GL Holtegaard: Emily Gernild

Far har dukker med

✮✮✮✮✮

‘ …… det er modigt af Emily Gernild at tage os med ind i sin privatsfære ….’

– Louise Frevert, KULTURINFORMATION

Dette er Emily Gernilds første store soloudstilling. Den tager udgangspunkt i hendes familiehistorie. Vi hører ofte brudstykker af fortællinger om afdøde familiemedlemmer, og kan ikke altid huske hvem der var hvem, eller hvordan vi var i familie med dem, så på udstillingen bliver vi mindet om, hvordan vi alle også burde forholde os til vores egen historie. Alle familier har en historie.

Tanterne

Det er en rørende beretning Emily Gernild opruller for os, om hendes to tanter Eva og Inger. Hun husker dem kun sporadisk og har via fotos, arvestykker og samtaler med familiemedlemmer, stykket en lidt tragisk generationshistorie sammen. Billederne taler deres klare sprog. Søstrene Inger og Eva var født i 1919 og 1921 og de voksede op i et fint hjem på Bellisvej i Vanløse. Der boede de sammen til deres død. Deres far var en succesfuld konditor, og Eva og Inger elskede, når faderen tog store flødekager med hjem fra arbejde.

Det har Gernild fint skildret i kagemalerierne, der pryder væggene i det første rum. Du kan næsten fornemme smagen af de sanselige og lækre kager i det marcipanbeige gåsebryst, masser af hindbærrøde lagkagestykker i alle størrelser og endnu flere stykker kage i blommefarver. Gl. Holtegaard har en speciel sans, for at skabe en ramme for billederne, som understreger det centrale i budskabet. Søstrene levede et isoleret liv i familiens villa og kom næsten aldrig ud af huset. Der er hængt gardiner op imellem rummene. Det giver associationer af gammeldags hjemlig hygge, men er også et levn fra en forgangen tid, et slags dukkehus.

Inger var det meste af sit liv syg og sengeliggende. Eva viede sit liv til at passe hende. Inger blev som ung kaldt oprørsk og uregerlig, fordi hun ikke ville konfirmeres. Familien var indremissionsk. Inger var bange for at blive voksen. I de ungdomsromaner, hun læste, slettede hun sirligt de ord, der henviste til køn, alder og religion. I udstillingen er vist hendes bøger og handsker. Inger fik det værre og værre, hun hørte stemmer og udviklede OCD. I 30’erne fik hun foretaget lobotomi, det hvide snit. Herefter blev hendes liv både apatisk, depressivt og stille. Søstrene fik hverken børn eller anden familie.

Far har dukker med

‘Far har dukker med’, var en sætning som søstrene gentog, hver gang faren kom hjem fra udlands- eller forretningsrejser. Han havde porcelænsdukker med hjem til sine døtre. Titlen beretter både om forventningsfuldhed, glæde og kærlighed, men det er ikke helt det vi oplever i Emilys billeder. Man oplever snarere en lurende angst. En dyster og fortættet verden, i et hjem hvor pigerne må have følt sig vældigt ensomme. Det har selvfølgelig sat sine psykologiske spor.

Emily Gernild bruger maleriets mange lag til at vise, alt det som ligger under overfladen i tanternes historie, hvor flødekager, blomstrede tapeter og ansigter der til tider er forvrængede, åbner op for en fortælling der set udefra er helt forfærdelig.

Emily Gernild – og materialerne

Emily Gernild (f. 1985) bor og arbejder i København. Hun er uddannet fra Det Fynske Kunstakademi og Kunstakademie Düsseldorf. Hun har deltaget i udstillinger i både ind- og udland og hendes værker er repræsenteret i flere markante kunstsamlinger.

Emily er hurtigt kommet fra start, som en af de nye store up-coming kunstnere. Hun har et stærkt udtryk og bruger flere forskellige og anderledes metoder, som ikke ses så ofte. Hun arbejder med mange forskellige materialer, bl.a. harelim, (en hudlim udvundet af kaninskind med kraftig virkning), olie, akryl, gesso, (en slags grunder af gips og animalsk lim), pastel, oliekridt, blyant mm. Emily Gernilds billeder er farverige og til tider næsten magnetiske.

Man kan ikke sætte hendes malerier i bås. Hendes værker kan både være abstrakte og figurative. Du bliver fanget af stemningerne i værkerne, samtidig med, at du ikke kan konkretisere hvad din følelse helt er. Det er en spændende måde at opleve kunstnerens univers på.

Dysterhed og LUX-sæber

I det næste rum begynder du at se hvordan Inger må have haft det. Ansigter der er fortrukket af smerte med munde der vil råbe, men der kommer ingen lyde. Hænder bliver holdt op for munden. Alt forties. Du kan se fortvivlelsen, men glæden er der også. Søstrene har levet helt i deres egen juvenile verden.

Emily Gernild arbejder i alle formater. Lige fra små kompakte figurative malerier, til kæmpe store lærreder med motiver der tager pusten fra dig. De er voldsomme, til tider anmassende, du kommer ikke udenom hendes direkte konfrontation med beskueren. Det mærker du mere tydeligt her, end i andre værker jeg har set af Gernild. Det skyldes helt klart at alle malerierne på denne udstilling er skabt til den.

I sidste rum indsnuser du en aroma af sæbe. En mindre installation med en håndvask og LUX-sæbestykker er sat op på vægen, så duften breder sig i rummet. Endnu en gang bliver du mindet om en forgangen tid, med frisk duft af LUX-håndsæbe og at det sanselige ikke kun er smag og berøring, men også duft.

Jeg må indrømme, at det er vanskeligt for mig at adskille oplevelsen af værkerne og søstrenes historie. Det smelter sammen som en symbiose. Det er modigt af Emily Gernild at tage os med ind i sin privatsfære. Søstrene er ikke de eneste, der måtte lide en krank skæbne midt i en opbrudstid, med kvindefrigørelsens spæde begyndelse og før den moderne psykiatri. Vi hører ikke så tit om dem, så tak for det. Når man nu kender historien, vil udstillingen blive set med andre øjne end blot en masse farverige malerier. En ærlig udstilling der maner til eftertanke.

GL Holtegaard: Emily Gernild. Far har dukker med. Udstillingen slutter 18. februar 2024.

GL Holtegaard: Emily Gernild – se mere her

GL Holtegaard: Emily Gernild er anmeldt af Louise Frevert, KULTURINFORMATION

Redaktion: Jesper Hillestrøm