NORDATLANTENS BRYGGE: Hallgrímur Helgason
GRUPPEPORTRÆT AF SELVET
Foto: © Benni Johansson – all rights reserved
✮✮✮✮✮
‘ …….. det er en drønhamrende god måde at formidle sit budskab på ….’
– Louise Frevert, KULTURINFORMATION
Hallgrímur Helgason er, hvad jeg vil kalde, en finurlig maler. Han har meget på hjertet. Hans udtryk er nærværende, til tider næsten tegneserieagtigt. Han har i de sidste tre år arbejdet med selvportrætter. Ikke på gængs vis, hvad det så i virkeligheden er, men mere for direkte at vise alle de ting der sker i hans og andres begrebsverdener. Menneskets tanker myldrer rundt, til tider hurtigt og i hver sin retning.
Helgason maler sine tanker og det er let at forstå, at der foregår mange spøjse ting i hans indre univers. Han tager udgangspunkt i overvejelser om, at mennesket af i dag, skal opfylde mange funktioner på en gang. Vi stresser tit af sted, og påtager os mange roller i løbet af en dag, en uge, et helt liv. Er vi tilfredse med os selv, gør vi det rigtige, oplever vi os selv, som den vi gerne vil være i andres øjne? Halgason er en modig maler. Han sætter fingeren på ømme punkter og det afspejler hans værker.
Foto: © Benni Johansson – all rights reserved
Foto: © Benni Johansson – all rights reserved
Dit indre sind
Første del af udstillingen er hans selvportrætter. De dækker et bredt spektrum af de tanker der skaber dilemmaer i vores indre univers. ‘Gruppeportræt af selvet’, er meget rammende. Helgason bombarderer os med pågående farver og små durkdrevne figurer. Han tvinger ligefrem beskueren til at være opmærksom, du kan ikke bare gå hurtigt forbi et maleri og tro du kan undslippe hans greb. Tankerne i malerierne repræsenterer hver især en slags stemme, der sammenlagt skaber en helhedsforståelse. Vi kender dem alle sammen: den lyttende, den langsomme, den modige, den kreative, den indebrændte, den der hellere var blevet i sin seng, så er der den tålmodige, sure, bange, stærke, modige, vrede, dumdristige, smarte, kiksede, selvhævdende, man kan blive ved.
Helgason censurerer aldrig sig selv, det er råt for usødet. Hans værker er bogstavelig talt farverige, men man skal ikke lade sig forblænde af det glade og livlige udtryk. Der står meget mere på spil i hans malerier. Hallgrímur Helgasons stil er energisk, overvældende, sitrende, fabulerende og ikke mindst satirisk.
Foto: © Benni Johansson – all rights reserved
Foto: © Benni Johansson – all rights reserved
De mange øjne
Udstillingens anden halvdel viser hans papirarbejder fra serien 4Faced. Det er en serie af uvirkelige portrætter, som hver har 4 ansigter og illustrerer, hvordan vi i vores hverdag er delt op i fire retninger. Øst, vest syd og nord. Vi har brug for mange ”øjne” til at kunne se og fornemme alt det der er en nødvendighed i dagligdagen, eller er det nu også det? Der er et ”øje” til familien, arbejdet, Instagram, e-mails, tv, Messenger, Facebook, et til Gud, og et til noget ukendt. Hvordan skal/bør man agere i et samfund der kræver, at hvert individ på det nærmeste skal være en blæksprutte, for at kunne klare dagens dont?
Hvert portræt rummer mellem 6 og 16 figurer, som samlet giver indtryk af det kaos, tanker kan skabe hos os alle sammen. Vi vil for det meste gerne styre vores tanker i fornuftige og velovervejede retninger, men det kan ofte være vanskeligt. Hjernen løber nogle gange løbsk og skaber helt sin egen bane, der til tider kan være overraskende, men også skræmmende. Helgason er ikke uden humor, for som han selv udtrykker det, kræver det 8 øjne at fungere i verden af i dag. Vi skal i vores samfund kunne det hele på den halve tid.
Puha, jeg blev næsten stakåndet af den tour de force i hjernens kringelkroge, man bliver bombarderet med på udstillingen. Hvert billede kræver et nøje studie. Man ser hele tiden små finesser dukke op. Du ser pludselig en sammenhæng på en ny måde, efter at have været hele vejen ovre i den anden side af et værk. Du forbavses over detaljerigdommen og må starte forfra, for at prøve at forstå, hvad kunstneren kunne have haft af intentioner med sine tanker. Jeg tror aldrig man vil blive færdig med at tolke på Helgasons malerier. De er hele tiden i bevægelse. Det er en drønhamrende god måde at formidle sit budskab på. Helgason er en usædvanlig spændende kunstner.
Foto: © Benni Johansson – all rights reserved
Foto: © Benni Johansson – all rights reserved
Foto: © Benni Johansson – all rights reserved
Hallgrímur Helgason
Hallgrímur Helgason (f. 1959) er mest kendt i Danmark som forfatter, (senest Tres kilo solskin, 2021). Han startede sin kunstneriske løbebane som billedkunstner og har hele tiden virket både som forfatter og billedkunstner. Udstillingen på Nordatlantens Brygge viser Helgasons nye værker og er den første store præsentation af ham i Danmark. På den Islandske ambassade, beliggende i samme bygning, hænger der også 5 malerier af kunstneren. Ring på og se samtidig den smukke bygning.
Nordatlantens Brygge
Nordatlantens Brygge er en kulturformidlende kulturinstitution og fælles kulturhus for Island Færøerne, Grønland, som skal styrke det nordatlantiske samarbejde. Samtidigt er det smukke lokaler at udstille i og de er desuden velegnede til konferencer og andre arrangementer. Der er en lys og skøn atmosfære i bygningen. Udstillingen er en fin repræsentation af Helgasons uudtømmelige fantasi. Gå en tur ud til Broens Gadekøkken og slå et smut ind på Nordatlantens Brygge. Der er for øvrigt også en fin café med god kaffe og kager.
Foto: © Benni Johansson – all rights reserved
KULTURINFORMATIONs anmelder og redaktionsmedarbejder Louise ‘All Over’ Frevert Foto: © Benni Johansson – all rights reserved
NORDATLANTENS BRYGGE: Hallgrímur Helgason – GRUPPEPORTRÆT AF SELVET. Udstillingen kan opleves frem til og med 26. maj 2024.
NORDATLANTENS BRYGGE: Hallgrímur Helgason – se mere her
NORDATLANTENS BRYGGE: Hallgrímur Helgason er anmeldt af Louise Frevert, KULTURINFORMATION
Redaktion: Jesper Hillestrøm