Krimi: DE HVIDE NÆTTER
✮✮✮✮
‘ …….. er meget nærværende ……..’
– Louise Frevert, KULTURINFORMATION
Katrine Engberg bevæger sig i en anden retning end den vi tidligere har set i hendes forfatterskab. Hendes nye krimi De Hvide nætter, kan vel betegnes som social-aktuelrealisme. Det er anden roman i serien om Liv Jensen. I første bind, Det brændende blad, har liv forladt sit job og kæreste i Aalborg. Hun satser på at få et job i drabsafdelingen hos Københavns politi, men det er endnu ikke lykkedes. Hun har startet et lille detektivbureau, men klienterne strømmer ikke ligefrem til, og hun får for det meste opgaver, hvor hun skal overvåge utro ægtefæller.
DE HVIDE NÆTTER
I den nye roman går det ikke meget bedre for Liv. Hun føler sig lidt sløj og går til lægen. Hun har feber med jævne mellemrum og spekulerer på om hun kan have en faretruende sygdom. Det fylder meget i hendes dagligdag, derfor er det mere end kærkomment, da hendes gamle kollega og mentor Petter Bohm fra Afdelingen for Personfarlig Kriminalitet i København, ringer og beder Liv om hjælp i en sag. Hun har stadigvæk ikke meget at lave i sit detektivbureau, så henvendelsen bliver hilst med glæde. Det er ikke et job der giver smør på brødet eller som hun kan betale huslejen med, men det lugter af rigtigt politiarbejde.
En iransk familiefar er på telttur med sine to børn på 14 og 17 år. De opholder sig på den næsten øde og fredede ø, Vorsø, i Horsens Fjord. Den eneste person der bor der, er naturvejlederen Lars Rørdam. Om morgenen opdager børnene at faderen, Tami Ansari, har fået skåret halsen over og børnene forsvinder fra jordens overflade. Datteren, Shirin, søger tilflugt hos sin onkel Nima, der er mekaniker og bor på en husbåd. Liv kender udmærket Nima fra tidligere. Hun boede tidligere i et kælderværelse hos familien Leon og i deres gård ligger Nimas autoværksted. Broderen, Cyrus, er ingen steder at finde. Børnene er eftersøgt over hele landet, men efter nogle dage, får Nima overtalt Shirin til at melde sig hos politiet.
Tami Ansari kom til Danmark i 1990 og blev indlogeret i Sandholmlejren. Han var 15 år og alene. Hans mor havde sendt ham afsted. Han anede intet om hvad der foregik, heller ikke at der var et vist iransk hierarki i lejren. Han opdager hurtigt, at det er bedre at tie end at tale. Petter Bohm beder hende undersøge forholdene omkring en samtale på farsi, man havde fundet på ofrets mobiltelefon.
Liv bliver så interesseret i sagen, at hun selv begynder en efterforskning. Den fører hende vidt omkring, kørende rundt i sin lille gamle bil. De fleste af de personer, der dengang var kommet til flygtningecentret, bor stadigvæk i Danmark. De er spredt for alle vinde, og nogle er svære at finde. Mange navne dukker op i eftersøgningen bl.a. en Milad Kharazmi, hvem er han? Og hvorfor er han ikke at finde nogen steder? Liv er sikker på, at Bahram, fra Dansk Iransk Selskab, ikke har helt rent mel i posen, men hvorfor ikke? Kan det virkelig være rigtigt, at denne sag kan tænkes at trække tråde 30 år tilbage i tiden!
Der står måske mere på spil end først antaget, for hvorfor skulle man ellers myrde en familiefar? Der viser sig at være mange hemmeligheder i Ansarifamilien. Det var almindeligt kendt at Tami drak, men hvor var hans kone, børnenes mor, blevet af, hvorfor ville hun ikke være i Danmark sammen med sine børn? Cyrus er stadigvæk ikke dukket op og Shirin er igen stukket af. Hun tager igen til Vorsø for at besøge Lars Rørdam, efter at have talt med hans søster. Det kunne eventuelt få nye ting frem i lyset.
Som film
Det varer lidt før man får samlet brikkerne i de indledende kapitler. Efterhånden som vi lærer de mange implicerede parter i sagen at kende, begynder der at komme den vanlige Katrine Engberg ”fart over feltet” over plottet, og så er vi i gang. Katrine Engberg har hentet inspirationen til denne bog, fra et nærtstående familiemedlem som selv flygtede fra Iran som 16 årig. Engberg ønsker at undersøge, hvordan flugt og fortrængte traumer kan ødelægge et menneskesind. Det at efterlade sin egen kultur og søge asyl i et andet land, ses ofte som en redning, men kan være ødelæggende. Filmrettighederne til Engbergs Liv Jensen-bøger er solgt til Peter Aalbæk hos Zentropa. Aalbæk har længe ledt efter en ny serie, som efterfølger til Jussi Adler-Olsens Afdeling Q- film.
De hvide nætter, er en begivenhedsrig og anderledes krimi. Situationer og personer er beskrevet, som om det kunne være ens nabo, man talte om. Det er meget nærværende, jeg vil næsten vove at påstå, at det nok er fordi det på en eller anden måde er meget dansk og genkendeligt. Hyggelig vinterlæsning med spænding.
Krimi: DE HVIDE NÆTTER. Forfatter: Katrine Engberg. Udgivet på forlaget Alpha.
Krimi: DE HVIDE NÆTTER – se mere her
Krimi: DE HVIDE NÆTTER er anmeldt af Louise Frevert, KULTURINFORMATION
Redaktion: Jesper Hillestrøm