Dog opdager han, at det ikke har været nok at leve på en livsløgn, for han er bange for at dø alene, og da moderen dør opdager han hans ensomheds pinsler. Patrick Baurichter er intet mindre end brillant. En stor præstation.

 

 

 

 

 

 

 

 

Foto: Emilia Therese

 

 

 

 

 

 

 

Ensemblet

I det hele taget er, ensembleskuespillerne Fanny Louise Bernth, Elliot Crosset Hove og Karin Heinemeier gode. De glider ind og ud mellem danserne og nogle gange opdager du ikke hvem der er dansere og hvem der er skuespillere. Et genialt træk fra instruktøren side. På den måde får du en totaloplevelse.

Teater der rusker dig

En interessant forestilling. Scenografien er dyster og stykket starter med store bombastiske billeder i sort/hvid af de norske fjelde. Logistikken er fikst løst med mobile hytter, borde og stole. Kostumerne er simple og virkningsfulde. Vi bliver fastholdt i en mørk traumatisk stemning. Gode løsninger fra Karin Gilles hånd.

 

Amancio Gonzalez, Lukas Hartvig-Moller, Hilde Ingeborg Sandvol og Jessica Lyall er strålende og koreografien er med til at forstærke den nærmest forrykte Peers dødskamp.

 

Man kan jo stille et polemisk spørgsmål om denne form for teater er for alle, eller det kræver forhåndsviden om stykket og tankerne bagved, for at forstå det. Det er godt, at vi får rystet posen og ikke gror fast i en fastlåst konventionel opfattelse af tingene, men jeg kan til tider blive loren ved, om vi taber nogen undervejs, hvis tingene bliver fortænkte og fordrer, at du bør vide noget om en forestilling i forvejen. Selvfølgelig er det meningen at teater skal ruske i dig og sætte tanker i gang, men det skal også være sådan at man kan se og opleve teater for oplevelsens skyld. Ellers bliver teatret kun for en elitær skare.

 

 

 

 

 

 

 

Foto: Emilia Therese

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det Kongelige Teater: PEER GYNT. Frit efter Henrik Ibsen. Medvirkende: Patrick Baurichter: Peer Gynt, Karen-Lise Mynster: Mor Åse, Fanny Louise Bernth: Ensembleskuespiller, Elliot Crosset Hove: Ensembleskuespiller, Karin Heinemeier: Ensembleskuespiller, Hilde Ingeborg Sandvold: Ensembledanser, Lukas Hartvig-Møller: Ensembledanser, Amancio Gonzalez: Ensembledanser, Jessica Lyall: Ensembledanser. Cello: Cæcilie Trier.

 

 

Iscenesættelse og bearbejdelse: Anja Behrens. Scenografi og kostumedesign: Karin Gille. Musik og lydunivers: Emil Assing Høyer. Lyddesign: Jonas Vest. Videodesign: Rasmus Kreiner. Lysdesign: Súni Joensen. Oversættelse og tekst: Søren R. Fauth. Koreografi: Anja Behrens i samarbejde med Amancio Gonzalez, Lukas Hartvig-Moller, Hilde Ingeborg Sandvol. I samarbejde med Dansk Danseteater.

 

 

 

 

 

Det Kongelige Teater: PEER GYNT – se mere her

 

 

 

 

 

Det Kongelige Teater: PEER GYNT anmeldt af Louise Frevert, KULTURINFORMATION

Redaktion: Jesper Hillestrøm