KOGEBOG: Suppe
et værk af Gorm Wisweh

✮✮✮✮✮
' …… opskrifterne er gennemarbejdede og der er noget for enhver smag ….. '
– Louise Frevert, KULTURINFORMATION
Gorm Wisweh har begået en ny kogebog. Denne gang er det hverken pizza, sovs, grøn grød eller one pot, men derimod noget helt andet, nemlig suppe. Jeg vil vove at påstå, at næsten alle kan lave en suppe. Ovenikøbet en velsmagende en af slagsen. Så der er ingen undskyldning for ikke at gå i køkkenet. I denne nye suppebog er der 61 supper med en differentieret sværhedsgrad. Ligeledes er der opskrifter på de fleste ’suppegenrer’ man kender.
Om bord – i suppen
Du kan med entusiasme kaste dig over purésupper, ragoutsupper, supersupper, kolde supper, klassiske supper eller verdenssupper. Desuden er der et helt afsnit med toppings og tilbehør, som f.eks. urtecroutoner, rugbrødscroutoner, sprøde kikærter, parmesanchips og meget mere. Nogle af kapiteloverskrifterne var jeg ikke helt med på, f. eks. ragoutsupper og supersupper. Ragoutsuppe kunne være en oksehalesuppe, irsk kålsuppe med lam, hønsekødssuppe-frikassé-style, ungarsk gullaschsuppe med flere, supper som er kraftige og mere bastante end purésuppe. De tager også lidt længere tid at lave.

Foto: Privat

Foto: Privat
Endnu flere supper
Supersupper er en suppe, som er speciel god for din sundhed. Her kan bl.a. nævnes Tonkotsu ramen, hønse-kalvebouillon og japansk oyakodonsuppe.
I den klassiske suppeafdeling er der gule ærter- som Gorm omtaler som dansk dahl, lidt pudsigt, det har jeg aldrig tænkt på, minestrone, hummersuppe, svampesuppe osv.
Afsnittet verdenssupper er alsidigt. Du kan blive fristet f.eks. af: Fransk løgsuppe, Sopa de Lima, Harira- marokkansk kikærtesuppe.
For en suppeelsker er det vanskeligt, at skulle udvælge to helt forskellige supper, for at afprøve nogle af opskrifterne. Jeg må tilstå, at suppe er noget af det jeg laver allermest, fordi det er nemt og hurtigt, men her skal det være en som er svær, og en der er lidt nemmere. Valget faldt på en af ragoutsupperne: Ungarsk gullaschsuppe og en fra purésupperne: Thai tomatsuppe, så bliver det også lidt eksotisk.
Thai tomatsuppe
I Thai tomatsuppen har jeg brugt tomater fra drivhuset, men to dåser flåede tomater er udmærkede. Skær hvidløg, citrongræs, skalotteløg, jeg havde kun et almindeligt løg, og ingefær i små stykker og rist det af i en gryde, jeg bruger smør. Rist lidt rød karry pasta med i et minuts tid. Nu skal tomaterne i, lad det hele koge op, tjek at det ikke er for tørt, ellers tilsæt lidt vand. Tilsæt en dåse kokosmælk og det skal simre i 10-12 minutter, til tomaterne er smattet ud. Blend suppen til den er cremet. Jeg fjerner aldrig tomatskinnet inden jeg koger tomaterne, heller ikke hvis det er uden kokosmælk. Pynt med lidt friske koriander, lidt friskt ingefær og et skvat citronsaft. Det kan næsten ikke blive nemmere. Jeg spiser meget stærk mad, men laver det aldrig til gæster. De ved at jeg overdynger maden med chili til mig selv og skåner dem.

Foto: Privat
Ungarsk gullaschsuppe
Ungarsk gullaschsuppe er en ’gammel ven’, der mange gange har været på menuen hos mig, så det er spændende hvordan Gorm tilbereder den. Gullaschsuppe er mættende og et hit om vinteren. Gudskelov har jeg en velassorteret krydderiskuffe, for der er en del krydderier i denne suppe: sød paprika, stærk paprika, kommenfrø, laurbærblad, cayennepeber, chili, salt og peber.
Kom smør i en stor gryde og sauter finthakkede løg til de er bløde og gennemsigtige. Nu skal kødet brunes. Du kan bruge okseskank eller bov skåret i små tern. Det er vigtigt at kødet brunes, så det ikke koger. Kom hakket hvidløg ved og steg videre. Tilsæt hakkede tomater, rød peberfrugt i strimler og alle krydderierne, samt oksefond og vand. Har du ikke en fond kan man købe små kapsler eller bruge bouillonterninger. Lad retten simre et par timer. Kog kartofler skåret i tern separat i en gryde, til de er næsten færdige. Kom dem op i suppen. Nu skal du smage suppen til eventuelt med lidt sukker, peber, citron, salt og måske soyasauce, det er nyt for mig. Top suppen med frisk persille og spis et godt brød til.
Denne variant smager godt og den lille teskefuld af soya jeg kom i, var måske det, der gjorde udslaget. Det skal jeg ikke kunne sige, men lækkert var det.
Husk toppings – prikken over suppen
’Suppe’ er en brugbar bog til hele året. Jeg kan også godt lide, at det kun er supper, så hvis du er i suppehumør, har du dem alle samlet et sted til inspiration. Toppings på supperne af den ene eller anden variant, sætter som regel prikken over i´et. Det kan godt betale sig at kæle lidt ekstra for det lille tilbehør. På den måde giver du også mulighed for, at hver enkelt rundt om bordet kan sætte deres eget præg på suppen, som Gorm siger. Et godt tip er at tilberede lidt større mængder toppings og opbevare dem i lufttætte beholdere. De kan også bruges til salater eller andre retter, der ikke er suppe.
Jeg kan også ud fra opskrifterne se, at du ikke slavisk behøver at følge en opskrift. Jeg skiftede et par småting ud, men det forstyrrer ikke helhedsindtrykket, eller skulle man ikke hellere kalde det smagsindtrykket. Opskrifterne er gennemarbejdede og der er noget for enhver smag. Vegetarer, kød- og fiskespisere, alle kan værre med.

Louise Frevert har igen testet opskrifterne af. Foto: Privat
KOGEBOG: Suppe. Forfatter: Gorm Wisweh. Foto: David Bering/Montgomery. Udgivet på forlaget Turbine.
KOGEBOG: Suppe – se mere her
KOGEBOG: Suppe er en anmeldelse af Louise Frevert, KULTURINFORMATION
Redaktion: Jesper Hillestrøm
