Museum Jorn: Martha Jungwirth

 

 

 

 

 

Historien om en østrigsk kunstner er også en fortælling om format

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Maleri fra slutningen af 1980’erne, hvor Martha Jungwirth lavede en serie abstrakte portrætter af den tysk-østrigske

kunsthistoriker Alfred Schmeller. Foto: Lars Svanholm

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

✮✮✮✮✮✮

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

' ….. 85-årige Martha Jungwirth bekræfter, at en relativ høj alder og vitalitet i kunsten sagtens kan sameksistere. Hun udstiller nu på Museum Jorn i Silkeborg …..'

– Lars Svanholm, KULTURINFORMATION

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Der skal nok være en rindalist blandt museumsgæsterne på Museum Jorn i Silkeborg i de næste måneder, der vil finde østrigske Martha Jungwirths til tider kæmpestore værker både arrogante og prætentiøse. Uanset, hvordan man iagttager dem, giver de stof til eftertanke og tegner på samme tid et retrospektivt billede af en kunstner, der tilsyneladende ikke kender ordet ”kompromis”.

 

Når jeg til en indledning bruger en frase, der refererer til en nu afdød lagerforvalter ved navn Peter Rindal fra Kolding er det naturligvis set i lyset af, at der opstod en bevægelse i 1960’erne, som i forlængelse af oprettelsen af Statens Kunstfond tog stærk afstand fra billedkunst, som man mente var uforståelig og i mange tilfælde blot noget ”klatværk”.

 

En umiddelbar tanke, der strejfede mig, da jeg så udstillingen på Museum Jorn, havde afsæt i nogle små malerier, som blev udstillet på Charlottenborgs Forårsudstilling i 1998. De var malet af den dengang 5-årige Virtus Rytter Petersen, og skabte en del røre i den akademiske andedam.

 

Det viste sig dog, at billederne så at sige var lavet med ”ført hånd” af den unge kunstners far, men begivenheden gav næring til debatten om kunstens gehalt, og netop dette var naturligvis vand på rindalisternes mølle.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Installationsfoto fra udstillingen giver her et indtryk af værkernes fysiske formater. Foto: Mathias Lassen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Størrelse betyder noget

Jeg møder til åbningen på museet en toneangivende dansk gallerist, som peger et par værker af Martha Jungwirth ud og spørger mig om »de ville have en chance på en censureret udstilling?«. Det kan jeg umuligt udelukke, at de ville.

 

Charlottenborgs Forårsudstilling er netop en af bemeldte type udstillinger, og Virtus’ værker rummede faktisk lidt af den samme poesi, som man finder hos Jungwirth, men hvor den 5-åriges malerier var ganske små, er Jungwirths kolossale. Med andre ord: Størrelsen betyder noget – size matters!!!! Og den, der siger andet, lyver.

 

Nu ikke mere lagerforvaltersnak. Jeg må til sagen. Hovedsagen! I udstillingen på Museum Jorn har man valgt at indrette et område, som kunne have til hensigt at give den besøgende en form for indsigt i, hvordan Martha Jungwirth arbejder, hvis man tilføjer en fysisk dimension ved at skabe et ateliermiljø som supplement til de udstillede værker.

 

Jeg kan ikke rigtigt finde ud af, om dette greb gavner forståelsen af kunstnerens metode, og har disponeringen et formål, kunne man antyde, at der er noget, som skal kamufleres eller, at man har til hensigt at befordre fokus bort fra de udstillede værker. Her gør jeg mig sikkert skyldig i en udokumenteret påstand, men jeg må jo nødvendigvis tolke på, hvad jeg ser.

 

I stedet bevæger jeg mig videre i udstillingen, og bliver ret omgående en anelse fascineret af et antal ikke i format ubetydelige malerier foretaget på gråbrunt papir tilsyneladende monteret på lærred. Den jordede nuance replicerer sig selv og bliver optisk forvandlet til en form for monokrom flade, som danner bund for intuitivt placerede penselstrøg udviklet ud fra en relativt afgrænset farvepalet.

 

Udstillingen på Museum Jorn giver et formidabelt historisk billede af en kunstners udvikling, og den bekræfter enhver tese, der kunne være udviklet af en psykolog i samarbejde med en kunsthistoriker gående ud på den abstrakt-ekspressionistiske kunstners generelle udvikling baseret på et princip om forenkling.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

”Match (Corona Diary)” malet i 2021 under Covid-perioden. Olie på pap monteret på lærred. 47 x 64,5 cm. Foto: Lars Svanholm

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Ikke ét eneste dårligt værk

Grundstoffet i Martha Jungwirths billedkunst udgøres af et langt forløb, der netop reducerer i det fysiske, og dette sker ironisk nok i kraft af, at billedformaterne vokser. Dette forhold synes som et behov ikke blot hos Jungwirth, men også blandt kunstnere, som det ville være fristende at sammenligne hende med.

