EN FOLKEFJENDE – På Nørrebro Teater

Et spejlbillede af os selv

EN FOLKEFJENDE

✮✮✮✮✮

EN FOLKEFJENDE er et skuespil skrevet af Henrik Ibsen i 1882. Temaet er evigt gyldigt. Hvor langt vil vi gå for sandheden? Har flertallet altid ret? Hvad er et demokrati? Morskabsteatret på Nørrebro har taget kampen op med en moderniseret udgave og papkasse scenografi af den gamle klassiker. Det er teatret sluppet godt fra.

Folkefjenden – Søren Pilmark

Vi ser således Søren Pilmark som en provinsbys læge, Tomas Stockmann, der opdager, at byens store attraktion ‘kurbadet’ byder på forurenet vand, som gæsterne bliver syge af. Vi husker denne problematik fra mange forskellige fortællinger – også fra tv-serien Matador, hvor den vellidte doktor Hansen får ørerne i maskinen, da han mener, at ‘fjorden’ forurenes af fabrikkerne. Endelig udtalte byens klogeste kvinde Elisabeth Friis, i samme serie, sig om et andet samfundsproblem og mistede klaverelever og fik ‘øretæver’.

EN FOLKEFJENDE

Rolig første akt – revanche i andet akt

Første halvleg byder på godt teater, mens der efter pausen blændes op for overraskelser og der tages revanche over den lidt milde indledning. Der er tale om alvorskomik og de verbale kæberystere lader ikke vente på sig – (og der bandes en hel del).

Vi bliver præsenteret for et veloplagt cast med både Benjamin Kitter på scenen som kunstneren ‘Horster’. Marianne Høgsbro fyrer den af som dejlig fræk og æggende svigermor med den skarpeste tunge, man kan tænke sig. Frank Thiel er redaktøren ‘Hovstad’ fra den lokale avis. Han er også eet med sin rolle som journalisten, der vender om på en tallerken.

Tom Jensen nyder sin rolle

Indledningsvis ser vi ikke meget til Tom Jensen, der gemmer sig i kulissen som finansmanden ‘Aslaksen’. Men da denne personage lander i stykket, kommer vores folkekære skuespiller til sin ret, og leverer store dele af den sarkastiske ironi op imod lægen Søren Pilmark, der udråbes til at være ‘folkefjende’.

Nørrebro Teater

Hvad kan og hvad skal teater?

I en helt anden sammenhæng gennemlæser vi på KULTURINFORMATION i øjeblikket Jens Albinus’ nyeste bogudgivelse ‘Kunsten at køre baglæns – en forestilling’. Her rejser Albinus spørgsmålet flere gange: ‘Hvad skal teatret (i samfundet)?’ Svaret er enkelt: ‘At spille teater!’ fastslår den kendte skuespiller og teatermand.

Jens Albinus belyser, at det altså er teaterets opgave at give en ‘kommentar’ til samtiden. At lade masserne ‘se sig selv’ på scenen – at ‘grille’ og spejle publikum. Hvis det er denne præmis og forventning, man møder op med på Ravnsborggade, går man ikke forkert, når man vælger at se EN FOLKEFJENDE på Nørrebro Teater.

Sandheden på vrangen

Ibsens forelæg handler om giftigt vand, som en borger – en læge gør samfundet opmærksom på. Hans ord og motiver twistes og køres igennem vridemaskinen og løgnen gøres sand og sandheden gøres til løgn. Idealerne gøres der køb på – for ‘samfundets skyld’ med demokratiet i ryggen.

Det er oplagt, mentalt, at lægge paralleller fra coronapandemien ind over plottet med nedlukninger, vacciner og snart venter lockdown nummer tre. Restriktionerne bortfalder, mens mange stadig dør af pandemien. Så er der det med flygtningene, man ikke vil have sendt hjem og gerne vil ‘tage venligt imod’, mens man demonstrerer for lønforhøjelser og nedlægger arbejdet. Endelig debatteres påklædningen til jobsamtalerne med ‘bart maveskind’ og crocs på campingpladsen i arbejdstiden og om v-udskæringen hører hjemme i en lårkort tid, hvor #metoo løber løbsk eller ikke løber løbsk. Jeg har prøvet at have bart maveskind til en jobsamtale – jeg fik dog ikke jobbet, så den strategi hjalp ikke stort. Så hellere spritte hænderne af en ekstra gang, holde afstand, nyse i ærmet og undlade at give hånd. Hvis nogle insisterer på at ville give hånd alligevel, så medbring en attraphånd – de fås i Netto omkring Halloween tid – et amerikansk koncept – de dansende dæmoners højtid.