Det Kongelige Teater: TIMERNE

✮✮✮✮✮

‘ ……. i det hele taget er det et stjerneensemble …… ‘

– Louise Frevert, KULTURINFORMATION

I TIMERNE (The Hours) oplever vi tre kvinder. De befinder sig i tre forskellige tidsperioder og lever tre forskellige liv. Vi møder dem i løbet af én dag.

The Hours er en roman fra 1998 skrevet af Michael Cunningham, 1952-, der er en amerikansk forfatter. Romanen vandt i 1999 Pulitzer Prize for Fiction og 1999 PEN/Faulkner Award for Fiction. I 2002 blev den filmatiseret, med Meryl Streep, Nicole Kidman og Julianne Moore i hovedrollerne. Nicole Kidman modtog en Oscar for sin rolle.

Michael Cunningham har taget udgangspunkt i forfatteren Virginia Woolf tilblivelse af romanen Mrs. Dalloway, der i øvrigt er et hendes mest kendte værker.

Adeline Virginia Woolf, født Stephen, 1882 1941, var en engelsk forfatter. Hun betragtes som en af de vigtigste modernistiske forfattere fra det 20. århundrede.

Hendes værker er oversat til mere end 50 sprog. Hun var et ikon for kvindebevægelsen omkring 1970’erne og for frigørelse og feminisme i det hele taget. I 1923 skrev Virginia Woolf på romanen Mrs. Dalloway, mens hun kæmpede med en depression. Romanen blev udgivet i 1925.

En ‘dag’ i skuespilhuset med tre kvinder

Og det bliver en dejlig dag! Hvordan kan det andet, når det er en solskinsdag i juni. Scenen er oplyst med en varm gul farve og året er 1949. Laura Brown, Josephine Park, ligger stadig i sin seng. Hendes mand er gået på arbejde. De har en søn Richie på 6 år og venter deres andet barn. Hun læser Mrs. Dalloway og drømmer sig væk fra det kedelige liv hun har. På overfladen er alt velordnet, men Laura hader trivialiteten. Hun mærker kun tomhed. Laura skal bage en kage, hendes mand har fødselsdag. Richie skal hjælpe, kageformen smadrer og Laura har lyst til at flygte.

I 1998 i New York forbereder forlæggeren Clarissa en fest. Hun bor sammen med Sally på 15’ende år. Festen er for hendes Aids-syge ven Richard, der har vundet en litteraturpris. Richard er Clarissas ungdomskærlighed. Men Richard havde Louis. Selv efter 35 år sidder Richard og Clarissa og prøver at finde ud af, hvad der skete. Inden Clarissa går ud ad døren, råber hun til Sally: Jeg køber selv blomsterne, den legendariske sætning som Mrs. Dalloway siger i bogen. Hun besøger Richard, som er konfus og kalder Laura Mrs. D, som Dalloway, hvad han altid har gjort. Han er selvmedlidende og hænger i fortiden.

1923. Virginia Woolf er rastløs, hun savner London, men hun mener det bliver en god dag, hun skal skrive. Hun burde være lykkelig. Hun er blevet gift med Lennart (Leonard). De har et forlag sammen og han læser korrektur og sørger for de praktiske ting. Han pylrer om hende, han ved hun er en skrøbelig sjæl. Hun vil ikke være isoleret ude på landet. Hun er træt af andre skal bestemme over hende, fortælle hende hvordan hun har det. Hun må vel være den der ved, hvad der er det rigtige for hende selv! Uagtet at hun inderst inde ved, at det bedste for hende er at være væk fra det pulserende liv i London. Hendes søster kommer på besøg med sine tre børn og Virginia bliver igen konfronteret med, hvad hun ikke har.

Scenografien

Drejescenen kører rundt, som et tidshjul, og hele tiden får vi nye små afsløringer hos de tre kvinder, når de kommer frem til forkanten af scenen. Samtidigt følger vi med i alles liv på en gang. Scenen kører rundt under hele forestillingen. Virkelig god scenografi af Pascal Leboucq.