 

Jeg har således svært ved at genkende Jungwirth som en eksponent for en europæisk tradition. Uden at påbegynde på en fortvivlet proces forankret i navne, må jeg blot give et fingerpeg om, at den amerikanske halv- og helabstrakte tradition synes at have givet direkte næring til den østrigske kunstners definerende udtryk.

 

Når jeg peger netop over på den anden side af Atlanterhavet – ja, undskyld mig. Jeg er klar over det ufine i den kontekst – ligger der naturligvis et behov for et beskedent opgør med europæisk tradition inden for den abstrakte kunst. Jeg er fuldt ud klar over, at jeg befinder mig på Museum Jorn i min granskning af Martha Jungwirths værker, og netop af samme årsag giver mine hypoteser mening.

 

Nu bibringer jeg en påstand: Der findes ikke ét eneste dårligt værk på Martha Jungwirth-udstillingen på Museum Jorn. Alt på den retrospektivt opbyggede udstilling er vedkommende og de enkelte værker står som stålsatte vidnesbyrd om et levet liv og en kunstnerisk udvikling, som udmønter sig i værker, der igen repræsenterer bevismaterialer på, hvad Per Kirkeby en gang beskrev som ”alderens arrogance”.

 

Der er blot ikke noget som helst hovmodigt ved Jungwirth og hendes poetisk stærke livsværk, og når jeg netop bruger denne betegnelse, bør det ses i relation til, at udstillingen viser værker helt tilbage fra kunstnerens ungdom.

 

Et tidligt værk tager motivisk afsæt i Hundested Havn, men det er der såmænd ikke noget mærkeligt i. Selvfølgelig var det i 1960, da kunstneren var 20 år gammel, muligt at rejse fra Østrig til Danmark, men da unge Marthas rejseledsager valgte at begive sig videre til Oslo, slog hun sig i en periode ned i netop Hundested, hvor hun foruden at arbejde med akvareller ernærede sig som blandt andet tjener.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Et tidligt værk af Martha Jungwirth: ”Hundested Havn” fra ca. 1960. Akvarel på papir. 32 x 44 cm. Foto: Lars Svanholm

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

En udstilling der vokser

I udstillingens formidling bliver Martha Jungwirth citeret for at være stærkt påvirket af kunstnere som Cy Twombley, Willem de Kooning, Oskar Kokoschka og – såmænd – Asger Jorn, men i udstillingens katalog nævner kunsthistorikeren Jörg Heiser til gengæld i et afsnit en tydelig påvirkning af den amerikanske, kvindelige, maler Joan Mitchell i samme åndedrag som inspirationen fra Jorn nævnes.

 

Hvor Mitchell gav det ekspressive maleri en ordentlig en på frakken i en tilsyneladende action-baseret metode, synes det derimod som om, at Jungwirth besidder en langt mere dybsindig måde at gøre tingene på. Men jeg er begribeligvis ikke klar over, om det forholder sig på denne måde.

 

Hvad jeg til gengæld er helt på det rene med, er at Martha Jungwirth-udstillingen på Museum Jorn er vokset i min bevidsthed, siden jeg første gang så den ved åbningen. Tilstanden er blot blevet forstærket under et senere besøg på museet, og det står tydeligt for mig, at Jungwirth med udstillingen bekræfter, at en relativ høj alder og vitalitet i kunsten sagtens kan sameksistere. Historien om Martha Jungwirth er således også fortællingen om format i fysisk såvel som i symbolsk betydning.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I udstillingen har man valgt at indrette et område, som kunne have til hensigt at give den besøgende en form for indsigt i, hvordan Martha Jungwirth arbejder ved at skabe et ateliermiljø som supplement til de udstillede værker. Foto: Mathias Lassen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Martha Jungwirth, født 1940 i Wien, indskrev sig efter endt skolegang mod sin mors ønske på Kunstakademiet i Wien. Hun debuterede i regi af akademiet på udstillingen Wiener Secession i 1958. Hun udstillede efterfølgende sammen med kunstnergrupperingen Wirklichheiten sammen med fremtrædende kunstnere fra sin generation. Hun har efter sit gennembrud blandt andet udstillet på Documenta 6 i Kassel i 1977 og på Museum der Moderne i Salzburg i 1994. Hun har blandt andre udmærkelser modtaget Oskar Kokoschka-prisen, der tæller blandt Østrigs mest prestigiøse kunstpriser. Hun bor og arbejder i Wien. Udstillingen på Museum Jorn, Gudenåvej 7-9, Silkeborg hvortil der er udgivet et rigt illustreret katalog på 232 sider redigeret af overinspektør Lucas Haberkorn, kan ses frem til d. 3. august 2025.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Museum Jorn: Martha Jungwirth – se mere her

 

 

 

 

 

 

 

Museum Jorn: Martha Jungwirth – Coverfoto: Triptykon med titlen ”Memorial II” fra 2021 måler hele 238,5 x 882,5 cm. Foto: Mathias Lassen

 

 

 

 

 

Museum Jorn: Martha Jungwirth er en anmeldelse af Lars Svanholm, KULTURINFORMATION

Se mere om Lars Svanholm her. Redaktion: Jesper Hillestrøm