Ensemblet

Olaf Johannessen er fortælleren, der kæder kvindernes historier sammen. Samtidig er han forfatteren Richard og Richie. Han glider ind og ud af rollerne med elegant lethed. Han er særlig god som den Aids-syge Richard, det er en flot præstation. I det hele taget er det et stjerneensemble. Marie Bach Hansen er Vanessa, Kitty, Lauras nabo og Sally, samtidigt med, at hun akkompagnerer skuespillerne i stykket. Det samme gør Mads Rømer Brolin-Tani og han er også Leonard, Lauras mand og Louis. Han får lov til at vise fine sider af sit store talent. Det er et forrygende greb der her er benyttet af Thijs van Vuure. Lyddesign og komposition virker både insisterende, irriterende, dragende og betagende. Det er der bare, det virker og de kan synge og spille.

Karen-Lise Mynsters Virginia Woolf, er både sårbar og stærk. Hun står strunk og fortæller om sine kvaler. Hun spiller så inderligt, at man mærker de selvsamme følelser. Josephine Park er Laura Brown. Hun formår at formidle sin indestængte smerte og utilfredshed, helt ned til sidste række. Flot. Hos Sofie Gråbøls Clarissa kommer vi rundt om hele følelsesregistret. Hendes konstante usikkerhed om at have truffet de rigtige valg og hendes stræben efter af have et såkaldt normalt liv, har gjort hende ulykkelig. Hun må se i øjnene, at hendes tilværelse ikke helt er som hun havde tænkt den skulle være blevet.

Længsler og valg

Stykket er genialt til at vise, at uanset hvor vi er og i hvilken alder, vil det altid være vores valg eller mangel på samme, der definerer vores tilværelse. Alle kvinderne vil noget andet og mere med deres liv. I livet er der konstant mange valg der skal tages. Det er ikke altid de rigtige vi træffer, men vi har for det meste en valgmulighed. Disse kvinder symboliserer alle kvinders længsler efter frihed og at kunne bryde ud af deres roller. Det kan lade sig gøre, og alder har ingen begrænsning. Det vil være forfærdeligt hvis man skulle sidde og ærgre sig over, at man ikke traf et valg. For nogle gange skal man blæse på konsekvenserne.

Forestillingen er her genskabt af den norske Eline Arbo og er en co-produktion med ITA INTERNATIONAAL THEATER AMSTERDAM. Det er en forestilling, der vil sætte gang i mange personlige processer hos publikum og sådan skal teater være.

Jeg må dog lige sætte et spørgsmålstegn ved brugen af så meget stroboskoplys. Hvis det var for at se om publikum var vågne, var det helt unødvendigt. Et øjeblik som effekt kan være virkningsfuldt, men dét der var for længe. Det gav ingen mening. Men bortset fra det, var det en forestilling med et indhold, der aldrig bliver umoderne. Hvis man ikke har læst Mrs. Dalloway, kan den anbefales. Det er uforståeligt at den er skrevet for 100 år siden!! God fornøjelse.

Det Kongelige Teater: TIMERNE. Skuespilhuset. Medvirkende: Karen-Lise Mynster-Virginia Woolf, Josephine Park-Laura Brown, Sofie Gråbøl- Clarissa Vaughan, Olaf Johannessen-Forfatter, Richard Brown, Richie, Marie Bach Hansen-Vanessa Bell, Kitty, Sally Lester, Mads Rømer Brolin-Tani-Leonard Woolf, Dan Brown, Louis Waters. Iscenesættelse: Eline Arbo. Assisterende instruktør: Daniël ’t Hoen. Lyddesign og komposition: Thijs van Vuure. Scenografi: Pascal Leboucq. Kostumedesign: Wojciech Dziedzic. Lysdesign: Varja Klosse. Dramaturgi: Bart Van den Eynde. Oversættelse: Birthe Lundsgaard. Bearbejdelse: Eline Arbo, Peter van Kraaij og Bart Van den Eynde. Timerne (The Hours) er en co-produktion med ITA. Internationaal Theater Amsterdam.

Det Kongelige Teater: TIMERNE – se mere her

Det Kongelige Teater: TIMERNE er anmeldt af Louise Frevert, KULTURINFORMATION

Redaktion: Jesper Hillestrøm